Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - italienske Krig 1859 - italienske Krig 1866
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for en ny Kamp 5. Juni, men omsider
besluttede han at føre Hæren i 3 Kolonner tilbage
bag Adda og at rømme Milano, som
Franskmændene besatte 7. Juni. De traf Dagen efter
den østerr. Arrièregarde ved Melegnano
og kastede den, hvorefter Hovedhæren fortsatte
Tilbagetoget og 15. Juni opstillede sig Ø. f.
Chiese, medens 2. Armékorps gik til Mantua,
og 2 ny Armékorpser, 10. og 11., kom til nedre
Po og bag Mincio. Franskmændene fulgte
langsomt efter, medens Garibaldi 15. Juni angreb
Urban ved Castanodolo og 17. Juni besatte Salo.
Kejser Frants Josef, som 16. Juni indtraf i
Verona, overtog nu Overkommandoen med
Felttøjmester Hess som Stabschef; der dannedes 2
Hære, 1. under Felttøjmester Grev Wimpffen
paa 3 Armékorpser og 2. under General Grev
Schlick paa 4 Armékorpser, desuden 2
Rytterdivisioner i Reserve. De 3 øvrige Armékorpser
anvendtes dels foran Mantua og ved nedre Po
og dels i Tyrol. S. D. begyndte Tilbagetoget
bag Mincio.
De Allierede rykkede 10. Juni i 2 Kolonner
frem over Adda og indtog 18. Juni Fronten
Brescia—Bagnolo, hvorfra de 21. Juni
begyndte at gaa frem over Chiese, hvorefter de
koncentrerede sig for at angribe de bag Mincio
formodede Østerrigere. Disse havde Valget
imellem at modtage Angrebet her og at gaa
Fjenden i Møde. Paa Melding om, at det hidtil
S. f. Po opererende V. Armékorps droges til
Hovedhæren, besluttedes Fremrykningen over
Mincio, saaledes at 23. Juni om Aftenen 25000
Mand (8. Armékorps) lejrede ved Pozzolengo,
64000 Mand ved Solferino og Volta og 67000
Mand ved Guidizzolo og Cerlungo for derfra
næste Dag at angribe
Lonato—Castiglione—Messane. Napoleon besluttede 23. Juni at holde
Rast og at rykke frem 24. saaledes:
Sardinierne (470O0 Mand) imod Pozzolengo; Gardens I.
og II. Armékorps (60000 Mand) mod Cavrani,
III. og IV. Armékorps (48000 Mand) imod
Guidizzolo. Der blev brudt op Kl. 2 Form.,
og kort efter stødte man paa Østerrigerne,
hvoraf Slaget ved Solferino opstod; først
kastedes Østerrigernes venstre Fløj; ogsaa
Centrum maatte vige, og det sejrrige 8.
Armékorps maatte da ligeledes gaa tilbage.
Franskmændene fulgte kun langsomt efter,
begyndte 27. Juni at indeslutte Peschira og at
overskride Mincio, medens General Cialdini
angreb Tyrol, som forsvaredes af 6. Armékorps og
Folkevæbningen. Napoleon fandt dog, at
Angrebet paa Fæstningsfirkanten vilde frembyde store
Vanskeligheder, og da det tyske Forbunds
Holdning blev mere og mere truende, aabnede han
6. Juli Underhandlinger, hvilke 8. Juli førte til en
Vaabenstilstand, idet begge Kejsere mødtes 11.
Juli i Villafranca, hvor det vedtoges, at
Lombardiet med Undtagelse af Peschira og Mantua
skulde afstaas til Frankrig, som atter overdrog
det til Sardinien, medens Herskerne i Toscana
og Modena skulde genindsættes. Freden
sluttedes 10. Novbr i Zürich. Operationerne til Søs,
navnlig i Adriaterhavet, var uden videre Bet.
(Litt.: Depot de la guerre: Campagne de
l’empereur Napoleon III en Italie [Paris
1860—61]; »Der ital. Feldzug des Jahres 1859,
herausgegeben vom preuss. Generalstab« [Berlin 1862];
»Der Krieg in Italien 1859« [udg. af den
østerrigske Generalstab] [3 Bd Wien 1874—76];
d’Hérisson, Journal de la campagne d’Italie
[Paris 1889]; Kunz, »Von Montebello bis
Solferino« [Berlin 1889]; Hohenlohe
Ingelfingen, »Strategische Briefe«, I [Berlin
1887]).
P. Nw.
italienske Krig 1866. Kampen om
Herredømmet i Tyskland imellem Preussen og
Østerrig var i Beg. af 1866 blevet meget skarp. Det
ny Kongerige Italien, som stadig efterstræbte
Venedig, hvilket 1859 var forblevet østerrigsk,
haabede ved at slutte sig til Preussen at kunne
naa dette Maal, og denne Magt havde megen
Interesse af, at Italien truede Østerrigs
Sydfront, hvis den selv vilde angribe Nordfronten.
Saaledes kom i Beg. af Marts en Alliancetraktat
i Stand imellem begge Magter, hvorefter der i
Italien med Iver toges fat paa Rustninger.
Hærkræfterne samledes fra April i to store Grupper:
3 Armékorpser med 12 Divisioner samt en
Rytterdivision, i alt 130000 Stridende under Kong
Victor Emanuel med General Lamarmora som
Stabschef, ved Lodi, Piacenza, Cremona, og 8
Divisioner under General Cialdini med 80000
Mand ved Bologna og Po-Flodens nedre Løb.
Under Garibaldi samlede sig 35000 Frivillige
ved Como.
Østerrig gav allerede 21. Apr. Ordre til, at
den i Venedig staaende Sydhær skulde sættes
paa Krigsfod; den bestod af 3 Armékorpser, en
Reservedivision og en Rytterbrigade, tilsammen
75000 Stridende, hvilke 9. Maj stilledes under
Befaling af Ærkehertug Albrecht og samledes
ved Verona, Padua, Rovigo og Vicenza;
desuden havdes en mobil Brigade i Friault, et
Observationskorps i Istrien og Dalmatien,
Tropper i Tyrol og 30000 Mand Besætningstropper i
Fæstningerne. Flaaden udrustedes under
Admiral Tegetthoff’s energiske Ledelse i Pola.
Østerrigerne havde foreløbig indtaget en
Centralstilling bag Fæstningsfirkanten for efter
Omstændighederne enten at angribe den ital.
Hovedhær, hvis den ved at trænge ind i
Fæstningsfirkanten gav sig en Blottelse, eller at
møde Cialdini ved Padua, forinden han kunde
forene sig med Kongen. Italienernes Plan gik
ud paa at lade Cialdini demonstrere ved nedre
Po for at dele Ærkehertugens Styrke, medens
Hovedhæren skulde rykke over Mincio mod
Verona; der toges derimod intet Hensyn til
Preussens Forslag at lade Hovedangrebet foregaa
over nedre Po imod selve Østerrig, en Plan,
som ogsaa havde mange Tilhængere i den ital.
Hær, men frembød store Vanskeligheder.
20. Juni erklærede Italien Østerrig Krig fra
23. Juni, og Hovedhæren overskred da i flere
Kolonner Mincio mellem Peschira, som
observeredes, og Guito, medens et Armékorps forblev
mellem Mantua og Borgoforte. Da Mincio ikke
blev forsvaret, fik Victor Emanuel den
Opfattelse, at der kun var faa Østerrigere paa
Etsch-Flodens højre Bred, og han besluttede derfor
24. Juni med 3 Divisioner af 1. Armékorps og
2 af 3. Armékorps (de to andre skulde blive
staaende ved Villafranca), at sætte sig i
Besiddelse af Højderne mellem Castelnuovo og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
