Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- J (Bogstav)
- J (kemisk Tegn)
- Jaabæk, Søren Pedersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
<b>
J
</b>
J er det 10. Bogstav i vort Alfabet; det kendtes
ikke i det oprindelige lat. Alfabet, idet Romerne
— trods enkelte Forsøg paa at udtrykke
Forskellen mellem Lydene i og j — som oftest
brugte I baade som Vokal- og som
Konsonanttegn. Bogstavet j (J) kommer først i Brug i
Middelalderens Haandskrifter, hvor i ofte blev
gjort længere i Ordenes Begyndelse (især som
Initial) ell. Slutn.; især var det alm. at skrive
Romertallene III, VII o. s. v. som iij, uij
o. s. v.; i de ældste trykte Bøger optoges
Bogstavet j (J), og af og til træffer man ogsaa
Bestræbelser efter fortrinsvis at bruge i (I)
som Vokaltegn, j (J) som Konsonanttegn; men
i Reglen brugtes j ligesom i Haandskrifterne
som en blot grafisk Sideform til i. Først
Grammatikere i 16. Aarh. fastslog bestemte
Principper for Brugen af i og j. Petrus
Ramus (Pierre de la Ramée), der tildelte
Tegnet j Navnet Jod, brugte det (se f. Eks.
hans Grammalica [Frankfurt 1585])
udelukkende som Konsonanttegn; efter hans Eksempel
foreslog Jakob Madsen Aarhus (De
literis [Basel 1586]) at skrive Jord, bjerg, kjær,
gjøre, nej o. s. v.; men skønt de fleste
Sprogforskere efter hans Tid anbefalede den samme
Brug af j, er det dog først i den nyeste Tid,
at den er trængt alm. igennem i Danmark;
endnu Holberg skrev ieg, men efterdj (se
Danmark, »Sprog«, S. 638), mange Forfattere i
Beg. af 19. Aarh. skrev i for j efter
Konsonanter: Bierg, Skiold o. s. v.; i 18. Aarh. skrev
man afvekslende ei, ej, ey og øi, øj, øy o. s. v.;
i senere Tid er Stavemaaden ej, øj o. s. v.
bleven den almindeligste i Danmark, medens
ei, øi nu er almindeligst i Norge. I Nutidens
Frakturskrift bruges [*] vedvarende baade for I
og J. — I de fleste nyeuropæiske
Sprog, Dansk og Norsk, Islandsk, Tysk,
Hollandsk, de slaviske Sprog, Magyarisk og
Finsk, bruges Tegnet j nu med Lydværdien j
(enten ren Konsonant ell. Halvvokal); i
Engelsk betegner j derimod overalt
Lydforbindelsen dž (join, James), i Fransk og
Portugisisk betegner det den enkelte Lyd ž
(fr. jardin, jeter, port. joelho, jejum); i
Spansk er det Tegn for Lyden [*] (junta,
Quijote); i Italiensk er Brugen af j ikke
fastslaaet, det kan forekomme dels mellem to
Vokaler med Lydværdien j: noja, calzolajo
(oftere bruges dog i), dels i Udlyd i Stedet for
ii ell. î tempio, Flert. tempj. — I de nordiske
Sprog er oprindeligt (fællesgermansk) j som
Forlyd overalt forsvundet: lat. jugum, tysk
Joch, oldn. ok, dansk Aag; tysk Jahr, oldn. ár,
dansk Aar; ogsaa i Indlyd er opr. j allerede i
den fællesnordiske Sprogperiode forsvundet
undtagen foran a og u efter k og g og efter
kort Stavelse, smlg. got. valjan—valjiþ, oldn.
velja—velið; Dansk er i denne Henseende gaaet
videre end de andre nord. Sprog: oldn. gieðja,
sv. glädja, dansk glæde; oldn. telja, sv. tälja,
dansk tælle. De j’er, som i øvrigt findes i de
nuværende nord. Sprog, er alle udviklede ved
særlig nord. Lydlove, især ved »Brydning«:
urnordisk erilaR, oldn. jarl; tysk Erde, dansk
Jord; tysk helfen, isl. hjálpa, dansk hjælpe, ell.
ved Overgang fra eu, eo til jú, jó: Theodorik,
isl. þjóðrekr; got. biudan, isl. bjóða, sv. bjuda;
ogsaa det sidstnævnte j er ofte forsvundet paa
Dansk: byde o. l. Efter k og g er j blevet
stumt i nuværende Dansk: oldn. gjalda, dansk
gjælde, nu som oftest skrevet: gælde. Om j i
Diftongerne ej, øj o. s. v. se Diftong.
V. D.
J er det kem. Tegn for Grundstoffet Jod.
Jaabæk, Søren Pedersen, norsk
Politiker og Publicist, f. paa Gaarden Holmesland
i Holum Sogn
ved Mandal 1.
Apr. 1814, d. i
Holum 7. Jan.
1894. J. var
Søn af en
fattig Listerbonde, den
næstældste af 9
Søskende. Som
Dreng maatte
han hjælpe til
med Gaardens
Arbejder, og
Adgangen til
at tilfredsstille
en umættelig
Lærelyst var
kun ringe.
Men han
slugte, hvad han kunde overkomme af Bøger;
12 Aar gl. havde han saaledes allerede
gennempløjet den hele Bibel. I sit 17. Aar
 |
| S. P. Jaabæk. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 20 19:55:51 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/12/0751.html
