Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jordan, Sylvester - Jordan, Wilhelm - Jordanalyse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kurhessens »Tillidsmand« ved Forbundsdagen,
senere dets egl. Sendemand og endelig
Medlem af den tyske Nationalforsamling, hvor han
var Fører for en lille, maadeholden Gruppe.
1850 blev han afskediget fra sit Embede og
levede siden i Stilhed.
E. E.
Jordan [’jårdan], Wilhelm, tysk Digter
og Forf., f. i Insterburg 8. Febr 1819, d. i
Frankfurt a. M. 25. Juni 1905. Han studerede
i Königsberg og Berlin og bosatte sig derefter
i Leipzig, men blev p. Gr. a. politiske og
religiøse Meninger, som kom til Orde i hans
Skr, udvist af Sachsen. 1848 blev han Medlem
af det tyske Rigsparlament og senere ansat i
Rigshandelsministeriets Marineafdeling, men da
Rigsflaadesagen blev opgivet, fik han sin
Afsked med Pension og bosatte sig i Frankfurt
a. M. Han havde alt tidligere udg. nogle
Digtsamlinger med stærk politisk Tendens, som:
»Glocke und Kanone« (1841), »Irdische
Phantasien« (1842), »Schaum« (1846); i Frankfurt
skrev ell. fuldendte han »Demiurgos«, et
mystisk, episk-dramatisk Digt (1852—54), som
tillige med »Die Witwe des Agis« (1858) regnes
for hans Hovedværker. Desuden udgav han
nogle Lyst- og Skuespil, som ikke har videre
Værd. Han kastede sig nu over Sagnstoffet i
»Nibelungenlied« og omdigtede dette paa
nytyske Stavrim, et Arbejde, der naaede en
Mængde Oplag (I, »Sigfriedssage«, 1867—68, 13. Opl.
1889, og II, »Hildebrandts Heimkehr«, 1874,
10. Opl. 1892). Han rejste omkring og foredrog
disse Digte offentlig, endog i Amerika.
Samtidig havde han faaet den Idé, at det
gammeltyske Folkeepos burde genoplives, hvilken
Tanke han udformede i »Das Kunstgesetz Homers
und die Rhapsodik« (1869), »Der epische Vers
der Germanen und sein Stabreim« (1868) og
»Epische Briefe« (1876). Til Trods for det
Bifald, hans Rapsodier indbragte ham fra en
maaske tit nok ukritisk Tilhørerkreds, og trods
de mange fortræffelige Enkeltheder i hans egen
Fremstilling opnaaede han kun at genoplive
Interessen for det gl. Folkedigt, medens hans
Digtning gjorde mere Indtryk af et interessant
poetisk Forsøg end af inspireret Kunst. J.
udgav i sine senere Aar fl. Romaner, Digte og
Skuespil, som alle taler mere til Forstanden
end til Hjertet; af disse kan fremhæves: »Die
Sebalds« (2 Bd, 1885); »Zwei Wiegen« (2 Bd,
1887), Digtene »Strophen und Stäbe« (1871),
»Andachten« (1877), Skuespillene »Arthur Arden«
(1872), »Liebe, was du lieben darfst« (1892).
Desuden det poetiske Stridsskrift imod
Naturalismen »Deutsche Hiebe« (1891). J. har leveret
Overs. af fl. Shakespeare-Stykker (i
Dingelstedt’s Udg.), af Homer’s Odysseen (1875, 2.
Opl. 1889) og Iliaden (1881, 2. Opl. 1894), og af
Edda (1889, 2. Opl. 1890). (Litt.: Maurice
R. v. Stern, »W. J.« [Frankfurt a. M. 1910]).
(C. A. N.). C. B-s.
Jordanalyse, Undersøgelse af Jordbunden
med det Formaal at tilvejebringe Oplysning om
dennes mekaniske og fysiske Beskaffenhed og
kemiske Sammensætning, oftest med dens
Benyttelse til Plantedyrkning for Øje. De vigtigste
Arbejder ved J. er: 1) Prøvens Udtagelse og
Forberedelse; 2) Undersøgelse af den
mekaniske Sammensætning; 3) mikroskopisk
Undersøgelse af Smaadelene; 4) Bestemmelse af visse
fysiske Egenskaber; 5) kemisk Analyse.
Prøveudtagningen foregaar i Alm. ved Hjælp af
et passende Boreapparat (Skive- ell.
Tallerkenbor). Det optagne Materiale blandes omhyggelig,
befris fra større Sten, lufttørres og findeles
uden at knuse faste Mineraldele. Ved den
mekaniske Analyse adskilles
Jordpartiklerne efter Størrelsen, idet de forsk. Størrelser
tilbageholdes paa dertil indrettede Sold. De
grovere Dele benævnes Skeletdele, de finere
Finjord. Om Grænsen mellem disse to Grupper af
Jordbestanddele er der ikke Enighed mellem
de forsk. Analytikere; M. Fesca henregner
saaledes til Finjord, hvad der gaar gennem
Masker paa 4 mm i Diameter; E. Wolff
sætter Grænsen ved 3 mm, Grandeau ved 1
og Knopp ved 1/4 mm. »Forbundet af
landøkonomiske Forsøgsstationer i Tyskland« har
vedtaget at henregne til Skelet, hvad der
tilbageholdes af Masker med 2 mm Diameter, og
til Finjord, hvad der gaar derigennem.
Skeletdelene benævnes efter Størrelsen Sten og Grus.
Finjorden adskilles ved yderligere Sigtning i
meget groft Sand, groft Sand, middelfint Sand
og fint Sand. Sigter til J. forfærdiges bl. a.
Erhardt & Metzger i Darmstadt og af Amandus
Kahl i Hamburg. Hvad der gaar gennem den
fineste Sigte, underkastes Slemning,
hvorved Ler- og Muldpartiklerne skilles fra det
fineste Sand. Til Slemning af Finjorden foreligger
der fl. forsk. Apparater og Metoder (Kühn,
Schöne, Mayer, Hilgard o. fl.), afpassede efter
at fraslemme finere ell. grovere Partikler.
Procentmængden af de forsk. Bestanddele
bestemmes ved Vejning i tør Tilstand. Ved
mikroskopisk Undersøgelse af Finjorden
bestemmes, hvilke Mineraler denne er
sammensat af, disses Vejrsmuldringsgrad, organiske
Stoffers Formuldningsgrad o. l. Den fysiske
Undersøgelse gaar navnlig ud paa at
bestemme Jordens Sammenhængs- og
Vedhængningskraft, dens Evne til at opsuge og fastholde
Fugtighed og dens Forhold over for Varmen.
Ved den kemiske Analyse bestemmes
først Procentmængden af Jordbundens enkelte
konstituerende Bestanddele, saasom mekanisk
og kemisk bundet Vand, Muldstofferne, kulsure
Jordarter, Ler, Lerjord, Jernilte og Sand.
Dernæst undersøges Mængden af de enkelte kem.
Bestanddele nærmere, særlig
Plantenæringsstofferne og de Forbindelser og Opløselighedsforhold,
hvori de forekommer. Af størst Bet. er her
Bestemmelse af Fosforsyre-, Kali-, Kvælstof- og
Kalkforbindelserne, hvorhos det ligeledes er af
Bet. at kende det eventuelle Indhold af
Giftstoffer, saasom Jernforilte, visse Svovlmetaller
m. m. — Dem praktiske Værdi af J., særlig den
kemiske Del heraf, er ofte bleven overvurderet,
idet man har troet heri at have et sikkert
Middel til at paavise; Jordens Indhold af for
Planterne tilgængelig Næring og til paa Grundlag
heraf at drage Slutn. om, hvilke Næringsstoffer
der skal tilføres. I den Henseende giver J. i
sin hidtidige Skikkelse dog kun meget
mangelfulde og upaalidelige Oplysninger, idet man
endnu ikke har Midler til sikker Bestemmelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
