Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jesuiterorden - Jesuiterstil - Jesuitinder - Jesus Kristus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Heimbucher, »Die Orden und Kongregationen«,
III [2. Opl. 1908]; F. Heiner, »Der
Jesuitismus« [5. Opl. 1903]; Nieuwenhoff, »Leven
van den heiligen J. van Loyola« [1891]; B.
Duhr, »Gesch. der Jesuiten in den Ländern
deutscher Zunge«, I—II [Freiburg 1907—13];
Samme, »Jesuiten-Fabeln. Ein Beitrag zur
Kulturgeschichte« [4. Opl., Freiburg 1904] er
kat. Hovedværker. Bedst fra protestantisk
Side er: H. Boehmer, »Die Jesuiten« [2.
Opl., Leipzig 1907]; Samme, »Studien zur
Geschichte der Gesellschaft Jesu«, I [Bonn 1914];
E. Gothein, »Ignatius v. Loyola und die
Gegenreformation« [Halle 1895]. Endvidere maa
nævnes H. Müller, Les origines de la
compagnie de Jesus. Ignace et Lainez [Paris 1898],
der vil vise muhammedansk Paavirkning; S.
Pey Ordeix, Historia critica de San Ignacio
de Loyola, I [hans Ungdom; Madrid 1914—16];
E. Pacheco y de Leyva, El conclave de
1774 e 1775. Action de las cortes católicas en
la Supresión de la Compania de Jesús según
documentos españoles [Madrid 1915]; H.
Stocckius, »Forschungen zur Lebensordnung der
Gesellschaft Jesu im 16. Jahrh.« [München
1910—11]; Villads Christensen,
»Jesuitterstaten i Paraguay. En kristelig social
Republik« [Kbhvn 1909]; W. H. Koebel, In Jesuit
Land. The Jesuit Missions of Paraguay
[London 1912]).
L. M.
Jesuiterstil kaldes hyppigt Baroktidens
katolske Kirkebygningskunst, især i dens
Overdrivelser og Overlæsselser. Betegnelsen er for
saa vidt rigtig, som Jesuitterne var store
Bygherrer, og Ordenens rom. Hovedkirke, Il Gesu,
begyndt 1568, blev det typiske Forbillede for
den barokke Kirkeform (smlg.
Bygningskunst, S. 334). Men det kan dog ikke siges,
at Jesuitterne uddannede nogen særegen
Ordensstil, og deres Kirker fulgte i Virkeligheden
Tidens og de forsk. Landes skiftende Smag.
C. A. J.
Jesuitinder, Nonner, der lever efter
Jesuiterordenens Regel. Isabella de Rosella, som
var Loyola’s Velgørerinde, da han opholdt sig
i Barcelona, fik sammen med to andre
Kvinder Pave Paul III til at stille dem under
Loyola’s aandelige Ledelse; men de gav ham mere
Bryderi end alle mandlige Jesuitter tilsammen,
og 1549 fik han udvirket det Privilegium for
sin Orden, at den aldrig skulde faa med
Ledelsen af Nonner at gøre. Da nogle Kvinder i
Tyskland i 17. Aarh. stiftede en kvindelig
Jesuiterorden paa egen Haand, opløste Pave
Urban VIII den (1631).
L. M.
Jesus Kristus. Af dette Dobbeltnavn er
Jesus, gr. Gengivelse af hebr. Joshua ell. Jeshua,
Personnavnet og et i Jødedommen ikke ualm.
Navn, til hvis Bet.: »Jahve er Frelse«, der
rimeligvis alluderes Matth. 1, 21. Kristus er gr.
Oversættelse af hebr. (aramaisk) Messias, »den
salvede« og var opr. en Betegnelse for hans
Gerning. I Israel blev nemlig Kongerne
indviede til deres Embede ved Salvning med Olie
(f. Eks. 1. Sam. 10, 1; 16, 3), »den salvede«
betød følgelig Kongen, og i Senjødedommen kom
Udtrykket spc. til at gælde den af Profeterne
forjættede Herlighedskonge, hvis Komme man
imødesaa med en brændende Længsel. Naar
Jesus i de synoptiske Evangelier og adskillige
St. i Ap. Gern. betegnes som Kristus, skal
dermed udtrykkes, at han er den, i hvem disse
Forjættelser om en kommende ideal Konge har
faaet deres Opfyldelse. Da Kristendommen
imidlertid vandt Indgang hos gr.-rom. Hedninger,
der ikke kendte noget til den jødiske Form for
Indvielse af Konger, forstod man ikke mere
Bet. af »den salvede« og opfattede Kristus som
et alm. Egennavn, ganske synonymt med Jesus.
Denne Udvikling foreligger allerede hos
Paulus, hvor Jesus og Kristus, Kristus Jesus og
J. K. vistnok anvendes uden nogen paaviselig
Forskel i Mening, bortset fra, at de dobbelte
Navneformer er mere klangfulde end det
enkelte Udtryk. Ogsaa i moderne Sprogbrug er
de to Navne væsentlig synonyme; dog bruges
maaske Jesus fortrinsvis, naar der tænkes paa
den menneskelige Side af hans Væsen, og
Kristus om den guddommelige; som
Kaldsbetegnelse anvendes derimod i Nutiden det hebr.
Messias.
I. Jesu Liv. Fra første Færd har den
kristne Menighed betragtet sin Stifter som et
guddommeligt Væsen, der paa underfuld Maade
opstod fra de Døde og under sit Jordeliv
raadede over himmelske Kræfter, der satte ham
i Stand til at udføre opsigtsvækkende
Helbredelser og paa enestaaende Maade byde over
Naturen. Meget tidligt har man ogsaa tænkt
sig, at han forud for sin jordiske Tilværelse
eksisterede i Samfund med sin himmelske
Fader, at han paa overnaturlig Maade gennem
Undfangelse af en Jomfru er gaaet ind i
Verden, at han ligeledes ved et Under,
Himmelfarten, er vendt tilbage til den himmelske
Verden, og at han fra Sædet ved Faderens højre
Haand tager Del i Verdensstyrelsen, i
Særdeleshed i Ledelsen af sin Menigheds Anliggender.
En nærmere Redegørelse for disse Spørgsmaal
gives imidlertid i en Artikel, som behandler
Kirkens Lære om Kristus (Kristologien); her
maa Opgaven være at tegne et Billede af »den
historiske Jesus« ɔ: en Skildring af
hans Liv, saaledes som det kan gøres ved
Hjælp af den moderne hist. Forsknings
Metoder. Forinden maa imidlertid et Spørgsmaal af
principiel Bet. berøres. Som enhver anden
Videnskab kan Historien kun regne med
naturlige Aarsager; »en Beretning om en mirakuløs
Begivenhed kan aldrig ved indre Troværdighed
opveje det usandsynlige i Brud paa Naturlove«.
Som Følge af dette sit Grundprincip maa den
hist. Videnskab nødvendigvis komme i et
Modsætningsforhold til det ovf. skitserede Syn paa
Jesus, som lever inden for den kristne
Menighed, og den maa ogsaa indtage en anden
Stilling over for de nytestamentlige Skrifter, der
jo alle betragter Jesus som et guddommeligt
Væsen. I Kirken betragtes disse som
paalidelige i særlig Forstand i Kraft af en
guddommelig Inspiration; den historiske Forskning
derimod kan ikke — uden at save den Gren over,
hvorpaa den selv sidder — give de bibelske
Skr en særlig Undtagelsesstilling, men maa
anlægge den sædvanlige Maalestok paa dem og
altsaa bortskære alt overnaturligt som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
