Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat / 35 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernfremstilling

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kulsyre og Kul; jo højere Gassen stiger i
Ovnen, desmere Kulsyre indeholder den,
Kulsyreindholdet er altsaa et Maal paa Reduktionens
Omfang. Efter sv. Opgivelse gives flg.
eksempelvise
Oversigt over Højovngassens Sammensætning:

	Højde over Formene i m
	0,1	2,5	7,4	11,2
	Rumfangs	%	af	Gasarterne
Kvælstof	60,3	62,4	59,1	55,2
Kulilte	36,7	32,0	31,6	25,7
Kulsyre	1,4	3,2	6,5	10,8
Brint	1,6	2,4	2,8	7,7

I Forberedelseszonen træder der en Del
Destillationsprodukter (Vanddamp, Kulsyre,
Kulbrinter, Ammoniak) og Støv til, og saaledes er
endelig Gigtgassen færdig. I Gigtstøvet er dels
Smaapartikler af Brændsel, Tilslag og Malm,
dels Zinkilte og alkaliske Salte; man bringer
dette til at skille sig fra Gassen ved at lade
det fare ned i en Beholder, medens Gassen
afledes til Siden. Naar Gigtgassen har gjort Gavn
som Brændsel, føres den bort gennem en høj
Appelskorsten paa indtil 100 m og mere.
Højovngassens Temperatur varierer efter Ovnens
Konstruktion og Raajernets Art. Den er højest
ved Formene, 1600—2000° regner man, men
allerede i 0,1 af Ovnhøjden over Formene
afkølet til 1150—1400° og i Ovnens halve Højde
til 600—800°. Gigten forlades med en
Temperatur af omtr. 100°.

Raajernets Aftapning sker 1—5
Gange i Døgnet efter Omstændighederne. Det
kan enten straks behandles videre i flydende i
Tilstand og omdannes til Staal, ell. det kan
støbes ud til Pigjern (s. d.) i Forme
dannede ved at lave Fordybninger omtr. som
lange Rugbrød i Gulvets Sandlag. I St f.
Sandferme bruges ogsaa flade, aabne Forme af
Støbejern, og disse er undertiden anbragte paa
et drejeligt Bord ell. et Transportbaand
(Støbemaskine).

Raajernets Egenskaber. Raajernet
er ikke smedeligt, det indeholder 2,2—6 % C,
der enten kan være til Stede i krystallinsk
Form som Blade af Grafit ell. kan være i
kemisk Forbindelse med Jernet (se
Jernkulstoflegeringer), i første Tilfælde
haves graat, i sidste hvidt Raajern. Desuden
forefindes forsk. Stoffer, som stammer fra
Malmene, Tilslaget ell. Brændslet, og af hvilke
de vigtigste er Silicium, Mangan, Fosfor og
Svovl. Silicium har større Affinitet til Jern
end Kullet og tvinger derfor dette til at
udskille sig som Grafit og danner altsaa graat
Raajern; det gør Jernet tyndtflydende.
Mængden af Silicium afhænger af Malmens
Silikatindhold og af den Kalkmængde, der tilsættes
for at forslagge den. Da der skal en høj
Temperatur til at reducere Silikatet til Silicium
— og kun det rene Metal optages af Jernet —
vil Jernets Siliciumindhold stige med Ovnens
Temperatur. Mangan virker i modsat
Retning og danner hvidt, tyktflydende J.
Fosfor gør Raajernet tyndtflydende og haardt,
skørt og svagt, og i smedeligt J. er det en
meget farlig Indblanding. Tidligere var man
ikke i Stand til at fjerne det og kunde derfor
ikke oparbejde de fosforholdige Malme, men
siden 1878 er det muligt ved Hjælp af
Thomasprocessen, hvortil anvendes Raajern med 2—3
% P. Til Støberibrug egner fosforholdigt
Raajern sig godt. Fosforet stammer fra de Malmen
ledsagende Bjergarter; den nordsvenske
Magnetjernsten er saaledes ofte blandet med
Apatit. Svovl gør Jernet tyktflydende og
formindsker Styrken; det stammer hovedsagelig
fra Koksene, der gerne indeholder 0,7 % i Form
af Svovljern (FeS). Undertiden benævner man
R. efter Højovnsbrændslet og taler om
Koksraajern og Trækulsraajern, af
hvilke det sidste er det reneste og stærkeste. Det
svenske Trækulsraajern indeholder sædvanlig
under 0,02 % Svovl, ofte kun omkr. 0,01 % og
mindre; Fosforholdigheden svinger mellem
0,012 og 0,025 %. Raajernets Karakter
bestemmes dog navnlig af Malmens Silicium- og
Manganindhold.

Hvidt Raajern indeholder næsten ikke
Grafit og Silicium, men ofte meget Mangan.
Det har et hvidt, straalet ell. bladet, sjældent
kornet Brud. Det egner sig ikke til alm.
Støbejern, da det er tyktflydende, størkner med
runde Kanter og indsunkne Flader, og da det
er skørt og haardt, saa det ikke kan files;
derimod bruges det til Svejsejern, basisk Staal
og hammerbart Støbegods. Det smelter ved c.
1100° og har Vf. c. 7,6. Det alm. hvide R., der
anvendes som nævnt, indeholder sjældent over
3 1/2 % C. og 6 % Mn., men tillige fremstilles
nogle stærkt kul- og manganholdige Sorter.
Spejljern og Ferromangan af en
Blanding af Jern- og Manganmalme, der kun
bruges som Tilsætninger ved
Staalfabrikationen. Spejljern indeholder 4—6 % C. og 8—18
% Mn., er meget hvidt og har et krystallinsk,
storbladet Brud. Ferromangan indeholder
5,5—7 5 % C. og 30—87 % Mn.

Graat Raajern indeholder næsten alt
sit Kul i Form af Grafitblade, der farver
Jernet graat. Naar man slaar Jernet over, sker
Adskillelsen langs Grafitbladene, og Brudfladen
viser sig derfor mørkere end et filet Hak.
Grafitten skiller sig først ud i Støbningsøjeblikket
(se Jernkulstoflegeringer), og der
sker da en Rumfangsforøgelse, saa at Jernet
presser sig ind i Formens Fordybninger og
gengiver disse skarpt. Da Jernet desuden er
tyndtflydende, egner det sig godt til Støbejern,
og de støbte Genstande er sejgere og blødere,
end om der var anvendt hvidt Raajern, og er
derfor lettere at bearbejde. Strukturen er
grovkornet. Foruden Støbejern fremstilles der
ogstaa Staal af graat Raajern, og det sker ved
Processer, der netop er baserede paa det graa
Raajerns Siliciumindhold. Det indeholder
2 1/2—4 1/2 % C. og 0,5—5 % Si, smelter ved c.
1200° og har Vf. c. 7,2. Ferrosilicium er
en særlig siliciumrig Raajernssort, der bruges
som Tilsætning til Støbejern for at gøre dette
blødt (graat). Halveret Raajern staar
paa Overgangen mellem graat og hvidt
og har hvide og graa Korn mellem hverandre.
Grænsen mellem hvidt og graat Raajern er
ikke skarp, da Grafitudskillelsen ikke blot
afhænger af den kem. Sammensætning, men
begunstiges af langsom og hemmes af hurtig
Afkøling.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>