Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jesus Kristus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
førnævnte Reimarus udvikler (i Fragmentet: »Vom
Zwecke Jesu und seiner Jünger« [1778])
saaledes, at Jesus selv udgav sig for Messias i
national jødisk Forstand og henviste til et
kommende verdsligt Gudsrige; men da han hang
paa Korset og raabte: »Min Gud! min Gud!
hvorfor har du forladt mig?« (Mark. 15, 34),
tilkendegav han dermed, at hans Forventninger
havde slaaet fejl; hans Disciple stjal imidlertid
hans Legeme og opdigtede en Lære om, at han
alligevel var en Art Messias, nemlig som den
for Menneskenes Synd døde, men igen
opstandne Frelser. I sidste Halvdel af 19. Aarh.
var den mest skattede liberale Skildring af
Jesu Liv Theodor Keim: »Die Geschichte Jesu
von Nazara« I—III (1867—72), hvis
Grundtanker fandt Tilslutning hos den teologiske
Liberalismes Førstemand i Datiden H. J.
Holtzmann. Det skildres heri, hvorledes Jesus ved
Daaben faar guddommelig Bekræftelse paa sit
Messiaskald; men det Gudsrige, han skulde
hidføre, tænkte han sig ikke af verdslig jordisk
Art, men derimod som en Tilstand, der først
og fremmest hvilede paa en religiøs-sædelig
Fornyelse; ved Cæsaræa Filippi (Mark. 8, 27 ff.)
fremtraadte han som Messias for sine Disciples
snævrere Kreds, og ved Indtoget til Jerusalem
offentlig for hele det jødiske Folk; Modstanden
imod ham var imidlertid blevet saa stærk, at
han indsaa, at dette Skridt vilde koste ham
Livet, og han søgte da Hvile i den Tanke, at
hans Død var et Offer, hvorved den ny Pagt
blev bragt i Stand. Denne Udvikling og Vækst
i Messiasbevidstheden fandt man tydeligst
angivet i Markusevangeliet; og det tjente følgelig
som en Stadfæstelse af Teorien, at Forskningen
ang. det synoptiske Problem godtgjorde, at
dette Evangelium var det ældste. Et mere
indgaaende Studium af den sen jødiske Litteratur,
de saakaldte gammeltestamentlige Apokryfer
og Pseudepigrafer, viste imidlertid, at den
Messiasforestilling, som var den dominerende
inden for Jødedommen paa Jesu Tid, ikke var
den verdslig-politiske, men derimod den
saakaldte apokalyptiske; man tænkte sig, at den
nuv. Verdensorden skulde afløses af en helt
anden, »en ny Himmel og en ny Jord«, og
dette skulde ske pludseligt ved en direkte og
overnaturlig Indgriben fra Guds Side; Messias
opfattede man i Overensstemmelse dermed som
et oversanseligt guddommeligt Væsen, der
havde eksisteret fra Evighed og til sin Tid
skulde aabenbare sig paa Himlens Skyer for i
Guds Sted at holde Dom over Gode og Onde.
»Gudsriget« blev derefter et helt og holdent
eskatologisk Begreb, ikke som man væsentligt
tidligere havde opfattet det: en Tilstand, som
begyndte med Jesu Fremtræden og de første
Disciples Tilslutning og voksede gradvist,
efterhaanden som fl. og fl. i Lydighed bøjede sig
ind under Guds Vilje, saaledes som den af
Jesus blev forkyndt. Det er især W.
Baldensberger, der i sin Bog »Das Selbstbewusstsein
Jesu im Lichte der messianischen Hoffnungen
seiner Zeit« (1888, 1. Del i 3. Opl. 1903) har
Fortjenesten af først at have betonet denne
Erkendelse; det maatte da staa klart, at under
Forudsætning af, at Jesus kun havde været et
alm. Menneske, kunde han i sin jordiske
Skikkelse ikke betragte sig som Messias; der kunde
højst være Tale om at føle sig som Messias
designatus, d. v. s. som den, der i Fremtiden
skulde blive det. Men selv med en saadan
Messiasforestilling maatte man dog spørge, om
den var forenelig med en normal, sjælelig sund,
menneskelig Bevidsthed. Maatte man ikke
snarere, hvis man ikke vilde anse Jesus for en
sindssyg Sværmer, antage, at han aldrig selv
havde gjort Krav paa Messiasværdigheden. Er
overhovedet den evangeliske Overlevering om
Jesus paa dette Punkt til at stole paa? Nej!
svarer W. Wrede i »Das Messiasgeheimnis in
den Evangelien« (1901, 2. Opl. 1913), selv
dennes ældste Bestanddele (Markusevangeliet)
tyder paa — hvis man behandler Fremstillingen
med hist. Kritik — at Jesus først efter
Opstandelsen er bleven anset for Messias af dem,
der troede paa denne Begivenhed; til at
begynde med betragtede de ham da som den, der
skulde komme igen som Messias; senere antog
man, at han allerede i sit Jordeliv var optraadt
og af sine Tilhængere bleven hyldet som
saadan. Og ud fra en endnu mere yderliggaaende
Skepsis over for den evangeliske Overleverings
Paalidelighed har ogsaa J. Wellhausen (i
»Einleitung in die drei ersten Evangelien«, 1905;
2. Opl. 1911) henstillet det som meget
tvivlsomt, hvorvidt den historiske Jesus nogensinde
har udgivet sig for Messias; maaske er han
under Forhørene for Ypperstepræsten og
Pilatus af Forholdenes Magt bleven drevet ud i en
saadan Bekendelse, men det er dog ingenlunde
sikkert. Imidlertid bliver det for saadanne
Forskere meget vanskeligt at forklare, at
Disciplene kort efter Jesu Død faldt paa den Tanke,
at han var opstanden og vilde komme igen som
Messias. I sit meget betydningsfulde Værk
»Kyrios Christos« (1913) henviser W. Bousset dels
til det rent umiddelbare Indtryk, som Jesu
Personlighed havde efterladt i Disciplenes Sjæl,
dels til den psykologiske Lov, at dyb Skuffelse
og Modløshed ofte kan slaa over i sin
Modsætning og skabe et nyt uimodstaaeligt Haab, dels
endelig til, at der i Senjødedommen forelaa et
færdigt Messiasbillede (se
Menneskesønnen), som blot behøvede at overføres paa Jesus
for at give Forklaringen paa hans ellers saa
gaadefulde Død. Men det er dog tvivlsomt, om
der heri ligger en tilstrækkelig Motivering;
Bousset selv antager da ogsaa, at Disciplene,
allerede mens Mesteren endnu levede, har
været inde paa den Tanke, at han maaske
kunde være Messias; det er kun Jesu egen
Stilling dertil, vi ikke kan vide noget om. Men er
den første Formodning rigtig, maa det dog
betragtes som overvejende sandsynligt, at
Disciplene ogsaa har talt med Jesus om deres Haab;
og hvis hans Standpunkt deroverfor havde
været ligefrem afvisende, vilde sikkert hverken
det personlige Indtryk ell. det færdige
Messiasbillede kunne begrunde Troen paa hans
Messianitet. I et tidligere lille Skrift »Jesus«
(udkommet 1904 i Serien »Religionsgeschichtliche
Volksbücher«) delte Bousset da heller ikke
Wrede’s Opfattelse, men antog, at Jesus
virkelig havde talt om sin Genkomst paa Himlens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
