Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Deputeretkamret ɔ: ikke fl. end det yderste
(republikanske) Venstre. En af de Opgaver, som i disse
Aar særlig laa Regeringen paa Hjerte, var
Hævdelsen af den offentlige Retssikkerhed. En
meget streng Lov blev givet 1875 i dette
Øjemed, og med stor Kraft og Iver stræbte
Indenrigsminister Nicotera at faa Bugt saavel med
de egl. Røverbander som med de hemmelige
Forbrydersamfund, Camorra i Neapel og Maffia
paa Sicilien. Endvidere vedtoges efter
gentagne Forsøg en Folkeskolelov 1877, hvorved
indførtes alm. Skolepligt for Børn fra 6—9 Aar,
medens Religionsundervisning ligesom i
England kun skulde gives efter Forældrenes Ønske
og i særlige Timer uden for Skoletiden. Denne
Reform var ogsaa paatrængende nødvendig,
eftersom omtr. 60 % af Rekrutterne og af de
Personer, som indgik Ægteskab, hverken
kunde læse ell. skrive; ja i Syditalien var
Forholdet endnu slettere. Dog varede det længe,
inden Loven kunde blive virkelig gennemført, af
Mangel dels paa Penge, dels paa Lærerkræfter.
Derimod lykkedes det ikke at opnaa Enighed
mellem de to Kamre om en ny Straffelovbog,
fælles for hele Riget, fordi Senatet
haardnakket holdt fast paa Dødsstraffens Nødvendighed,
medens Deputeretkamret vilde have den
afskaffet, saaledes som den i lange Tider havde
været i Toscana. Ej heller vilde Senatet 1877
give sit Samtykke til særlige Straffe for
Misbrug af Præsternes Myndighed, lige saa lidt
som det nogle Aar i Forvejen vilde udstede
Forbud imod, at de gav kirkelig Vielse, inden
det borgerlige Ægteskab var stiftet, uagtet der
hvert Aar af Ukyndighed ell. paa Trods blev
knyttet mange Tusinde Forbindelser alene med
kirkelig Vielse, altsaa uden lovlig Gyldighed.
Derimod brugte Regeringen 1876 sin
Myndighed til at opløse det pavelige Univ. i Rom
og til at forbyde de gejstlige Seminarier at
undervise Lægfolk; enkelte Bisper, som ikke
havde Eksekvatur, udvistes af deres
Embedsboliger, og de andre lærte derved at
underkaste sig denne Form. 1875 købtes de
øvreitalienske Jernbaner fra det fr. Selskab, som
ejede dem; ogsaa de syditalienske købtes af
Staten, der saaledes blev Ejer af alle Landets
Jernbaner, om end Driften overlodes fl.
private Selskaber. Endelig gaves 1877 en ny
Toldtarif, nærmest med det Formaal at skaffe I.’s
Handel og Industri bedre Vilkaar ved
Afslutning af fremtidige Handelspagter.
1878 indtraf med kort Mellemrum baade
Konge- og Paveskifte. 9. Jan. døde Victor
Emanuel, hvis Kongegerning kan
sammenfattes i de Ord, at han havde ført I. fra Novara
til Rom ɔ: fra Nederlag og Afhængighed til
Enhed og Stormagtsstilling, og som i hele sin
Regering havde holdt den fri Forfatning i
Ære. En Maaned senere, 7. Febr, døde Pius
IX, som ved sin Tiltrædelse havde været den
mest frisindede og tillige mest elskede Pave,
Rom havde kendt, men som ikkun faa Aar
efter kastede sig i den kat. og kirkelige
Reaktions Arme og siden gik stedse videre ad
denne Vej. Og medens Victor Emanuel
efterhaanden havde knyttet alle I.’s Stammer og
Stater til sit lille Kongerige, havde Pius IX
saaledes stødt sit Folk fra sig, at det enten
selv rev sig løs fra hans Herredømme eller
dog med Glæde hilste sin Frigørelse derfra og
næsten enstemmig udtalte sin Villie at blive
ham kvit og gaa ind under hans verdslige
Medbejler (ved de 3 Folkeafstemninger
1860—70 stemte i alt 565000 for, men 3343 imod
Tilknytningen til det øvrige I.). Victor Emanuel
fulgtes af sin ældste Søn Umberto, og til
Pius IX’s Eftermand valgtes Leo XIII. Der
fulgte dog ingen Udsoning mellem Stat og
Kirke, da Leo lige saa fuldt som sin
Forgænger holdt fast ved Kirkens formentlige Krav
paa et verdsligt Herredømme; kun førtes for
Fremtiden Kampen imod Statsmagten i mindre
skarpe Former.
1878 bragte ellers I. en haard Skuffelse, idet
Østerrig-Ungarn fik Lov at tage Bosnien i
Besiddelse uden samtidig at afgive sine
italiensktalende Landstrøg og særlig Sydtyrol til I.,
og Skuffelsen blev endnu større, da Frankrig
1881 tiltog sig Herredømmet over Tunis, som
I. længe havde næret Ønsker om, fordi der
boede saa mange Italienere derovre. Tabet af
denne Udsigt til Landudvidelse hinsides
Middelhavet havde to vigtige Følger for I.: det
satte I. i en bestemt Modsætning til Frankrig
og drev det til at søge et formeligt, Forbund
med Tyskland og Østerrig, og det vakte paa
den anden Side Lyst til at søge Vederlag
andensteds og bragte saaledes I. ind paa en Vej,
som foreløbig kun førte til Tab og Ydmygelser.
Hvad der fremmede Tilslutningen til de to
mellemeurop. Stormagter, var den ny Konges
personlige Stemning; thi medens Victor
Emanuel i Hjertet var fransksindet, var derimod
Kong Umberto selv tysksindet og siden 1872
nøje knyttet til den tyske Kronprins (senere
Kejser Frederik III); denne besøgte ogsaa Rom
straks efter Victor Emanuel’s Død og
forblev der fl. Dage efter Bisættelsen i Pantheon.
De Vanskeligheder, Frankrig gentagne Gange
lagde for Afslutning af en Handelspagt, og dets
Optræden imod Italienerne i Tunis ophidsede
Stemningen, og selv Republikaneren Garibaldi,
Frankrigs frivillige Vaabenfælle 1870—71,
udtalte 1882 aabent sin Uvillie imod Frankrig og
sin Glæde over dets Nederlag. Oktbr 1881
besøgte Umberto Wien, og snart efter knyttedes
Tremagtsforbundet (foreløbig hemmeligt). Som
Følge deraf vedtoges 1882 en ny Hærordning
med en betydelig Udvidelse af Hæren, og Roms
Befæstning, som var begyndt 1877, blev nu
stærkt fremmet. S. A. fuldførtes ogsaa
Skt-Gotthard-Tunnelen, og der aabnedes saaledes
en lettere Forbindelse mellem Tyskland og I.
Endelig blev 1882 den første Koloni grundlagt,
nemlig Assab ved det røde Hav, men hertil
knyttedes i de flg. Aar nogle andre Steder og
1885 Massauah.
Indadtil beholdt Venstre Overmagten, men
dets ledende Mænd skiftedes til at staa ved
Roret. Marts 1878 afløstes Depretis af
Cairoli, men denne maatte allerede Decbr igen
vige Pladsen efter Passanante’s Mordforsøg
mod Kongen, fordi han — som udpræget
Frihedsmand — ikke vilde foretage Skridt til at
hemme den republikanske og socialistiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
