Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jordtryk - Jordtunge (Geoglossum Pers.) - Jordvarme, se Jorden - Jordvoks, se Ozokerit - Jordværk - Joret, Charles - Joris, David - Joris, Pio
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mindre den begrænses af en Mur e. l.; Muren
maa altsaa modstaa den nedskridende
Jordmasses Tryk, J. For Bestemmelsen af
Dimensionerne af Kajmure, Beklædningsmure,
Bropiller o. s. v. har det Betydning at kunne
finde J.’s Størrelse. Den første, der opstillede
en antagelig Beregning heraf, var Coulomb
(1773), der gik ud fra, at den nedskridende
Jord vilde skille sig fra Jordmassen efter en
Plan gennem Murens nederste Punkt; han
betragtede det nedskridende Jordprisme som
et fast Legeme og bestemte det virkelige J.
som Maksimum af de Tryk, der svarer til de
forsk. mulige Skilleplaner. Denne Teori er
senere videre uddannet af Poncelet, Culmann,
Rebhann o. a., men den lider af iøjnefaldende
Mangler, og først Scheffler og Rankine
(1857), senere flere andre, har derfor søgt at
opstille en mere rationel Beregning, idet de
gaar ud fra en Undersøgelse af de enkelte
Jordpartiklers Tryk paa hinanden. Det er dog
ikke endnu lykkedes at gennemføre denne
Teori saaledes, at den er umiddelbart
anvendelig i Praksis i alle Tilfælde. Af Forsøg, der
er anstillede ang. J. (f. Eks. af Leygue,
Siegler, Donath, Müller-Breslau o. fl.) synes det
dog at fremgaa, at man i Alm. er paa den
sikre Side ved at følge den ældre Teori, men
der hersker endnu overordentlig megen
Usikkerhed paa dette Punkt, og det ikke blot ang.
J.’s Størrelse, men ogsaa ang. dets Retning;
interessante Forsøg til Bestemmelse af
Trykkets Retning er anstillede af Engels (1896).
A. O-d.
Jordtunge (Geoglóssum Pers.), Slægt af
Skivesvampe, med oprette, i Reglen
sammentrykt kølleformede Frugtlegemer; Sporlejet
(Hymeniet) er udbredt paa Frugtlegemets
øverste, tykkere Parti, der er tydelig afgrænset fra
den nederste, tyndere, stilkformede Del. Vokse
paa Jord, enkeltvis ell. gruppevis. Sporerne er
flercellede. G. hirsutum Pers., der især vokser
paa tørvholdige Enge og i Moser, har 4—8 cm
høje, sorte, haarede Frugtlegemer. G. viride
Pers., der har 2—5 cm høje, mørk,
gulgrønne—sortgrønne Frugtlegemer, vokser paa fugtige,
skyggefulde Steder i Skove. G. glabrum Pers.
har 2—6 cm høje, sortbrune—sorte
Frugtlegemer; vokser paa Enge og Græspladser i Skove.
C. R.
Jordvarme, se Jorden.
Jordvoks, se Ozokerit.
Jordværk er Benævnelsen paa ethvert
fortifikatorisk Anlæg, til hvis Fremstilling Jord
er det væsentligst anvendte Materiale.
Sch. P.
Joret[зå’ræ], Charles, fr. Lærd, f. 14.
Oktober 1829, d. 26. December 1914. Hans
litterære Virksomhed, der er særdeles
omfattende og forskelligartet, viser ham baade som
Filolog, Litteraturforsker, Historiker og
Folklorist. Af hans filologiske Arbejder maa
fremhæves: Du C dans les langues romanes (1874)
og desuden en Række Afhandlinger vedrørende
Dialekterne i Normandiet, Essai sur le patois
normand du Bessin (1881), Des caractéres du
patois normand (1883) (i dette Arbejde
behandler J. de nordiske Elementer i
Normannisk) og Flore populaire de la Normandie
(1887). I øvrigt har han særlig sysselsat sig
med tysk Litteratur i 18. Aarh.; hans
vigtigste Bidrag paa dette Omraade er Herder et
la renaissance littéraire en Allemagne au
XVIIIe siécle (1875) og Rapports intellectuels
de la France avec l’Allemagne avant 1787.
Paa Folklorens Omraade har han særlig
undersøgt forsk. plantehistoriske Spørgsmaal;
hans betydeligste Arbejde her er La Rose
dans l’antiquité et au moyen âge, histoire,
legendes et symbolisme (1892).
Kr. N.
Joris [’jo.res] (egl. Joriszoon ɔ: Georg’s
Søn), David, holl. Sektstifter fra
Reformationstiden, f. 1501 (1502) i Delft, d. 25. Aug.
1556 i Basel. Han begyndte som Glasmaler, men
blev saa Købmand og nedsatte sig i Delft 1524.
Her blev han grebet af
Reformationsbevægelsen og lod sig endogsaa henrive til at haane
en forbidragende Procession. Til Straf herfor
blev han offentlig pisket, hans Tunge
gennemboret og han selv forjaget (1528). Fra nu af
flakkede han fredløs omkr. i bestandig
Livsfare og kom da naturlig i Forbindelse med
Anabaptisterne. I disse Kredse vandt han stor
Anseelse, især efter at han 1536 begyndte at
faa Visioner og optræde som Profet. I
Modsætning til Jesus, den kødelige Kristus-David, der
kom med Ord, og ydre Tegn, var han den
aandelige Kristus-David, der skulde indlede den
sidste Tid, da alt udvortes skulde ophøre, og som
saadan blev han æret af sine fanatiske
Tilhængere. Mange af disse, deriblandt hans egen
Moder, led Martyrdøden for hans Skyld. I talrige
Skr, der bærer Præget af en sværmerisk,
ogsaa vellystig udsvævende Fantasi (særlig maa
nævnes hans »Wonderboek«, første Gang udg.
1542), gjorde han Propaganda for sin Sag,
vendte sig baade til Luther og Melanchthon, Bucer
og Johan a Lasko — og forstod ogsaa at
udnytte sine Tilhængeres Beundring i klingende
Mønt. Han besluttede til sidst at opgive sin
ustadige Levevis, og nu ser man det Særsyn,
at den overalt efterstræbte Kætter David J.
under et paataget Navn, Johann von Brügge,
drager med Hustru og Børn til Basel, foregiver
at være landflygtig for Evangeliets Sag: og
optages af Raadet som Borger i god Tro 1544.
Og i fulde 12 Aar fører han her et behageligt
Rigmandsliv, deltager i den reformerte
Gudstjeneste, skønt han samtidig ved Skr virker
videre for sin Sag, uden at nogen aner, at den
af alle agtede Mand er den argeste
Ærkekætter. Først 3 Aar efter hans Død kom Sagen for
Dagen, det kom til en Proces, der førte til, at
hans Lig, Billede og Bøger blev offentlig brændt
af Bøddelen. Trods stadige Forfølgelser blev
Joristernes Sekt ved at bestaa til langt
ind i 17. Aarh., 1642 holdtes der i Tönning i
Holsten en Kætterproces mod Jorister. (Litt.:
F. Nippold, »D. J.« i »Zeitschrift f. die hist.
Theol.« [1863—64]).
(J. P. B.). A. Th. J.
Joris [’joris], Pio, ital. Maler, f. 8. Juni
1843 i Rom. J., uddannet 1856—64 paa
S.-Lucas-Akademiet, senere under Vertunni,
vakte med »Romersk Pige, der rækker en
Hyrde en Drik« (1866) stor Opmærksomhed.
Hans Arbejder, af megen tekn. Færdighed og
Farvepragt, staar i stor Gæld til Fortuny’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
