Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes fra Salisbury - Johannes-Kristne - Johannes Magnus - Johannes Markus - Johannes Presbyter - Johannes Scottus Eriugena - Johannes Secundus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bet., samt Biografier af Thomas Becket og
Anselm af Canterbury, begge stærkt legendariske,
da deres Formaal var at udvirke de
paagældende Mænds Helgenkaaring. J.’s Værker er
udgivne af Giles (5 Bd, Oxford 1848, aftrykt i
Migne’s Patrologia latina Bd 99); hans talrige
Bneve er vigtige Kilder til hans Tids Historie.
H. M.
Johannes-Kristne er en Betegnelse for det
gnostiske Religionssamfund Mandæerne (s. d.).
Tidligere betragtede man nemlig ofte disse som
Efterkommere af den Kreds, som sluttede sig
omkr. Johannes Døberen (jfr Ap. G. 18, 25 og
19, 3 ff.), idet man tillige opfattede de hos
Justin (Dial. c. Tryph. 80) omtalte »Baptister«
(Døbere) og de af Hegesip (Euseb H. E. IV
22, 6) og Epifanios (Hær. 17) skildrede
»Hemerobaptister« (ɔ: saadanne der døber ell. døbes
dagligt) som senere Former af
Johannesdisciple. Det er dog for de sidstnævntes Vedk.
usikkert og for Mandaternes usandsynligt, at
der foreligger en saadan direkte Sammenhæng
med Johannesdisciplene.
H. M.
Johannes Magnus, se Magni.
Johannes Markus, se Markus.
Johannes Presbyter, se Jon Præst.
Johannes Scottus Eriugena,
middelalderlig Filosof (c. 810—c. 880), var f. i Irland, som
det fremgaar af hans Tilnavne, idet det sidste
betyder den paa Eriu fødte, og Eriu var Øens
Navn i Befolkningens eget Sprog, medens
Scottus betegnede en Mand af den keltiske Nation,
som fra Irland havde udbredt sig ogsaa til det
Land, som nu alene bærer Navnet Skotland.
Efter at være opdraget i en af sit Hjemlands
Klosterskoler, hvor Studierne blomstrede og
Kendskabet til det græske Sprog og den græske
Kirkes Litteratur endnu var levende, kom J.
til Franken til Karl den Skaldede’s Hof, hvor
han snart blev sat i Spidsen for den berømte
Hofskole. Paa Foranledning af Ærkebiskop
Hinkmar af Reims deltog han i den af Munken
Godescalc fremkaldte Prædestinationsstrid med
Skriftet De divina prædestinatione, der
rigtignok ved sin rationalistisk-spekulative Karakter
gjorde ham mistænkt for pelagiansk Kætteri.
I denne første Periode af sit Forfatterskab,
hvortil ogsaa Kommentaren til Martianus
Capella maa henføres, var J. væsentlig bestemt
ved Gregor den Store’s og navnlig Augustinus’
Indflydelse, men en væsentlig Ændring
indtræder, efter at han havde udført det ham af
Kongen betroede Hverv at oversætte de under
Dionysios Areopagitas’ Navn gaaende Skr, som
Ludvig den Fromme havde modtaget som Gave
fra den byzantinske Kejser. Under Indflydelse
af disse Skr, der i Virkeligheden har en rent
nyplatonisk Karakter, og af Maximus
Confessor’s Kommentar dertil, skrev J. sit
Hovedværk De divisione naturæ, et ved sin
spekulative Kraft og Klarhed fremragende Værk, der
indeholder det første selvstændige System i
Middelalderens Tænkning og indtil Anselm
det eneste. J. skrev desuden en Kommentar til
Johannesevangeliet og til Skr af Boethius, og
der er endelig ogsaa bevaret nogle Digte og
nogle Breve fra hans Haand. Med hans
Beskytter Karl den Skaldede’s Død 877 forsvinder
han af Historien og er antagelig død snart
efter. J. forudsætter med Augustin den sande
Filosofis Identitet med den sande Religion;
med den aabenbarede Sandhed begynder vor
Forskning, men Aabenbaringens overleverede
Indhold skal fortolkes, og hertil bruger vi
Fornuften, der, naar den virker paa rette
Maade, ikke kan tage fejl, fordi den stammer
fra den guddommelige Visdom; den har da
ogsaa Forrangen i Tilfælde af praktisk Kollision
med Autoriteten. Fra Gud, som er alts Aarsag
og Verdens paa engang immanente og
transcendente Væren, udgaar alt det skabte ved den
guddommelige Enheds Mangfoldiggørelse ell.
det almenes Nedstigen til Slægter, Arter og
Individualiteter; Guds Væsen, der er Godhed,
kommer saaledes til Udfoldelse efter en bestemt
logisk Orden, hvori Visdommen aabenbarer sig,
den, som ogsaa betegnes som Guds
enbaarne Søn, og gennem en konstant Bevægelse,
der udtrykker det guddommelige Liv og Guds
skabende Kærlighed og sædvanlig betegnes som
den hellige Aand. Først udfolder Guds Visdom
sig i Ideerne, der atter er alle Tingenes,
Fænomenernes, Aarsager, men Guds Væsen er
Substansen ogsaa i alle sanselige Ting, hvis
Materialitet blot er tilsyneladende og beror paa
Accidentsernes Samvirken. Alt stræber derfor
i Kraft af den alt iboende guddommelige
Visdom (Logos, Sønnen), som er Verdens
forløsende Princip, tilbage mod Foreningen med
Gud, Tilværelsens causa finalis. Det enkelte
Menneske indeholder, som en sand
Mikrokosme, alt i sig, og det erkender i de
individuelle Objekter det generelle og deri den ene
guddommelige Substans; den abstrakte
Tænknings forsk. Trin identificeres saaledes med
selve Formerne for Eksistens. Dog formaar vi
ikke klart at erkende Guds Væsen, som vi kun
kan betegne ved symbolske Prædikater.
Grundtanken i denne Bygning, at de logiske Former
bliver metafysiske Principper, er af
nyplatonisk Oprindelse, og fra samme Kilde stammer
Læren om alle Tings Tilbagevenden til Gud.
Den panteistiske Farve, som denne Tanke gav
J.’s System, stemmede ikke med Kirkens
herskende Lære, og om han end blev studeret ikke
saa ganske lidt rundt om i de stille
Klostercellers Skjul, saa kom han ikke til at øve nogen
afgørende Indflydelse paa den middelalderlige
Tænknings Udvikling. Studiet af hans Skr blev
i XI. Aarh. endog forbudt, og da hans Lære
havde været medvirkende til at fremkalde det
Amalrikanske Kætteri, blev det ved en pavelig
Bulle 1225 paabudt, at hans Hovedværk skulde
opbrændes; lykkeligvis er alligevel bevaret fl.
Eksemplarer og deriblandt, ved Skæbnens
Ironi, Autografen. Højt ragende op over sin
Samtid blev J. lidet forstaaet og vurderet, men
ved sin Tankes Klarhed, sin rige Intuition og
sin utrættelige Forskertrang hører han i
Tænkningens Historie til de Ypperste.
W. N.
Johannes Secundus, egl. Jan Nicolai
Everaerts, nylatinsk Digter, f. i Haag 1511,
d. i Utrecht 1536, studerede Jura i Frankrig,
rejste i Italien og Spanien og blev Sekretær
hos Kardinal Tavera. J. er en af de korrekteste
latinske Digtere fra sin Tid. Hans bekendteste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
