Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Joachim (Kurfyrster af Brandenburg) - Joachim I - Joachim a Fiore - Joachim, Joseph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Henseende stillede han sig i Beg. mæglende og gik
1539 over til den evangeliske Lære, men
understøttede ikke desto mindre Kejseren i den
schmalkaldiske Krig, indtil Karl V’s Overmod
foranledigede, at han forlod hans Parti. Under
ham knyttedes Ærkebispedømmet Magdeburg
til Kurhuset, og der aabnedes dette Udsigter i
Schlesien og Preussen, men for øvrigt
ødelagde Kurfyrstens overdrevne Pragtlyst ganske
Statens Finanser. I Modsætning hertil var hans
Broder og Medregent, Johan, en fortræffelig
Økonom.
M. M.
Joachim I [зoa’∫æ-], se Murat.
Joachim a Fiore, kristelig Mystiker i 12.
Aarh., f. 1132 i Celico ved Cosenza i Kalabrien,
d. 1202 i Fiore. J. skal have været Søn af en
rig normannisk Borger, levet ved Kong Roger
II’s Hof, hvor han lærte baade
Græsk-Katolikker og Muhammedanere at kende, han oplevede
Arnold fra Brescia’s dristige Kamp, og efter en
Rejse til det hellige Land trak han sig ud i
Ensomhed for at sørge over Kristenhedens
Kaar. Han blev Cisterciensermunk, 1178
Abbed, men Paven friede ham fra Abbedstaven,
og han gik op i Bjergene for at gruble over
Salmerne, Profeterne og Apokalypsen, og saa
begyndte han selv at forkynde mørke Dage,
der skulde afløses af lyse. I Fiore indrettede
han et Hjem for sig og sine Venner, det var
indviet til Johannes Døberen. Af J.’s efterladte
Skr, Concordia novi ac veteris testamenti, den
»ny Apokalypse«, »Psalteriet med de 10
Strenge«, kan vi gøre os et Begreb om hans
Tanker. Verdens Udvikling falder i 3 store
Afsnit: 1) Faderens Tid, de Giftes og Lægfolks
Tid, indtil: Christi Fødsel, 2). Sønnens og
Præsternes Tid indtil 1260, 3) Helligaandens og
Munkenes Tid, indtil Verdens Ende. I den
første Tid leves der efter Gl. Test.’s Bogstav, i
den anden Tid efter Ny Test.’s Bogstav, i den
tredje Tid skal der leves efter »det evige
Evangelium«, hvilket er det aandelige Christi
Evangelium skrevet i Hjerterne — dette Evangelium
skal prædikes af en retfærdig, vis og aandelig
Orden af kontemplative Munke, og Maalet er
et aandeligt Samfund, hvor Idealerne ikke
føres i Munden, men virkeliggøres, og i dette
Samfund skal Hedninger, Jøder og Grækere, ja
»næsten hele Verden« optages. Lateranmødet
1215 fordømte J.’s Bøger, men en Menighed
samledes om hans Tanker, og de bares frem
af alle de mange, der i Slutn. af Middelalderen
sukkede under Kirkens Verdslighed og længtes
efter en Kristendom i Aands og Krafts
Bevisning. (Litt.: Denifle i »Archiv für
Litteratur- u. Kirchengeschichte« I [1885]; Renan,
Nouvelles études d’histoire relig. [Paris 1884];
E. Gebhardt, L’Italie myslique [Paris
1890]; Preger, i »Abhandl. der histor. Klasse
der kgl. baier. Akademie der Wissenschaften«
XII [München 1874]; Fournier, Études sur
Joachim de Flore et ses doctrines [Paris 1909]).
L. M.
Joachim [’jo.akem el. jo’a-], Joseph,
Violinvirtuos, f. 28. Juni 1831 i Kittsee ved Pressburg af
jød. Forældre, d. i Berlin 15. Aug. 1907. Efter at
have modtaget den første Undervisning af
Serwaczynski i Pest kom han 1841 til
Konservatoriet i Wien, hvor Jos. Böhm blev hans Lærer,
og 1843 gik han til Leipzig, hvor han straks
vakte Mendelssohn’s Opmærksomhed; denne
tog sig varmt af ham og ledede ikke alene hans
musikalske
Studier, men
sørgede ogsaa
for hans Aands
Udvikling paa
andre
Omraader og lagde
derved
Grunden til den fine
Aandsdannelse,
den Modenhed
og Renhed i
Karakteren,
der præger J.
som Kunstner
og som
Menneske. I Omgang
med
Leipzig-Skolens
Koryfæer, Mænd
som Schumann, Mendelssohn, Gade,
Hiller o. s. v., dannede han sin faste
Kunstsanskuelse; under David studerede han de
klassiske Mestre, der senere skulde blive
Tyngdepunktet i hans Repertoire (fremfor alt
Beethoven’s Violinkoncert); Teori læste han
med Mor. Hauptmann. Fra Leipzig foretog han
Koncertudflugter til forsk. tyske Byer og
gæstede 1844 første Gang London, hvor han
senere i lange Tider skulde blive Sæsonens
aarlige Begivenhed. 1850 drog han som
Koncertmester til Weimar, hvor Omgangen med
Liszt og Weimar-Skolens Tilhængere virkede
befrugtende paa hans Udvikling, uden at den
dog formaaede at svække hans Kærlighed til
Klassikerne ell. vinde ham for den
revolutionære ny tyske Skole; 1853 modtog han
Ansættelse som kgl. Koncertmester og
Kammervirtuos i Hannover, hvor han gik over til den
lutherske Kirke, og hvor han forblev til 1866.
1868 kaldtes J. til Berlin som Direktør for den
nylig oprettede Højskole for Musik, og da
denne hurtig udviklede sig saaledes, at en
Omorganisation blev nødvendig, indskrænkede
han sin Virksomhed til Afdelingen for
Strygeinstrumenter, der under hans Ledelse snart
skulde indtage den første Plads bl. lignende
Institutioner. Samtidig fortsatte han sin
Virksomhed som udøvende Kunstner, baade som
Solist og som Kammermusikspiller;
»J.-Kvartetten« har haft en indgribende Bet. for
Musiklivet i Berlin, ikke mindst ved Fremførelsen
af Beethoven’s sidste Kvartetter og Brahms’
Kompositioner. I Ferierne aflagde J. Besøg i
Udlandet (1868 og 1898 i Kbhvn). Ogsaa som
Orkesterdirigent har J. gjort sine rige Evner
og sin alsidige Musikdannelse frugtbringende.
I sine Kompositioner er J. nærmest paavirket
af Schumann; hans Violinkoncert »in
ungarischer Weise« er den betydeligste; desuden
foreligger endnu to Violinkoncerter, nogle
mindre Stykker for Violin, Ouverturer for
Orkester og en Scene for Altsolo med Orkester.
— 1863 ægtede J. Altsangerinden Amalie
 |
| J. Joachim. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
