Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jordfællesskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hver især igen udstykkedes mellem samtlige
Gaarde, der altsaa alle fik deres Tilliggende spredt paa
lige saa mange St., som der var Aase. Denne
Ordning, der gav alle Gaarde Andel i baade
god og daarlig Jord, havde til Formaal at stille
dem lige m. H. t. deres Jorders Godhed og
Beliggenhed og gjorde det muligt ved den
endelige Udmaaling alene at tage Hensyn til Arealet.
De Lodder, hvori Aasene udstykkedes
(Agrene, i det gl. danske Sprog ogsaa Lemmerne i
Modsætning til Toften som Hovedet, i Sverige
Teg, i Norge Teig), havde i Reglen Form af
smalle Jordstrimler, der laa Side om Side med
parallelt løbende Grænser. Princippet for
Ordningen af dem var i øvrigt forsk. I adskillige
Egne af Landet, som det synes navnlig i
Jylland, dog ogsaa mange St. paa Øerne, havde
samme Gaard altid samme Nummer i Rækken,
og Rækkefølgen bestemtes ligefrem ved
Gaardenes Beliggenhed i Byen, hvorved man i
Reglen begyndte med den, der laa nærmest Solen,
d. v. s. østligst, hvilken fik den første Ager
maalt fra Ø., og derefter gik Byen rundt
følgende Solens Bevægelsesretning. Disse
Landsbyer kaldtes derfor ogsaa solskiftede.
Andre St., særlig i Østdanmark (Skaane,
Sjælland, Falster) var Ordningen af Agrene noget
mindre regelmæssig. Gaardene var her fordelte
i visse Grupper, der faldt sammen med Bolene
i Byen, og det var kun inden for disse
Grupper, at Agrene altid fulgte efter hinanden i
samme Rækkefølge, bestemt ved Gaardenes
Beliggenhed i Forhold til Solen. Derimod var
Rækkefølgen af Grupperne i de enkelte Aase
vekslende, maaske opr. fastsat ved Lodkastning.
Denne Agerordning har man i Modsætning til
Solskiftet betegnet som Bolskifte. Endelig
var der ogsaa Byer, saaledes i stor
Udstrækning paa Lolland, hvor Rækkefølgen af Agrene
var vilkaarlig og forsk. fra Aas til Aas, ell. hvor
Regelmæssighed, sædvanlig i Form af
Solskifteordning, højst var gennemført inden for enkelte
Grupper af Gaarde. Ogsaa her kan Grundlaget
for Fordelingen have været Lodkastning, men
herom vides intet sikkert, og det er heller ikke
givet, at Oprindelsen til den uregelmæssige
Agerfordeling overalt er den samme. I det hele
var de tre Fordelingssystemer kun Hovedtyper,
der ikke altid blev strengt fulgte og ofte i
Tidens Løb modificeredes.
Som det allerede fremgaar af det udviklede,
var Agerlandet lige saa vel som Toften
Genstand for Særbrug. Enhver Bruger maatte selv
dyrke sine egne Lodder, og Udbyttet af dem
tilfaldt helt ham selv. Heller ikke bestod der m.
H. t. disse Dele af Jorden noget egl.
Ejendomsfællesskab, idet Ejerne hver for sig betragtedes
som Ejere af deres Jord, over hvilken de ogsaa
frit kunde disponere ved Retshandel. Alligevel
var deres Raadighed paa saa mange Maader
indskrænket, at der ikke uden Grund kunde
tales om et J. For det første var alle Ejere
m. H. t. Brugen af Agerlandet underkastet
Dyrkningstvang. Da Gaardene havde deres Jord
stykket ud i Smaalodder, beliggende paa forsk.,
ofte mange St. (et Antal af c. 30 Aase var
vistnok ret almindeligt, og der forekom, langt
større Antal), var det umuligt at indhegne de
enkelte Lodder, der derfor blot adskiltes ved
en saakaldt Rén (s. d.), og baade af denne
Grund og fordi der ikke kunde være særlige
Adgangsveje til Lodderne, men Vejen maatte
gaa over andres Jord, blev det nødvendigt at
gennemføre en fælles Dyrkningsturnus, saaledes
at Jorden paa de enkelte St. i Marken
benyttedes til samme Kultur af alle og de til denne
Kultur hørende Arbejder foretoges af alle til
samme Tid. Den nærmere Ordning heraf
afhang i øvrigt af Driftssystemet. Almindeligst
paa Øerne og i Østjylland var i denne
Henseende Trevangsbruget (s. d.), hvor
Aasene var fordelte i tre Vange, der efter Tur
benyttedes til Rug, Byg og Græs, men ved Siden
heraf forekom i de magre Egne af Jylland et
saakaldt Græsmarksbrug med Inddeling
af Jorden i et større Antal Indtægter ell.
Aarsgøder, af hvilke kun en Del, ofte omkr.
Halvdelen, hvert Aar besaaedes, de samme altid fl.
Aar i Træk, medens Resten var udlagt med
Græs, ligeledes altid gennem fl. Aar. Langt
sjældnere var Firevangs- og
Femvangsbruget, der ligesom Trevangsbruget kun
havde etaarigt Græsleje og altsaa betegnede en
endnu stærkere Udnyttelse af Jorden, og
ligesaa Alsædsbruget, hvor hele Marken
hvert Aar besaaedes med Korn. I de
middelalderlige Love hentydes ogsaa til et
Tovangsbrug, der muligvis inden Indførelsen
af Trevangsbruget, medens Vinterkornets Bet.
endnu var ringe, har været det alm. System.
Undertiden laa fl. Byers Marker i
Dyrkningstvang sammen, men dette forekom dog ret
sjældent. Fællesskabet om Jorden viste sig
imidlertid ogsaa i andre Forhold. Saaledes blev
altid den Vang, der var udlagt med Græs
(Fælleden), og ligesaa Kornvangene, naar Kornet
var indhøstet, (Ævret), benyttet til Græsning
af alle Ejere i Fællesskab, hvorved Omfanget
af den enkeltes Benyttelsesret, d. v. s. det
Antal Kreaturer, han maatte lade græsse der,
bestemtes efter hans Andel i Byens Tilliggende.
Endelig kunde enhver Ejer, naar han
paastod, at han havde mindre Jord, end han skulde
have efter det Forhold, hvori han var lodtagen
i Bymarken, ell. at han havde daarligere Jord,
end han skulde have, forlange foretaget en
saakaldt Rebning, efter Omstændighederne af
hele Marken ell. af et enkelt Bol. Ved
Rebningen, der havde sit Navn af det derved
benyttede Redskab, maatte enhver Ejer opgive al
Særret m. H. t. de af ham benyttede Lodder og
finde sig i, at al Jorden sloges sammen til en
fælles Masse, som derefter opmaaltes og paany
fordeltes mellem Gaardene. Herved forblev, som
allerede nævnt, Forholdet mellem de enkeltes
Andele urørt; Formaalet var kun at
gennemføre den Fordeling, som efter dette
Andelsforhold burde have bestaaet og maaske ogsaa
tidligere virkelig havde gjort det. Ikke mindst
Retten til at kræve Rebning forudsatte et vist
Fællesskab om Jorden, der maaske bedst kan
betegnes som latent Ejendomsfællesskab.
Til alle Landsbyer hørte foruden Tofterne og
Agerlandet et større ell. mindre udyrket Areal,
der dels bestod af den til Forte, Gade ell. Veje
udlagte Jord, dels af det som Skov ell.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
