Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johanniterorden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Tungemaal). De otte Provinser var: Provence,
Auvergne, Frankrig (ɔ: Nordfrankrig med
Aquitanien), Italien, Aragonien, England, Tyskland,
Kastilien (med Portugal). Hver saadan langue
inddeltes atter i mindre Provinser, saakaldte
Priorater; saaledes dannede Ungarn et Priorat
under Tyskland og ligesaa de tre nordiske
Riger, hvis Priorat styredes af Antvorskovs
øverste Prior.
Hovedstammen af Ordensriddere forblev dog
i det hellige Land og deltog ivrig i Kampen
mod Muselmændene; da Jerusalem erobredes
af Sultan Saladin 1187, maatte Ordenens
Hovedsæde forlægges herfra til Ptolemais (St. Jean
d’Acre), medens Johanniterinderne drog til
Europa. I 13. Aarh. gik de Kristnes Sag i det
hellige Land stærkt tilbage, og i Slaget ved
Gaza (1239) led J. tillige med Tempelherrerne
et frygteligt Nederlag. 1271 faldt J.’s stærkeste
Fæstning Krak, og 1291 de Kristnes sidste
Besiddelse i det hellige Land, Ptolemais. J.,
der herved blev husvild, maatte drage til
Cypern, hvis Konge, Henrik af Lusignan, overlod
dem Byen Limisso. 1309 erobrede de imidlertid
under Anførsel af deres Stormester Villaret
Øen Rhodos, som da styredes af en gr. Fyrste,
der stod paa venskabelig Fod med de
saracenske Handels- og Sørøverflaader, der fandt
Tilhold i Rhodos’ Havn. Fra dette fortrinlige
Udgangspunkt fortsatte J., som nu hyppig efter
Stedet kaldtes Rhodiserriddere, deres
Kamp mod de Vantro. Imidlertid tilfaldt der J.
en meget betydelig Godsforøgelse ved
Tempelherreordenens Ophævelse, idet dennes Gods
for største Delen overlodes til J. efter Pave
Clemens V’s Bestemmelse; i Praksis kom dog
J. næppe i Besiddelse af alt Godset. De flg.
Aars tapre Kampe mod saracenske Sørøvere
og mod de stadig mere og mere fremtrængende
osmaniske Tyrker skal der ikke her dvæles
nøjere ved; kun skal nævnes, at Konstantinopels
berømte Erobrer Sultan Mohammed II 1480
gjorde et voldsomt Angreb paa Rhodos, som
tilbagevistes ved et fortrinligt Forsvar fra J.’s
Side under Ledelse af Stormesteren Pierre
d’Aubusson. Denne Belejring vandt stort Ry i
Europa, og bl. a. handler den første i Danmark
trykte Bog om dette Forsvar af Rhodos.
Da imidlertid Tyrkerne 40 Aar efter
gentog Angrebet under den krigerske Sultan
Suleiman’s Ledelse, formaaede J. trods et
yderst tappert Forsvar under Ledelse af
Stormesteren Philip de Villier de l’Isle Adam ikke
at modstaa Overmagten, og 1522 overgav de
Rhodos til Sultanen mod at faa fri Afmarch.
Efter forsk. Forhandlinger opnaaede J. at faa
Malta med tilliggende Smaaøer overladt af
Kejser Karl V, hvorefter de hyppig kaldtes
Malteserriddere; her befæstede de sig
stærkt og fortsatte Kampen, væsentlig mod
muhammedanske Sørøvere fra Nordafrika. Et
Angreb af Sultan Suleiman 1565 slog de
sejrrig tilbage under Anførsel af Stormesteren La
Valette, der opførte den efter ham opkaldte
By og Fæstning. Imidlertid havde J. ved
Kirkereformationen lidt et betydeligt Tab, idet deres
Godser blev inddragne overalt, hvor
Reformationen sejrede, saaledes i Danmark; dog
henlagdes her en Del af deres Gods til Fattig- og
Sygepleje i Byerne. I denne Sammenhæng kan
nævnes, at Reformationens betydeligste
Talsmand i Danmark, Hans Tavsen, opr. var
Johannit (i Antvorskov). Dog vedblev Ordenen
enkelte Steder i Nordtyskland, bl. a. i
Brandenburg, at bestaa som protestantisk
Ridderorden, der delvis beholdt sine Godser og
vedligeholdt en vis Forbindelse med Ordenens
Stormester. I øvrigt bestod Ordenen uanfægtet
indtil Slutn. af 18. Aarh., da den ved
Revolutionen mistede alle sine Godser i Frankrig. Da
Napoleon Bonaparte fem Aar efter foretog sit
Tog til Ægypten, besluttede han at erobre
Malta for at skaffe Frankrig et Støttepunkt i
Middelhavet; da Franskmændene angreb Malta,
overgav J. sig omtr. uden Modstand. I de flg.
Aar var Ordenen splittet og halvt opløst; ikke
desmindre lod Kejser Paul af Rusland sig 1798
vælge til Stormester og krævede som saadan
Malta udleveret samt forbitredes i høj Grad
paa Franskmændene, da disse nægtede det.
Imidlertid erobrede Englænderne Malta Aar
1800 og vakte ligeledes Kejser Paul’s
Forbitrelse ved at nægte at udlevere ham Øen. Ved
Freden i Amiens (1802) mellem Frankrig og
England bestemtes det ganske vist, at Malta
skulde gives tilbage til J., men under den
stigende Spænding mellem England og
Frankrig i de følgende Aar nægtede England at
udlevere Malta, der saaledes for stedse gik tabt
for J. Efter Kejser Paul’s Død overlodes Valget
af hans Efterfølger til Paven; efter den flg.
Stormesters Død indsattes i lang Tid ikke nogen
ny Stormester, og først 1879 udnævnte Pave Leo
XIII atter en Stormester. Under de store
Territorialforandringer i Tyskland paa Napoleon’s
Tid tabte Ordenen ogsaa her næsten alle sine
Godser, og af Priorater med Godsbesiddelser
findes nu kun eet (i Böhmen). Den
Hospitalsvirksomhed, som Ordenen opr. udgik fra, og
som den stadig vedligeholdt ned gennem Tiden,
er ikke glemt, idet Ordenen ejer et ikke ganske
ringe Tal Hospitaler rundt om i Europa (samt
eet i Palæstina) og navnlig i Tyskland rummer
Associationer af uddannede Sygeplejere, der
bl. a. under de sidste Krige har udfoldet en
ikke ganske ringe Virksomhed. Lignende
Institutioner findes dog ogsaa i de romanske Lande.
En Særstilling indtager den (protestantiske)
kgl. preussiske J., som indstiftedes 1812 som
Erstatning for den Aaret i Forvejen ophævede
protestantiske Afdeling af J. i Brandenburg (se
ovenf.). I den preussiske Orden optages Mænd
af adelig Fødsel, der er over 30 Aar gl. Ogsaa
de preussiske J. virker i øvrigt mest i
Sygeplejens Tjeneste, især i Krigen, og ejer en Del
Hospitaler.
Den oprindelige Ordensdragt var en lang
sort Kappe med et hvidt Kors paa venstre
Side af Brystet; Korsets Arme var kløftede.
Hertil kom i Kamp en rød Vaabenkjortel med
et hvidt Kors (uden kløftede Arme). I J.’s
Banner ses et hvidt Kors af samme Udseende som
paa Vaabenkjortelen, paa rød Grund; ligesaa
i Ordenens Vaabenskjold. Efter Historikeren
A. D. Jørgensen’s Antagelse (se »Hist. Tidsskr.«,
4. Rk., V) stammer Dannebrog fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
