Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Josef II - Josefina, Maximiliana Eugenia Napoleona
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pressefrihed, men dog i mange Retninger
skaffede Forfatterne betydelige Lettelser; i een
Henseende blev Sluserne dog helt aabnede, idet
enhver fik Ret til gennem Pressen at kritisere
Regeringens Foranstaltninger og
Embedsmændenes Færd, ogsaa Kejserens, der var »Statens
første Embedsmand«; han haabede herigennem
at faa nyttige Oplysninger om Mangler ved
Statsforvaltningen, men maatte paa den anden
Side finde sig i de uretfærdigste og
hadefuldeste Angreb paa ham selv. Ved Siden af Kirke-
og Undervisningsvæsenet havde J. fortrinsvis
Interesse for sociale og økonomiske Forhold.
Vei glemte han i sin rastløse Reformlovgivning
ingenlunde Handel, Haandværk og Industri,
men som Tilhænger af Fysiokraternes Lære
ansaa han Jordejendommene for Statens
Grundvold, Agerbruget var Kilden til al Velstand, fra
det skulde Staten hente sine væsentlige
Indtægter, derfor skulde Grundafgifterne danne
Hovedstammen af Skatterne. Som Følge heraf
skulde en ny, ensartet Beskatningsmaade
indføres overalt, hvilende paa Opmaaling og
Bonitering af alle Jordejendomme, hvad der ved
den Maade, hvorpaa Befalingen blev udført, paa
mange St. gav Anledning til højrøstede Klager
og Uroligheder. At J. i sin Iver for at ophjælpe
Landbruget maatte anse Livegenskabet for
skadeligt og derfor ophævede det, er et
Vidnesbyrd om hans sunde Syn paa Landboforholdene,
men denne Forholdsregel er tillige et Led i
hans humane Bestræbelser for at støtte de
lavere stillede Klasser og i alt Fald paa nogle
Omraader at stille dem paa lige Fod med de
højere. Dette træder særlig frem ved hans
Reform af Retsvæsenet, hvis Grundregel var alles
ubetingede Ligestilling for Loven; men
Misfornøjelsen med adskillige af de ny
Straffebestemmelser (Dødsstraffen blev for en Tid afskaffet)
bragte Folk til at overse de mange gode Sider
ved de ny Indretninger, saa ogsaa her høstede
J. Utak. Lidet nyttede Kejserens personlige,
uegennyttige, opslidende Arbejde i Statens
Tjeneste, Misstemningen mod ham blev stadig
stærkere og stærkere og brød endelig ud i Oprør
i Belgien og Ungarn, hvor J.’s Lovgivning
stødte an mod disse Landes Forfatninger. For
en Absolutist som J. maatte Rigsdage og
Stænderforsamlinger være en Gru, han undgik dem
derfor altid, men herved fremskyndedes
Katastrofen i de nævnte Lande. Hvad Ungarn
angaar, havde Kejseren nægtet at lade sig krone
og havde ladet Stefans-Kronen bringe til Wien,
hans Forordning om Tysk som Regeringssprog
Saarede Nationalfølelsen, og Iværksættelsen af
Kirke- og Skattelovene bragte endelig Gnisten
til at slaa ud i Luer; Resultatet blev, at J. en
Maaned før sin Død maatte love Ungarerne
Ophævelsen af de fleste af de omstridte Love,
ligesom Stefans-Kronen blev bragt tilbage til
Ungarn. Derimod oplevede Kejseren ikke at se de
østerr. Nederlande bragte til Ro. Disse
Provinsers Befolkning havde han vundet ved (1782) at
tvinge Holland til Opgivelsen af den gl.
Barrière-Traktat, hvorefter Holland havde haft Ret
til at holde Garnison i nogle belg. Fæstninger;
men hans Popularitet havde lidt et slemt Knæk,
da han opgav Forsøget paa at faa Scheldes
Spærring hævet og i St f. lod sig nøje med at
faa udbetalt en betydelig Sum Penge (1785), og
da han ikke vilde tage Kirkelovene tilbage trods
Provinsernes Protester, udbrød Oprøret (1788),
man opsagde ham Huldskab og Troskab, og han
døde, uden at det var lykkedes ham at stille
Belgien tilfreds. Ogsaa andre af Monarkiets
Lande maatte J. gøre betydelige Indrømmelser,
saa han fik kun liden Glæde af Resultatet af
sin indenrigske Styrelse, og lige saa ringe Held
havde han med sin udenrigske Politik. Hans
Forsøg paa at erhverve Bayern for Østerrig
mod som Erstatning at give Kurfyrsten Belgien
under Navn af Kongeriget Burgund maatte
opgives p. Gr. a. Frederik II af Preussens
Modstand mod Planen (1785). Ligeledes bristede
hans Haab om paa Tyrkiets Bekostning at kunne
skaffe sit Rige en betydelig Udvidelse. Den
Alliance, han i dette Øjemed sluttede med
Katharina II af Rusland, førte til det for
Østerrigs Vaaben uheldige Felttog 1788, fra hvilket
J. syg vendte tilbage til Wien; det flg. Aar
stillede Sagerne sig vel noget gunstigere for hans
Hær, men Krigen, hvis Slutn. han ikke oplevede,
skaffede ikke Østerrig nogen Fordel. I Løbet af
Aaret 1789 tiltog hans Sygdom (en Lungelidelse)
og antog til sidst en haabløs Karakter, medens
hans Sind samtidig nagedes af bitter Smerte
over, at hans Livs Arbejde syntes at skulle
blive forspildt ved den Miskendelse og
Modstand, han mødte alle Vegne, og for hvilke han
til Dels maatte bøje sig. Han gik Døden i Møde
med stor Ro, da han var sig bevidst helt og
holdent at have ofret sine Kræfter til Arbejde
i Samfundets Tjeneste, og det varede heller
ikke længe, før man fik Øjet op for, hvad man,
trods alle hans Fejl, havde tabt ved den ædle
og sjælsstore Kejsers Bortgang; den Dag i Dag
lever Mindet om den gode Kejser J., »den
Eneste«, i talløse Anekdoter i Østerrigernes
Hjerter. J. var to Gange gift: første Gang med
Isabella af Parma (d. 1763), anden Gang med
Maria Josepha af Bayern (d. 1767); ingen Børn
overlevede ham. (Litt.: Bl. de mange Skr om
J. og hans Tid nævnes her flg.:.
Wendrinski, »Kaiser J. II« [Wien 1880]; Brunner,
»J. II, Charakteristik seines Lebens, seiner
Regierung und seiner Kirchenreform« [Freiburg
1885]; Wolf, »Das Unterrichtwesen in
Oesterreich unter Kaiser J. II« [Wien 1880]; von
Arneth, »Maria Theresia und J. II« [Wien
1867]; samme, »J. II und Katharina II« [Wien
1869]; samme, »J. II und Leopold II« [Wien
1872]; Mitrofanov, »J. II«, I—II [Wien u.
Leipzig 1910]).
(C. F.). C. A. T.
Josefina, Maximiliana Eugenia
Napoleona, sv.-norsk Dronning, f. i Milano
14. Marts 1807, d. i Sthlm 7. Juni 1876. J. var
Datter af Napoleon’s Stifsøn Eugène
Beauharnais, Vicekonge af Italien, og Augusta Amalia,
Datter af Kong Maximilian I af Bayern. Paa
mødrene Side kunde J.’s Afstamning føres op
til Huset Vasa, gennem en Søster til Karl X
Gustaf. J. fik som Barn af Napoleon Titlen
Hertuginde af Galliera, med hvilken Titel ogsaa
fulgte en Landstrækning; sin Barndom tilbragte
hun fornemmelig i Milano og Monza; efter det
Napoleon’ske Herredømmes Fald boede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
