Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Japan (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Japanische Annalen« (1897). En udførlig Kommentar
til Værket (Ko-dji-ki-den) forfattedes i
1790’erne af Motoori Norinaga (d. 1801) og udkom
1789—1822.
Til de værdifuldeste Dele af Kodjiki og
Nihongi hører, litterært set, de c. 200 gl. Digte,
omhandlende Kamp, Kærlighed og Drikkelag,
som er lagt Guder og Sagnhelte i Munden.
Disse Digte (uta, Sang, Vise) stammer fra 5.-7.
Aarh. og er det ældste jap. Sprogstof, man har.
Prosodien er meget simpel, som den er
vedblevet at være til vore Dage, med en
hævdvunden ubrydelig Vekslen mellem 5 og
7-stavelses Linier. Den mindste Versform var
3-liniet (kata-uta) med 19 Stavelser. Alle større
Digte paa over 7 Linier kaldtes naga-uta,
Langdigte. Den hyppigste Form er dog det 5-liniede
Kortdigt Tanka, der med sine 31 Stavelser blev
J.’s klassiske Versform gennem alle Tider til
nu. Efterhaanden som den jap. Digtning
udformes, smykkedes Tanka’en ved forsk.
Kunstgreb: Ordspil ell. saakaldte »Pudeord«
(makurakotoba), en Art Prydord som Homer’s epitheton
ornans (f. Eks. »lysblaaøjet« om Athene). Jap.
Veis er derfor meget vanskelige at gengive paa
europæiske Sprog. Den bedste Kender er B. H.
Chamberlain i sin Classical Poetry of the
Japanese (Lond. 1880). Af lgn. gammeldags Karakter
som Digtene i Kodjiki og Nihongi er de gl.
Ritualer (norito), der fremsagdes ved
Shintogudstjenesten og var forfattede i en alvorlig,
højtidsfuld, poetisk udsmykket Prosa.
Bemærkelsesværdig er særlig »den store Renselses
Ritual«. I samme Sprog og Stil som norito
affattedes de gl. pompøse Proklamationer, der
udstedtes af Kejserne ved Tronbestigelser,
Dødsfald o. l. Begivenheder. Af saadanne kejserlige
Budskaber findes 60 bevarede alene fra 8. Aarh.
Sin første egl. Blomstring oplevede jap.
Digtning allerede i 8. Aarh., Naratiden, da Nara i
Prov. Jamato (s. d.) var Kulturmidtpunktet i J.
I Forbindelse med den øvrige indgribende
Kulturpaavirkning fra Kina satte ogsaa kin.
Digtning stærke Spor i den hidtil egenartet
fremspirede japanske. Kendskabet til den
formskønne, følelsesrige og tankevægtige kin. Poesi
gav den lidet udviklede jap. Digtning kraftige
Impulser. Som de bet. Digtere i denne førklass.
Tid regnes Hitomaro (c. 662—710), Okura
(660—733), Akahito (c. 750) og Jakamotsji (c. 720-785).
Hitomaro, der var Shintoist, skrev skønne,
følelsesfulde Elegier, fortrinsvis Langdigte
(naga-uta). Okura udmærkede sig mest ved
formfuldendte kin. Digte, Akahito derimod
ved sine Tanka-Digte, hvori Naturbetragtning
og -beskrivelse var særlig fremherskende.
Tidens frugtbareste Digter var Jakamotsji.
Efter kin. Mønster samlede han en stor
Antologi, Manijosju, ɔ: »Myriade-Blad-Samling«,
indeholdende 4496 Digte, deraf 4173 Tanka. Bl.
meget værdiløst rummer Manijosju noget af
det bedste i hele den jap. Litteratur. De 4
nævnte Digtere er talrigst repræsenterede i
Samlingen.
Med Slutn. af 9. Aarh. begynder den Periode
i jap. Digtning, der kaldes klassisk, med
Henblik paa fuldendt Harmoni, sleben Stil og
fornem Tænkemaade. Seks Digtere, deraf 1
Dame, udmærkede sig saaledes i
Tanka-Digtningen, at de æredes med Navnet »Sangens 6
Hellige«. Ved Hoffet afholdtes Sangturneringer
(uta-awase). Under det feudale
Militærherredømme siden 1186 blev Tanka-Lyrikken de
politisk uvirksomme Hofkredses Yndlingslegetøj for
alle Tider indtil nu. Med Manijosju som
Forbillede blev det Skik at samle officielle
Antologier (Tsjokusensju), hvoraf 21 fremkom i
Tiden 905—1438. Den første af disse Samlinger,
Kokinsju (Antologi fra gl og ny Tid), blev
samlet af Kino Tsurajuki (882—946),
Tidens eleganteste og mest følelsesfulde
Uta-Digter, og indeholder bl. a. en Rk. Digte af de
ovf. nævnte »6 Hellige«. Baade m. H. t. Indhold
og Form rummer Kokinsju det bedste af J.’s
klassiske Lyrik. Bl. de flg. officielle
Digtsamlinger bør særlig fremhæves den 8.,
Sjin-Kokinsju, samlet 1205. Som berømte
Tanka-Digtere nævnes Medlemmer af de fornemme
Adelsslægter Minamoto og Fujivara (s. d.)
foruden fl. Shoguner og Kejsere, saaledes ogsaa
Mutsuhito (1868-1912).
Af nyere lyriske Former fremkom kun faa.
C. 1400 udvikledes det saakaldte Kædedigt,
Renga, en Sammenkæden af en Rk. Tanka,
hvorved den ene Tanka’s Slutningsstrofe og
den næstes Begyndelsesstrofe fik en vis
indbyrdes Sammenhæng. Deraf opstod det
humoristiske Epigram, Hokken ell. Haikai,
3-liniet med 17 Stavelser. Denne Epigramdigtning
blev snart yndet. Matsuo Basjo (1643—94),
en naturfølende, pessimistisk, verdensforsagende
Aand, skabte det poetiske Epigram, befriet for
Tanka’ens Kunstgreb. Haikai-Digtningen blev
for Mellem- og Underklasserne »Digtet par
excellence«, og endnu er denne Digtform i høj
Gunst i alle Samfundsklasser, dyrket i talrige
Foreninger og Tidsskrifter. — Efter
Omvæltningen 1868 har europæisk Indflydelse gjort sig
stærkt gældende ogsaa paa Digtekunstens
Omraade, og man forsøgte at gøre op med
Tanka’ens Eneherredømme. Foregangsmændene i
denne Retning var Professorerne Tojama
Masakazu (1848—1900), Jatabe
Ryokitsji (1851-99) og T. Inuje (f. c. 1850). De
indførte Brugen af større Digte med lyrisk,
episk Indhold og nye Strofedannelser, idet de
samtidig hævede det med kin. Ord stærkt
blandede Skriftsprog til et poetisk Udtryksmiddel.
Deres Digtsamling Sjintaisji-sjo (1882), ɔ:
»Udvalg af Digte i moderne Stil«, brød Isen, skønt
ikke særlig fremragende; bl. a. indeholdt den
mange Oversættelser af eng. Digte. Det
smukkeste af de ældre Sjintaisji-Digtere er ydet af
Jamada Bimiosai (f. 1868), men ogsaa
Tojama’s »Dødekrans« (1891) til Minde om
Ansei-Jordskælvet 1855, er værd at nævne.
I 1890’erne tog Sjintaisji-Digtningen nyt
Opsving i Form af et følelsesfuldt
Natursværmeri, repræsenteret i Antologien Hana-Momiji
(»Blomster og Høstblade«), 1896, af Omatsji,
Takejima, Sjioi, foruden i 4 Digtsamlinger
af Sjimakazi Toson. I Modsætning til
denne Retning stod den kraftige, mere mandige
Tone i Doi Bansui’s episke Ballader og
Digte. Omkr. Jasano Tekkan, siden 1900
Udgiver af det litterære Tidsskrift Myojo (»klare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
