Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jakob I (Konge af England) - Jakob II (Konge af Storbritannien og Irland)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Side, der fordrede et Brud med Spanien, og at
Kongen skulde opgive sine absolutistiske Ideer.
Under Buckingham’s Ledelse slog man nu ind
paa en ny Politik. Der sluttedes Forbund med
Nederlandene og Christian IV og indlededes
Underhandlinger med Frankrig om et
Giftermaal mellem Karl og Ludvig XIII’s Søster.
Midt under dette døde J. Han havde været gift
med Anna af Danmark. Med al J.’s Lærdom,
særlig i Teologien, og hans Tro paa at besidde
en højere Indsigt i alt muligt, har Henrik IV
ikke uvittig karakteriseret ham, naar han kaldte
ham »den viseste Taabe i Kristenheden«. Af
hans mange lærde Skr kan nævnes:
»Demonologie« (1597), en Bog om Hekse og Trolddom,
og hans Skr. imod Tobakken: A Counterblaste
to Tobacco (1616). (Litt.: Burton, The
history of Scotland, V—VI [2. Udg., Edinburgh
1873]; Gardiner, History of England
1603—42 [5 Bd, London 1883—84]; The first two
Stuarts [London 1876, 6. Opl. 1885]; Ranke,
»Englische Geschichte vornehmlich im 17.
Jahrh.«, I—II [4. Opl., Leipzig 1877-79]; J. A.
Fridericia, »Kong J. I og den eng.
Revolutions Forhistorie« [»Hist. Arkiv«, 1887]; T. F.
Henderson, James I and VI [Paris, Edinb.,
New York, Lond. 1904]).
C. S. C.
Jakob II, Konge af Storbritannien og
Irland (1685-88), f. 24. Oktbr 1633, d. 16. Septbr
1701, Søn af Karl I og Henriette Marie, fulgte
sin ældre Broder Karl II paa Tronen 6. Febr
1685. Som Prins
havde han ført
Titlen Hertug
af York og
havde under
Republikken
opholdt sig en
Tid i Frankrig
og senere tjent
under Condé.
Efter
Restaurationen 1660
var han vendt
tilbage til
England og havde
ægtet Lord
Clarendon’s Datter Anna Hyde,
med hvem han
havde Døtrene
Marie og Anna, der blev opdragene i den
protestantiske Tro, skønt han selv under sit
Ophold i Frankrig var gaaet over til
Katolicismen, hvilket han tilstod 1669. Han var
blevet udnævnt til Storadmiral, men maatte
nedlægge dette Embede 1673, da Testakten, der
udelukkende Katolikker fra Statsembeder, blev
udstedt. S. A. ægtede han, da Anna var død,
den kat. Prinsesse Marie af Modena, hvilket
vakte stor Uro i England, da man, hvis hun
fødte en Søn, rimeligvis vilde faa et kat.
Dynasti. Uvillien mod J. blev efterhaanden større
og større, og 1679 maatte han endog for en
kort Tid forlade England. Underhuset søgte fl.
Gange al faa ham udelukket fra Tronen, og
der var Tale om at tage Karl II’s uægte Søn
Monmouth til Tronfølger. Dette satte
Overhuset sig imidlertid imod, og det radikale
Partis Overgreb, der bl. a. gav sig Udslag i den
saakaldte Rye-House-Sammensværgelse mod
Kongens Liv og J.’s Tronfølge, førte kun til, at
alle Konservative samlede sig om Kongens
Person, og da Karl døde, fulgte J. efter ham uden
Modsigelse. Han var ikke saa begavet som sin
Broder, men mere arbejdsom og holdt fast ved
sine Planer til det yderste; disse gik ud paa at
skaffe Katolikkerne Religionsfrihed, gøre
Kongemagten uafhængig af Parlamentet og skabe
en staaende Hær. Da Bevillingerne til
Statshusholdningens Førelse kun var givne for Karl’s
Levetid, saa han sig nødt til at sammenkalde
Parlamentet, men sikrede sig imod det paa
Forhaand ved at faa Ludvig XIV til at love sig
Subsidier, saafremt Parlamentet skulde vise sig
uvilligt. Men i dette var Torierne i
overvældende Majoritet, og han fik ikke alene bevilget
de samme Indtægter som Broderen, men
modtog en Bevilling paa 8 Aar, der forøgede
Stats-indtægterne med det halve. Imidlertid landede
J.’s Fjender Lord Argyle og Monmouth omtr.
samtidig i Skotland og i det vestlige England
med det Formaal at støde ham fra Tronen.
Argyle, der kun fik ringe Tilløb, blev snart fanget
og henrettet (30. Juni 1685). Monmouth fik
derimod mange Tilhængere i de vestlige
Grevskaber, men blev slaaet ved Sedgemoor og fanget
i Newforest, hvorefter han henrettedes 15.
Juli. En blodig Forfølgelse af Whig’er og
Puritanere paafulgte, hvorunder J.’s Redskab,
Dommeren Jeffreys, omgav sit Navn med evig
Skændsel. 320 blev henrettede, og 841 førtes
som Slaver til Vestindien. J. troede nu, at han
kunde tillade sig alt, og indsatte kat. Officerer
i Hæren og vilde have Parlamentet til at
ophæve Testakten; men selv Torierne gjorde
Indsigelse, da de frygtede for at faa alle
Embeder besatte med Katolikker, og nægtede at
bevilge Penge i milit. Øjemed. Herover blev J.
forbitret og sendte Parlamentet hjem, og det
kom ikke mere sammen i hans Regeringstid.
For frit at kunne ansætte kat. Embedsmænd
tilkendte han sig den meget omstridte Ret til at
dispensere fra Lovene, og da han havde faaet
denne stadfæstet af den slaviske Overdomstol,
indsattes overalt Katolikker, endog i
Statskirkens Bispeembeder. Mod den episkopale
Gejstlighed, der gjorde Indsigelse, genoprettede han
en Kommissionsdomstol fra Karl I’s Tid, der
snart bragte den til Tavshed. Han havde hele
Tiden søgt at vinde Højkirken for sig ved at
forfølge Dissentere; men da dette aldeles
mislykkedes, udstedte han 4. Apr. 1687 en
Indulgensakt, som ophævede alle Straffe mod
Katolikker og Dissentere og gav dem Adgang til
Statsembeder; derved vandt han dog ikke
Dis-senterne for sig, som han havde ventet. Der
var imidlertid Tegn, der tydede paa, at Maalet
snart var fuldt. Medlemmerne af
Magdalene-Kollegiet ved Oxford-Univ. lod sig hellere
udjage, end de valgte en kat. Præsident, og da
J. 1688 forlangte Indulgensakten oplæst i
Kirkerne, nægtede Gejstligheden det, og 7 Bisper
blev anklagede — men frikendte. Englænderne
fandt sig kun i hans Overgreb i Forventning
om, at hans Død vilde gøre en Ende paa
 |
| Jakob II. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
