Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jaabæk, Søren Pedersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
besluttede han at blive Skolelærer, og efter en kort,
men frugtbar Læretid blev han 1831
Omgangsskoleholder i sin Hjembygd; han forblev i
denne Stilling, indtil han 1837 giftede sig og
flyttede til Gaarden J. i Halse Sogn, efter hvilken
han nu antog Navn. 1843 fik han i
Annekssognet Harkmark en Skolelærer- og
Kirkesangerbestilling, som han dog frasagde sig
allerede 1845. Siden 1833 havde han, saa
indgaaende Tidens tarvelige Avisreferater tillod det,
med den mest levende Interesse fulgt
Stortingets Forhandlinger. Ved Kommunevalget 1841
var han selvskreven som Medlem af
Formandskabet, til hvis Ordfører han meget snart
valgtes. Den begavede Autodidakt var dermed
traadt ind i det offentlige Liv, hvor han ved sin
Klogskab, Sejhed og Principfasthed hurtig
skulde komme til at spille en betydningsfuld Rolle
og vinde Indflydelse over det hele Land. Ved
Stortingsvalget 1844 blev han første Gang valgt
til Repræsentant for Lister og Mandal’s Amt
og genvalgtes senere til og med 1891, uden
nogen eneste Gang at være afløst af Suppleant.
Naar undtages Sessionerne 1862—66 og
1883—91 var han den hele Tid Medlem af
Odelstinget; efterhaanden sad han i Tingets Kirke-,
Justits-, Konstitutions- og Valgkomiteer og blev
efter 1862 fast Medlem af Gage- og
Pensionskomiteen, hvor han fik Anledning til paa dette
forberedende Stadium at arbejde for sin med
yderste Konsekvens forfulgte Sparepolitik. I
sit lange Tingliv var han fl. Gange Medlem af
kgl. Kommissioner. I Mellemtiderne levede han
som Ronde og Skribent paa sin Gaard, indtil
han 1884 blev stortingsvalgt Medlem af
Direktionen for Norges Ranks Afdeling i
Kristianssand.
Inden for Stortinget lykkedes det aldrig J.
at skabe noget Parti; længere end til at blive
en gerne hørt Gruppefører naaede han ikke.
Han sluttede sig til Tingets yderste Venstre,
men hans politiske Idealer, der var
paavirkede af de revolutionære Strømninger i
1840’ernes Europa, laa paa fl. Punkter no. Bønder
for fjernt til, at han inden for Tinget kunde
samle dem om sig. Desto bedre formaaede han
at gøre dette udenfor. »Sparetanken« — hans
Alfa og Omega — var i høj Grad skikket til at
skaffe ham Øre hos de brede Lag, der levede
under fortrykte Kaar. Ingen havde som han
sat denne i System, gjort den til politisk
Princip; og ligesom han gennem denne vandt ny
Lag for Samfundsinteresserne og Deltagelse i
det offentlige Liv, havde han ogsaa
Fortjenesten af efterhaanden at vinde Indgang for den
hos dem, der raadede for Statsmidlernes
Anvendelse. Naar han paa syngende Listermaal
ufravigelig slyngede sit energiske »Nej«
gennem Tingsalen under alle Voteringer i
Bevillingssager, der ikke strengt kom
Folkeoplysningens Fremme til gode, var det en
Fanfare, som vakte Genlyd inden for store Kredse
af Landets Demokrati. Han blev hørt og skabte
sig Respekt. Hans Debat var positiv, nøgtern,
undertiden indtil det kuriøse spækket med
statistiske og andre faktiske Oplysninger,
indsamlede under en flittig og til mange
Omraader udstrakt Læsning, ofte ogsaa krydret
med vittige og satiriske Udfald. De samme
Egenskaber genfindes i hans publicistiske
Virksomhed. Allerede en Snes Aar havde han
lejlighedsvis skrevet i forsk. Hovedstads- og
Provinsblade, da han 5. Juli 1865 udsendte det
første Nummer af sin »Folketidende«, der blev
udgivet først fjortendagligt, fra 1. Juli 1868
som Ugeblad som Organ for en 20. Febr 1865
stiftet Organisation af »Bondevennerne«, med
Hovedsæde i Mandal, Forgreninger
efterhaanden ud over hele Landet og J. selv som
Formand. Denne Organisations Formaal var at
udjævne Klasseforskellen i Samfundet navnlig
ved at modarbejde »Pengearistokratiet« og
Embedsmandsstyret; »Sparsomhed i
Statshusholdningen« var det i Tide og Utide anvendte
Slagord; derfor skulde Embedernes Antal og
deres Gage mindskes, Rentefoden søges
nedsat; til dette økonomiske Program svarede
politisk først og fremmest Kravet paa en stærkt
udvidet, men dog ikke fuldt ud »almindelig«
Stemmeret. Foreningerne vandt betydelig
Tilslutning, og deres Antal steg til omkr. 250 i
1871; »Folketidende« var en Tid lang Landets
mest udbredte Blad med en dybtgaaende
Indflydelse. Dets ofte nærgaaende polemiske Tone
indbragte J. megen Uvillie, gjorde ham paa
mange Hold hadet og frygtet. Foruden gennem
Bladet, sit Hovedorgan, virkede
Organisationen gennem en Rk. »Rundskrivelser«, Nr
1—42, der overvejende skyldtes J., og som blev
omsendte til samtlige Bondevenforeninger og
Herredsstyrelser; de indeholdt væsentlig
Udkast til Reslutninger i økonomiske og politiske
Spørgsmaal og fremkaldte oftere en livlig
Diskussion i Presse og paa Folkemøder (se
Norge, »Historie«). J.’s publicistiske
Virksomhed var imidlertid ikke indskrænket til
Døgnets Agitation og Interesser. Han optraadte
ogsaa som Dilettant paa Historieskrivningens
Omraade, desuden som hist.-politisk
Pamfletist og Digter. Væsentlig paa Grundlag af
Charles Dickens’ A Child’s History of England
udarbejdede han en »Englands Historie for det
no. Folk« (6 Hefter, 1870—79), hvori
Fremstillingen ofte naivt brydes af indflettede
belærende og polemiske Betragtninger uden for
Emnet. Et end mere udpræget Tendensskrift
er »Kongers og Kejseres Levevis« (2 Hefter,
1882, 1886). Direkte Indlæg i Dagens Strid
er hans Brochurer »Varme Piller til Brug mod
de kolde Rivninger, som Novemberforeningen
fremavler« (1880) og »Den højeste Magt i
Staten« (1883). Desuden udgav han Oversættelser
af »For Friheden, En Troendes Ord« af R. de
Lamennais (1880) og »Om den verdslige
Øvrighed« af Martin Luther (1882) samt en
Digtsamling, »Sang og Hvile« (1883).
Af særlig Ret. for Samtidens Dom om J.’s
Virksomhed og Person var navnlig to
Begivenheder i hans Liv: hans Afvisning som Fadder
ved to Daabshandlinger 1872 og hans i
Forbindelse hermed staaende Injurieproces mod
daværende Personelkapellan i Kristiania Julius
Riddervold, der anonymt i en Del Artikler i
Bladet »Almuevennen«, senere samlede i
Brochuren »J.’s Angreb paa Kristendommen«
(1873), havde søgt at rette et politisk og socialt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
