Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jerichau, Jens Adolf - Jerichau, Thorald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kunstnerkredse som i Hjemmet, hvor den blev
udstillet 1847 og hædret med
Udstillingsmedaillen; Kongen bestilte den i Marmor, og den fik
Plads paa en af Trapperne paa Christiansborg.
Derefter fulgte et andet af Kunstnerens
betydeligste Arbejder, »Panterjægeren«, der
imponerede ikke mindre ved gribende dramatisk
Liv og ved hele Gruppens plastisk-skønne
Opbygning end ved den med den højeste Grad af
fintfølende Naturalisme gennemførte Form.
19. Febr 1846 ægtede J. Malerinden Elisabeth
Baumann og forlod faa Maaneder efter med sin
Hustru Rom for en Tid at opholde sig i
Hjemmet. Til Trods for de nu ret lovende
Fremtidsudsigter følte han, der hele sit Liv igennem
led af stærk Tilbøjelighed til Tungsind, sig
netop i denne Periode saa nedtrykt og saa pint
af Livslede, at Tanken om at tage sig selv af
Dage idelig dukkede op og sikkert var blevet
virkeliggjort, dersom ikke den trofaste
Ungdomsven, Landskabsmaleren Thorald Læssøe,
var traadt trøstende og opmuntrende til;
Lægerne erklærede, at Ro var den eneste
Redning, og J. rejste da med sin Hustru hjem til
sin Moder i Assens og senere for en Tid til
Kbhvn. Allerede Efteraaret s. A. var J. dog
atter i Rom og saa styrket paa Legeme og
Sjæl, at han kunde give sig i Kast med ny, til
Dels meget store Opgaver. Først modelerede
han em »Fredens Engel«, der, udført i Marmor,
blev opstillet paa Frederik VII’s Moders Grav
ved Peterskirken, dernæst den herlige Gruppe
»Adam og Eva efter Syndefaldet«, paa hvilken
han blev optaget som Medlem af
Kunstakademiet i Kbhvn, samt en kolossal Kristus.
Foraaret 1849 drog han atter til Danmark og
valgtes s. A. til Prof. ved Akademiets
Modelskole. I den flg. Del af sit Liv hemmedes den
udmærkede Kunstner i ikke ringe Grad af
den Melankoli, som dels havde Rod i hans
Natur, dels skyldtes Tanken om virkelig eller
indbildt Tilsidesættelse. Hvad dette sidste
Moment angaar, er det i alt Fald sikkert, at det
var lykkedes Høyen og dennes Tilhængere at
faa fastslaaet som Kendsgerning og
indprentet i den alm. Bevidsthed, at J.’s Begavelse
ikke gik i Retning af de store, monumentale
Opgaver; det blev da ogsaa Bissen, hvem saa
godt som alle saadanne i en lang Aarrække
blev overdragne. J. trak sig da bestandig
mere og mere tilbage i sig selv og i sin snævre
Vennekreds — for saa vidt hans urolige og
rastløse Hustrus Hang til stærkt bevæget
Selskabelighed, vilde tillade det —, blev bitter,
pessimistisk, og, til Trods for sin i det
inderste Væsen dybt menneskekærlige Natur,
tilsyneladende en Misantrop. Meget fik han dog
udrettet, til Dels med Bistand af sin trofaste
Ven og Medarbejder Harald Conradsen, der
hjalp ham at modelere de større Ting efter
Originalskitserne. I hele Rækken kan kun
nævnes 2 betydelige Værker, udførte efter
offentlig Bestilling: den kolossale David-Statue, der
blev opstillet foran Frue Kirke som Pendant
til H. V. Bissen’s »Moses«, og Monumentet for
H. C. Ørsted med de 3 »Norner« paa
Fodstykket. Men des større er Tallet paa de Figurer
og Grupper, J. udførte efter eget Initiativ.
Ogsaa her drejede det sig enkelte Gange om
Løsningen af monumentale Opgaver, saaledes
da J. i Konkurrence med H. V. Bissen om et
Fredericia-Monument frembragte den
interessante Skitse »Tor« (Glyptoteket); mest var
det dog gr. Sagnmotiver og genreagtige
Emner, der optog ham. Nævnes kan saaledes hans
»Penelope«, »Adam og Eva før Syndefaldet«,
hans »Fiona«, den fine og yndefulde »En
Slavinde i Lænker«, »Den sovende Høstpige«,
»Drengen med Hunden«, »De badende Piger«
og »En ung Pige, hvem Amor hvisker i Øret«
samt Reliefferne »Orfeus«, »Odysseus og
Nausikaa«, »Leda og Svanen« og »Amor, der lærer
Hyrden at spille paa Fløjte«; endelig hans
sidste større Arbejde, den for Brygger Carl
Jacobsen jun. udførte Frise »Kampen mellem
Hektor og Ajas«. I Enkeltfigurer og i Grupper
viste J. sig som en højst fortrinlig
Dyrebilledhugger; det var især Hunde og Geder, han
elskede og forstod. Af Portrætbuster udførte
han ikke faa og opnaaede ogsaa her, i alt Fald
naar det var hans nære Venner, han skildrede
— Tscherning, H. C. Andersen og især Oberst
Læssøe —, meget smukke Resultater;
gennemgaaende var han dog ikke stærk i den
personlige Karakteristik.
Efter de store Sorger, der ramte J. i hans
sidste Aar — Sønnen Harald’s Død 1878 og
Hustruens 1881 —, gjorde hans Eneboernatur,
som han selv og Vennerne saa ofte havde
skæmtet med i Ungdommens Dage, sig
gældende med uimodstaaelig Magt; sine sidste
Aar tilbragte han for en væsentlig Del paa
en Bondegaard, han havde købt sig i
Nærheden af Jægerspris; der brugte han, der var
lille og letbygget af Vækst, men overmaade
senestærk, sine Kræfter afvekslende til at
grave Grøfter, opkaste Dæmninger og bryde Sten
af Jorden og til at modelere Skitser og male
— sjælden dog mere end undermale —
Billeder med Faar og Geder som Hovedfigurer.
Af J.’s ypperste Værker findes nogle i
Kunstmuseet og en betydelig Samling i
Ny-Carlsberg Glyptotek, deriblandt mange Skitser. Et
Overblik over hans Virksomhed viser ham som
en Mester af betydelig Rang, en fin og klog
Kompositør med den sikrest udviklede Sans
for flydende, nobel og dog naturlig Linieføring.
Med en vis Ret har man kaldt J. en
naturalistisk Kunstner; han er det, for saa vidt som
han til det yderste respekterer Naturformen
og gengiver denne med dybeste Forstaaelse
og Kærlighed og med en Virtuositet, der bl.
a. gør sig gældende ved hans sjældne
Herredømme over Marmorteknikken. Men ved Siden
heraf kan han vel siges at være en af de
Nutidskunstnere, der med størst Varme har set
Skønheden som Kunstens Maal og givet den
Udtryk i Former, i hvilke Toner fra den gr.
Oldtid klinger os i Møde. (Litt.: N. Bøgh,
»Erindringer af og om J. A. J.« [Kbhvn 1884]).
(S. M.). J. P.
Jerichau [’jeriko^u], Thorald, dansk
Komponist, Søn af Billedhugger J. A. J., f.
Kbhvn 1. Novbr 1848, d. i Kria 24. Decbr
1909, uddannede sig som Organist hos G.
Merkel i Dresden og Gotfr. Matthison-Hansen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
