Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes' Aabenbaring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
delvis kristelige, og snart tænkte man sig, at et
jødisk Grundskrift var blevet kristeligt
bearbejdet. Imidlertid har Bousset gennem en
omhyggelig Undersøgelse vist, at Sprog og Stil
ubetinget tyder paa, at Skriftet er en literær
Enhed; der kan naturligvis hist og her senere
være tilføjet Glosser, men det er næppe ved
Hjælp af Kilde- ell. Bearbejdelsesteorier, at
Vanskelighederne skal løses. Derimod har man
i nyeste Tid faaet Øje for, at en stor Del af det
Stof, de Billeder og Symboler, hvormed
Apokalyptikerne i det hele og ogsaa Forf. til J.
arbejder, er overtaget fra ældre Skildringer;
det er Fremtidsforventninger, som har levet i
Israel og andetsteds gennem lange Tider og
ofte gaar igen i temmelig stereotyp Form i
adskillige af de senjødiske Apokalypser. Nogle
af disse Forestillinger viser maaske opr. tilbage
til orientalsk Mytologi, andre er laant fra mere
ell. mindre sagnagtige Beretninger om hist.
Personligheder som Antiochus Epifanes; ved
at overleveres fra Slægt til Slægt er dette Stof
naturligvis undergaaet mange Forandringer og
Modifikationer; men paa Apokalyptikernes Tid
eksisterede det som en Rk. udformede
Forestillingskomplekser, der som Følge af deres
forsk. Herkomst paa mange Punkter modsagde
ell. udelukkede hverandre. Af dette Stof har
nu ogsaa Forf. til J. øst, og idet han ofte
overtog det uden større ell. gennemgribende
Ændringer, kunde Uoverensstemmelser ell.
Modsigelser, Gentagelser ell. Variationer som de
ovenn. let fremkomme. — Denne moderne
Opfattelse af Aabenbaringsbogens Tilblivelse har
ogsaa medført et nyt Maal for
Fortolkningen. I ældre Tid gik man i Reglen ud fra, at
Apokalyptikeren havde Ret, naar han mente at
give guddommelig aabenbaret Besked om de
Begivenheder, der stod i Forbindelse med
Kristi Genkomst; og Opgaven blev derfor paa
Grundlag af Skriftets Oplysninger at danne sig
et Billede af, hvorledes de sidste Tider før
Verdensfuldendelsen vilde forløbe (den
eschatologiske Fortolkning); ell. man tænkte sig, at J.
gav en Udsigt over Kirkens Historie lige fra
Pinsedagen og indtil de sidste Tider, hvorfor
Opgaven blev at paavise, hvilke Syner der
allerede havde faaet deres Opfyldelse i
kirkehistoriske Begivenheder i Fortid ell. Samtid,
og hvilke der endnu angik Fremtiden (den
kirkehistoriske Fortolkning); denne sidste
Fremgangsmaade maatte nødvendigvis udarte
til fuldstændig Vilkaarlighed, som f. Eks. naar
Reformatorerne udlagde Antikrist om Paven og
Pavedømmet. Med Oplysningstiden kom
imidlertid en mere hist. Betragtning frem, idet man
erkendte, at adskillige Træk i Skriftet fandt
deres naturligste Forklaring ved at sættes i
Forbindelse med Begivenheder i Forfatterens
Samtid (den tidshistoriske Fortolkning); Dyret
fra Havet betød jo det rom. Imperium, Dyrets
Tal (13, 18) passede paa Neros Navn, og Dyrets
syv Hoveder (17, 9 f.) hentydede til seks rom.
Kejsere + den genopstandne Nero; det kunde
da ligge nær at søge at forstaa det hele Skrift
paa denne Maade. Imidlertid lod dette sig i
mange Tilfælde ikke gøre, hvad der noksom
viste sig ved, at Fortolkerne ved saadanne
Enkeltheder var yderst uenige om, hvilke hist.
Forhold ell. Begivenheder der sigtedes til; det
betegnede derfor et stort Fremskridt, da man
indsaa, at det apokalyptiske Materiale ofte er
gammelt, gennem lange Tider overleveret Gods;
og Fortolkningens Opgave maatte da blive
gennem Fremdragelse af religionshistoriske
Analogier og paa anden Maade at efterspore,
hvorfra disse Symboler og Billeder i sidste Instans
stammede, og hvilke Forandringer og
Omdannelser de i Tidens Løb er undergaaet (den
traditionshistoriske Fortolkning). I og for sig
behøvede de to sidste Fortolkningsmaader ikke
at udelukke den eschatologiske; men de fleste
Forskere af den moderne Retning vil ganske
vist hævde, at Forventninger, der har vist sig
i saa høj Grad tidsbestemte, ikke kan have
Gyldighed for Nutidsmennesker, og at altsaa
den religiøse Værdi af et saadant Skrift kun
kan søges i den Tro og Begejstring, som det
bærer Vidnesbyrd om. — Om J.’s
Affattelsestid overleverer Irenæus (Hær. V 30, 3), at
Bogen er skrevet ved Slutn. af Domitian’s
Regeringstid (81—96); og dermed stemmer 17, 11,
hvor Dyret betegnes som »selv en ottende og
dog en af de syv« (Kejsere), idet Forf.
rimeligvis har betragtet Domitian som den
genopstandne Nero, samt de Forfølgelser, som
omtales fl. Gange. (17, 6; 18, 24; 19, 2; 16, 6; 6, 10).
Ud fra Skildringen i 11, 1 f. har man
undertiden villet datere Skriftet til Aar 70, idet V. 2
synes at være skrevet under Jerusalems
Belejring; i 12, 6 kunde der endvidere ligge en
Allusion til den kristne Menigheds Flugt fra
Hovedstaden under den jødiske Opstand 66—70,
og 17, 10 synes at stamme fra Vespasian’s
Regering. Imidlertid finder disse o. a. lgn.
Udsagn deres tilstrækkelige Forklaring i, at Forf.
har anvendt Profetier fra ældre Tid og
optaget dem uændrede i sin Fremstilling. — Fire
Gange i selve Bogen (1, 1. 4. 9; 22, 8) nævner
Forfatteren sit Navn Johannes, men uden
nærmere Angivelse af sin autoritetsmæssige
Stilling; fra Midten af 2. Aarh. (Justin, Dial. c.
Tryph. 8, 1) har dog den kirkelige Tradition
forstaaet dette om Apostlen, Zebedæus’ Søn, og
kun rent sporadisk har man, som Dionysius fra
Alexandria (c. 250) af dogmatiske Grunde
(Forkastelse af den 20, 1—6 fremsatte Lære om
Tusindaarsriget), nægtet Skriftets apostoliske
Oprindelse. Hvis Papiastraditionen om, at de
to Zebedæussønner er blevet dræbt af Jøderne
i Palæstina (se Johannes), er hist.
paalidelig, kan den kirkelige Overlevering ikke være
rigtig, og der maa da ligesom for
Johannesevangeliets (s. d.) Vedk. foreligge en
Forveksling med »Presbyteren Johannes«. Uafhængig
heraf er imidlertid et andet Spørgsmaal,
nemlig om den kirkelige Tradition har Ret i at
henføre J. til samme Forf. som det 4.
Evangelium (og Johannesbrevene). Af rent stilistiske
Grunde synes dette ikke ret vel muligt. I
Apokalypsen er nemlig Sproget i høj Grad præget
af hebraisk Udtryksform, og der findes talrige
endog meget grove Forsyndelser mod den gr.
Grammatiks Regler, medens derimod egl.
Sprogfejl ikke forekommer i Evangeliet. Man har
søgt at komme uden om denne Vanskelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
