Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - italienske Krig 1866 - italienske Vine - italiensk kriminalistisk Skole - Italienskrødt - italiensk Østafrika - Italioter - Italique - italiske Folk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sommacampagna; 2 Divisioner af 2. Armékorps
skulde rykke til Roverbella.
Ærkehertug Albrecht havde imidlertid fattet
den Plan, støttet paa Peschira og Verona samt
et Brohoved ved Etsch, at angribe Kongens
Hær med samlet Styrke i venstre Flanke
under Fremrykningen fra Mincio til Verona. I
Dagene 21.—23. Juni koncentreredes derfor alle
Tropper i al Hemmelighed ved Castelnuovo og
V. f. Verona; kun en Bataillon og et
Husarregiment efterlodes lige over for Cialdini. 24.
Juni skulde da Hæren efter endt Opmarch i
Linien Castelnuovo—Sona rykke frem mod
Italienerne. Herved opstod Slaget ved
Custozza, hvor c. 100000 Italienere kæmpede mod
73OO0 Østerrigere, der sejrede.
Den slaaede Hær gik tilbage til Cremona,
medens Cialdini foreløbig opgav Forsøget paa at
komme over Po. Ærkehertug Albrecht gik 30.
Juni over Mincio, men de uheldige Forhold i
Böhmen bevirkede, at han 4. Juli atter vendte
om efter at have erfaret, at Modstanderen var
gaaet tilbage bag Oglio. Nederlaget ved
Königgrätz i Böhmen bevirkede, at Ærkehertugen
maatte sende 2 Armékorpser til Wien, og at
han selv udnævntes til Chef for Hæren i
Østerrig (11. Juli). 3. Armékorps gik derefter tilbage
til Isonzo, hvor 42000 Mand samledes under
Feltmarskalløjtnant Maroicic. 5. Juli forsøgte
Italienerne at erobre Borgoforte, hvilket efter
en heftig Beskydning rømmedes 18. Juli; 8. Juli
gik Cialdini ved Sermide over Po og
marcherede efter modtagen Forstærkning med 5
Armékorpser (150000 Mand) frem imod Isonzo for at
trænge ind over Alperne, medens Kongen
skulde belejre Fæstningerne. Det tabte Søslag ved
Lissa bevirkede imidlertid, at Hærens
Fremrykning standsedes 25. Juli. Divisionen Medici var
forinden fra Padua sendt mod Trient for at
forene sig med Garibaldi.
Denne var gaaet frem imellem Garda-Søen og
Stilfser Joch mod Tyrol, som forsvaredes med
stor Dygtighed af 170O0 Mand under General
Kuhn. Efter Sydhærens Afmarch til Isonzo
trængte Garibaldi med stor Overmagt frem fra
Idro-Søen, men atter standsedes han af Kuhn’s
Fremstød, og 21. Juli led han ved Bezzica et
alvorligt Nederlag; ogsaa Divisionen Medici’s
March standsedes 23. Juli ved Borgo.
Vaabenstilstanden 25. Juli gjorde foreløbig Ende paa
Kampen. Italien gik ikke ind paa den
Præliminærfred, som 27. Juli sluttedes mellem
Østerrig og Preussen. Den østerr. Sydhær
forstærkedes derefter til 130000 Mand, og i Tyrol
samledes 22000 Mand, saa at Cialdini gik tilbage bag
Tagliamento, og Tyrol rømmedes. 12. Aug.
afsluttedes en Vaabenstilstand paa 4 Uger i
Cormons, og 24. Aug. afstodes Venedig til
Frankrig, som overdrog det til Italien. Ved Freden i
"Wien 3. Oktbr overtog dette Provinsens østerr.
Gæld. (Litt.: »Oesterreichs Kämpfe im Jahre
1866« [udg. af den østerr. Generalstab, 5 Bd,
Wien 1867—69]; La Campagna del 1866 in Italia
[udg. af den ital. Generalstab, Rom 1875]; I. V.
Lemoyne [Chef d’escadron] Campagne de
1866 en Italie [Paris 1875]; A. F. v. Scudier,
»Betrachtungen über den Feldzug 1866 in
Italien« [Wien 1894]).
P. Nw.
italienske Vine. P. Gr. af Italiens
forholdsvis store Udstrækning fra N. til S. leverer
Landet højst forskelligartede Vine. De
norditalienske, lettere Vine er gennemgaaende middelgode,
ofte meget daarlig behandlede; de bedste
kommer fra Verona, Treviso, Belluno og Udine.
Af de mellemitalienske Vine er Rødvinen, vino
nero ell. rosso, sædvanlig middelgod, Hvidvinen,
vino bianco, daarlig, hvilket udelukkende
ligger i den daarlige Behandling; dog gør Chianti
fra Toscana en Undtagelse herfra. Syditalien
leverer hovedsagelig Sødvine, af hvilke Marsala
og Lacrimæ Christi er fortrinlige, de øvrige
Sorter som Regel meget slet behandlede. De til
Eksport bestemte Vine faar ofte en Tilsætning
af Salicylsyre p. Gr. a. deres ringe
Holdbarhed, hvilken Tilsætning er forbudt i de fleste
Lande. I de senere Aar er der ved Oprettelsen
af særlige ønotekniske Stationer og ved andre
Forholdsregler gjort Forsøg paa at hæve
Vinproduktionen til et saadant Standpunkt, som
den ifølge Druernes gennemgaaende fortrinlige
Beskaffenhed i Virkeligheden burde indtage, og
en betydelig Forbedring i Fabrikationen er
ogsaa allerede at spore.
K. M.
italiensk kriminalistisk Skole betegner
den særlig af Lombroso udviklede
kriminalistiske Retning, der i Forbryderen ser en Afart
af genus humanum, karakteriseret ved en Rk.
fysiske og psykiske Ejendommeligheder, som
gør hans Forbrydelser lige saa naturbestemte
som Rovdyrets Angreb paa Kvæghjorden (se
Lombroso). Læren er nu antikveret, men
har givet Stødet til en Række for Strafferetten
særdeles frugtbringende Studier af
Forbryderindividualiteten og Forbrydelsens Aarsager.
A. Gl.
Italienskrødt, rødt Farvestof af
Sammensætningen Fe2O3, bruges i Olie- og Kalkfarver.
italiensk Østafrika, d. s. s. Eritrea.
Italioter kaldtes i Oldtiden de græske Folk,
der havde bosat sig i Italien som Kolonister.
Italique [ita’lik], se Kursiv.
italiske Folk er i videre Forstand alle de
Folk, som i Oldtiden boede i Italien. I denne
Bet. maa altsaa en Mængde Folk af vidt forsk.
Oprindelse regnes med dertil som Ligurer,
Galler, Veneter, Etrusker, Iapyger
m. fl. Sædvanlig forstaar man dog ved i. F.
kun en enkelt, indbyrdes forholdsvis
nærbeslægtet Klasse Folk, de, som kom til at spille
den vigtigste Rolle i Italien i Oldtiden. Man
plejer da at dele de i. F. i to Grene, den
umbrisk-sabelliske og den latinske. Til
den første hørte Umbrerne,
Picenterne, Æquerne, Hernikerne,
Volskerne og Sabinerne samt en hel Del Folk i
Syditalien, som sagdes at være udgaaede fra
Sabinerne og sammenfattedes under Navnet
Sabeller. Naar et Land truedes af
Overbefolkning, plejede man nemlig at lade den i
et bestemt Aar fødte Ungdom udvandre som en
»hellig Vaar« (ver sacrum), og paa den Maade
bredte de sabelliske Folk sig stadig videre. Til
dem hørte bl. a. Marserne, Pælignerne
og Samnitterne, fra hvem atter
Kampanerne og Lukanerne var udgaaede
og havde underkuet de ældre, ligeledes italiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
