Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes' Aabenbaring - Johannesbrevene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved at antage, at Evangeliet er skrevet
betydeligt senere end Aabenbaringsbogen, og at Forf.
da i Mellemtiden skulde have lært bedre at
udtrykke sig paa det gr. Sprog. Dette er dog
næppe helt sandsynligt, og er Apokalypsen
forfattet c. 95, kan i hvert Fald Apostlen
Johannes ikke mange Aar efter have skrevet
Evangeliet. Dertil kommer, at der ogsaa m. H. t.
det tankemæssige Indhold er store Forskelle;
de Grundbegreber, der præger Fremstillingen
i det 4. Evangelium og 1. Johannesbrev:
Sandhed, evigt Liv, Gud og Verden, Lys og Mørke,
elske og hade, Faderen og Sønnen, Talsmanden
o. s. v., mangler ganske i J., og omvendt
forekommer alene dér karakteristiske Udtryk som:
»den, som er og som var og som kommer«,
»den Førstefødte af de Døde« o. l. Paa den
anden Side findes der ganske vist ogsaa
Lighedspunkter og Overensstemmelser f. Eks.
Betegnelsen »Lam« brugt om Kristus (men der
anvendes to forsk. gr. Ord!), og Kampen mellem
Gud og denne Verdens Fyrste, der ligeledes er
en Grundtone i begge Skriftgrupper; og disse
Berøringspunkter har ført adskillige Forskere
til den Antagelse, at J. stammer fra de samme
Kredse, »den samme Skole«, som de øvrige
johannæiske Skrifter, eventuelt fra en Discipel
af »Presbyteren Johannes«. Hvorvidt der
virkelig eksisterer et tilstrækkeligt Grundlag for en
saadan Slutning, kan dog maaske være
tvivlsomt; med nogenlunde Sikkerhed lader der sig
næppe sige mere, end at Aabenbaringsbogen er
forfattet i lilleasiatiske Egne af en Mand ved
Navn Johannes, hvis semitiske Udtryksmaade
tyder paa, at han efter al Sandsynlighed
stammede fra Palæstina. (Litt.: Kommentarer paa
Dansk af P. Madsen [2. Udg. 1896]; paa
Tysk af Bousset [6. Opl. af Meyer’s
Kommentar, 1906] og H. J. Holtzmann [3. Opl.,
bearbejdet af W. Bauer, 1908]; paa Engelsk
af H. B. Swete [3. Udg. 1909] og B. H.
Charles [I—II 1920]).
H. M.
Johannesbrevene udgør tre af de i det ny
Test. optagne saakaldte katolske Breve. Det
første er en Formaningsskrivelse, hvor
opbyggelige Betragtninger og Advarsler mod
Vranglærerne veksler, uden at det er muligt
at paavise nogen bestemt Disposition. Brevets
Tema er angivet 3, 23: »dette er hans (Guds)
Bud, at vi skal tro hans Søns Jesu Kristi Navn
og elske hverandre efter det Bud, han gav os«,
idet de to Grundtanker, som ideligt indskærpes,
er: dels Troen paa Kristus som Guds Søn
kommen i Kødet og dels Kærlighed til kristne
Medbrødre. Man kunde maaske sige, at 1, 5—3, 18
især fremhæver en Livsvandel i Lys,
Betfærdighed og Broderkærlighed som Guds Børns
særlige Kendetegn, medens 3, 19—5, 13 dertil føjer
et nyt Kriterium: den rette Tro og 5, 14—21
bringer en Slutningsformaning til Bøn og
Forbøn. Brevet indeholder ingen Angivelse af,
hvem Læserne ell. Afsenderen er, ligesom
der heller ikke findes Hilsener ell. i anden
Forbindelse Navne paa St. ell. Personer. Man har
derfor med Rette betvivlet, at det er ment som
et egl. Brev; det maa snarere opfattes som en
Skrivelse bestemt for en videre Kreds, enten
den hele Kristenhed ell. en større Del deraf,
rimeligvis Menighederne i Lilleasien. Til disse
Egne henføres vi nemlig ved Spørgsmaalet om
Forfatteren. Han nævner sig ganske vist
ikke ved Navn, men det fremgaar af Skriftet,
at han vil gælde for Øjenvidne til Jesu Liv
(1, 1—5; 4, 14), og han optræder overalt som
en Mand, der sidder inde med stor Autoritet
over for Læserne; fra Slutn. af 2. Aarh. findes
en overensstemmende Overlevering i Kirkens
forsk. Egne om, at Forf. er den samme som
den, der har skrevet det 4. Evangelium, og
faktisk findes der en saadan Overensstemmelse
m, H. t. Udtryksform, Stil og Tankeindhold, at
det næppe kan være tvivlsomt, at begge Skr
hidrører fra den samme Person, altsaa vel
enten Apostlen ell. Presbyteren Johannes (se
Johannesevangeliet), og i begge
Tilfælde vises vi hen til Efesos som Brevets
Hjemsted. Affattelsestiden maa da ogsaa
ansættes til omkr. Aar 100 ell. Beg. af 2. Aarh.
Skriftets Foranledning er, at en gnostisk
Vranglære truer Menighederne; vi hører om
disse Kættere, at de har en falsk Opfattelse af
Jesu Person (2, 22; 4, 1 ff.; 5, 1 ff.), og at de
siger om sig selv, at de er Lysets Børn (2, 9),
som »kender« Gud (2, 4) og elsker ham (4, 26);
men dette gør dem opblæste, saa de med
Foragt ser ned paa mindre fremskredne Kristne,
hvorfor Forf. ikke alene bebrejder dem
manglende Broderkærlighed, men endogsaa
beskylder dem for at hade Brødrene (2, 9; 4, 20 o. s.
v.). Men i øvrigt er Karakteristikken saa alm.,
at det ikke er muligt at identificere den her
bekæmpede Vranglære med nogen enkelt af de
os bekendte Former for Gnosticisme.
Andet og tredje Johannesbrev er
to ganske korte Skrivelser, af hvilke
førstnævnte indskærper Kærlighedsbudet og
advarer mod Vranglære, medens det sidste
formaner til Gæstfrihed mod omrejsende
Missionærer og dadler en indflydelsesrig, men i
øvrigt ubekendt Mand ved Navn Diotrefes, fordi
han vil formene saadanne Vandreprædikanter
Adgang til Menigheden. 2. Joh. er stilet til
den »udvalgte Frue«, hvorved der rimeligvis
sigtes til en kristen Menighed, 3. Joh. til en
os nu ganske ubekendt Mand ved Navn Gajus.
I sproglig Henseende er disse Breve nært
beslægtede med 1. Joh., og Flertallet af
Forskerne antager derfor ligesom den kirkelige
Overlevering siden den nytestamentlige Kanons
Afslutning i 4. Aarh., at de alle tre har samme
Forf. Han benævner i begge Breve sig selv som
»Presbyteren« (den Ældste), hvilket saaledes
støtter Teorien om, at 1. Joh. (og
Johannesevangeliet) har »Presbyteren Johannes« til
Ophavsmand (se Johannesevangeliet);
forstaar man Papiasudsagnet fra H. E. III 39
saaledes, at der dér kun er Tale om een
Johannes, maa »Presbyteren« i 2. og 3. Joh.
selvfølgelig være Betegnelse for Apostlen. Brevene
er først sent bevidnede i den oldkirkelige
Litteratur, og deres Plads i Kanon var i de første
Aarh. omstridt; nogen tilstrækkelig Grund til
at forkaste deres johannæiske Affattelse ligger
dog ikke heri, thi Skrifternes ringe Omfang og
lidet betydningsfulde Indhold forklarer
tilstrækkeligt, at de først sent vakte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
