Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jern (typografisk) - Jern (Lægemiddel) - Jern, reduceret - Jern-Al - Jernalbuminatopløsning - Jernalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jern (tysk: Dreck, eng.: lean, fr.:
détriment), et typografisk Eagudtryk for et
Satsarbejde, som ved sin Tæthed ikke byder
Sætteren let vundne økonomiske Fordele.
E. S-r.
Jern er et af de ældste kendte Lægemidler.
Bet. har det navnlig over for saadanne
sygelige Tilfælde, hvor der er Tegn til, at Blodets
røde Farvestof (Hæmoglobinet; se Blod, S.
430) er formindsket i Mængde, saaledes ved
Blodmangel, Blegsot o. s. v. Da en Mængde af
disse Tilstande ytrer sig som
Svækkelsestilstande, har J. faaet Navn som et styrkende
Lægemiddel. Det anvendes paa en stor
Mængde forsk. Maader og i utallige Præparater,
saavel uorganiske som organiske, faste som
flydende. Der er saaledes benyttet metallisk
J. (Jernfilspaan og reduceret J.), Jernsulfat,
Jernkarbonat, Jernklorid, Jodjern, jernholdig
Salmiak, fosforsurt og pyrofosforsurt J.,
mælkesurt J., æblesurt J., citronsurt J.,
J.-Æggehvide og endelig en Række Jernforbindelser
fremstillede direkte af Blod ell. blodholdige
Organer, som Ferratin, Hæmol, Hæmatol,
Hæmatogen o. s. v. — Hvorledes J. optages i
Organismen og virker i denne, er endnu ikke
ganske klart. Det meste af det som
Lægemiddel indførte J. gaar atter bort med
Ekskrementerne, og det er muligt, at herved opnaas,
at mere af det i Føden indeholdte J. optages
end under sædvanlige Forhold, idet dette nu
undslipper Paavirkning af de Stoffer, der i
Tarmen omdanner J. til en ikke optagelig
Forbindelse (Svovljern), da de forbruges af
Lægemidlets J. Bestemt vides dog intet herom.
Hvilket Jernpræparat man i et givet Tilfælde
vælger, er ikke blot afhængigt af Sygdommens
Natur, men der maa ogsaa tages Hensyn til
de Bivirkninger, J. kan udfolde, særlig i
Tarmkanalen (Diarré, Forstoppelse). Da enkelte
flydende Jernpræparater angriber Tænderne,
maa de tages gennem et Rør.
(Lp. M.). E. K.
Jern, reduceret, se Jernpulver.
Jern-Al, d. s. s. Myremalm.
Jernalbuminatopløsning (Liqvor Férri
a’buminali) er et Jernpræparat, som har fundet
betydelig Anvendelse i Medicinen. J. tilberedes
noget forsk. efter de forsk. Landes
Farmakopeer. Efter den danske Farmakopé
fremstilles Præparatet ved Opvarmning af en
Blanding af en klar vandig Opløsning af
Hønseæggehvide og basisk Jernkloridopløsning} og
Tilsætning af vinaandholdigt Kanelvand. Kun
ved Anvendelse af en Jernkloridopløsning med
en passende Basicitet og ved at overholde et
bestemt Mængdeforhold mellem Jern og
Æggehvide faar man en klar Opløsning af
Jernalbuminat. Efter den tyske Farmakopé
udfældes Jernalbuminatet af Opløsningen ved
Neutralisation med en svag Natron og opløses
atter efter Udvaskning i tynd Natronopløsning.
Det tyske Præparat er derfor svagt alkalisk
reagerende, medens det danske J. reagerer
svagt surt. J. er en rødbrun Vædske, der i
gennemfaldende Lys er klar, men derimod ved
tilbagekastet Lys viser sig uklar, den lugter
og smager svagt af Kanel, men er næsten uden
Jernsmag. J. er et mildt Jernpræparat, der
lettere resorberes og bedre taales end de
fleste andre Jernpræparater; derfor den store
Anvendelse i Medicinen. J. indeholder c. 0,4
% Jern. Det siden 1878 i Handelen værende
Præparat Liqvor Ferri albuminati Drees er en
uklar, alkalisk reagerende Opløsning af
Jernalbuminat.
(A. B.). E. K.
Jernalderen er en i det væsentlige
forhistorisk Kulturperiode, i hvilken Jernet er det
vigtigste Nyttemetal til Vaaben og skærende
Redskaber; af de andre Metaller anvendes Bronzen
til Kar og mindre Genstande, Guld og Sølv til
Smykker. Forud for J. er i Europa alle Vegne
gaaet en Stenalder samt en mere ell. mindre
udpræget Bronzealder; Perioden er i Danmark
overvejende forhistorisk; ved J.’s Slutn.
begynder den ad hist. Vej oplyste Middelalder.
I Mesopotamien kendes Jernet fra 13. Aarh.
f. Kr. og kom i alm. Brug ved Aar 1000; i
Ægypten optræder det jævnlig i Fund fra c.
1500 f. Kr. Fra de østlige Middelhavslande
kendes lgn. Forhold. De homeriske Digte
skildrer en Kultur, hvori Bronzen anvendes til
Vaaben, medens Jernet i nogen Udstrækning
bruges til Arbejdsredskaber. Jernet har i
Hellas været anvendt allerede før Aar 1000, men
først i Gravfundene fra 10.—7. Aarh. f. Kr.
(Dipylongravene) fremtræder en tydelig J.
Omtr. samtidig med disse er de ældste
Jernaldersfund fra Italien (især kendte fra
Gravpladser ved Villanova—Este og Sta. Lucia). I
Nedreøsterrig begyndte i 7. Aarh. f. Kr. en
ejendommelig Jernalderkultur, der efter det
først opdagede Findested for Oldsager, en stor
Gravplads ved Byen Hallstatt i Salzkammergut,
har faaet Navn af Hallstatt-Kulturen.
Den bredte sig stærkt mod N. og NØ., men blev
uden større Indflydelse paa Norden. De i
Danmark fundne Oldsager af Hallstatt-Former
tilhører dels Bronzealderens sidste Afsnit, dels
J.’s Begyndelse.
En Jernalderkultur af noget andet Præg
havde sit Centrum i det vestlige Mellemeuropa;
efter et stort Findested ved Neuchâtel-Søen i
Schweiz, La Tène, hvor man 1858 og 1876
optog en Mængde Oldsager, Vaaben og Redskaber
af alle Slags, betegnes den for det meste som
La-Tène-Kulturen. Bl. de for denne Kultur
karakteristiske Oldsager kan fremhæves det
lange, smalle, tveæggede Sværd i Metalskede,
samt Bøjlenaale, dels af simple Former,
dannede af en bøjet Metaltraad i Lighed med de
moderne Sikkerhedsnaale, dels prydede med
Kugler ell. Kamme. Denne »keltiske« Kultur
bredte sig stærkt i Mellem- og Nordtyskland.
Til Danmark kom J. i 5. Aarh. f. Kr. og
varede derefter til den hist. oplyste
Middelalders Beg. Aar 1000 e. Kr. Inden for den hele
Periode kan udskilles 5 hvert for sig
karakteristiske og udprægede Tidsafsnit, den
førromerske Tid (5. Aarh. f. Kr. til Kr. Fødsel), den
rom. J. (til 3. Aarh. e. Kr.),
Folkevandringstiden (3.-5. Aarh.), den efterrom. Tid (5.-8.
Aarh.) og Vikingetiden (8.—10. Aarh.). Inden
for disse større Afsnit kan der paa de fleste
Punkter skelnes mellem ældre og yngre Fund.
De fra J. bevarede Oldsager stammer dels fra
Gravfund, dels fra Fund i Mark eg Mose ell.
endelig fra Bopladser. Gravfundene indeholder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
