Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Joseph, François du Tremblay - Joséphine, Marie Joséphe Rose Tascher de la Pagerie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
høflig Skepsis paa Forslagene, og
Mulighederne for at opnaa noget brast. Et Resultat af
disse Planer blev hans Digt La Turciade 1617.
Da Richelieu var blevet Frankrigs ledende
Minister, traadte J., nøje knyttet til ham, i
Diplomatiets Tjeneste. Han viste paa dette
Omraade en særdeles stor Dygtighed og fik
megen Indflydelse; naar Richelieu’s Sygdom
hindrede ham i at tage sig tilstrækkelig af
Regeringen, var Père J. den virkelige Leder. I de
første Aar indtil 1632 holdt han stadig igen
og ønskede at undgaa Krig, men fra dette
Tidspunkt ansaa han Kampen mod
Habsburgerne for nødvendig og virkede ivrig for en
hurtig og energisk Indgriben. De religiøse
Interesser hindrede lige saa lidt ham som
Richelieu i at søge Protestanters Alliance mod
de kat. Fyrster. Der har om Bedømmelsen af
Père J. været overmaade megen Strid; der
dannede sig hurtig sagnagtige Forestillinger om
denne Munk, der var Richelieu’s Raadgiver
og Redskab, og Richelieu’s Fjender tænkte sig
al Ondskab udgaa fra ham, sat i Scene med et
lidet tiltalende Rænkespil. Dette har længe
været den alm. Opfattelse. I nyere Tid er den
imidlertid blevet skarpt bekæmpet af hans
Biograf Fagniez, der har hævdet og vistnok med
Rette, at han lededes af stærke religiøse og
nationale Interesser, og at Beskyldningerne mod
ham er ugrundede. I lgn. Retning gaar
Hanotaux’s Skildring i hans Bog om Richelieu.
(Litt.: Richard, L’Histoire de la vie du
Père J. [Paris 1702]; Fagniez, Père J. et
Richelieu [Paris 1894] samt den alm. Litt. om
Richelieu’s Tid).
P. M.
Joséphine [зåze’fin], Marie Joséphe
Rose Tascher de la Pagerie, alm.
kaldet Josephine, Kejserinde af Frankrig,
f. paa Øen Martinique 23. Juni 1763, d. i
Malmaison 29. Maj
1814. Hun
tilhørte en fr.
Familie, der
havde været
bosat paa
Antillerne fra
Beg. af 18.
Aarh. og hun
fik paa
Antillerne en
lidet god
Opdragelse. Hun
kom
imidlertid ganske ung
til Frankrig og
ægtede her 13.
Decbr 1779
Vicomte
Alexandre
Beauharnais, der
var Søn af en tidligere Guvernør paa
Martinique. Ægteskabet blev imidlertid ikke
lykkeligt; J. fyldte ikke sin Plads i det parisiske
Selskab, saaledes som den unge elegante
Pariser krævede det, og han trak sig snart
ligegyldig tilbage fra hende. De fik to Børn,
Eugène, f. 3. Septbr 1780, og Hortense, f. 10. Apr.
1783, men allerede før Hortense’s Fødsel
havde Beauharnais, der en Tid tog Ophold paa
Martinique, forladt sin Hustru. Medens han var
borte, deltog J. ivrig i Selskabslivet, hvor hun
nu helt havde fundet sig til Rette; hendes
lidet forsigtige Optræden gav Anledning til
Anklager, der bevirkede, at hendes Mand efter
sin Hjemkomst anlagde en Skilsmisseproces
mod hende. Denne, der førtes 1783—84, gik
imidlertid heldig for J., der fik Ret til uden
Skilsmisse at leve adskilt fra Manden, ligesom
hun havde den alm. Sympati paa sin Side.
Fra 1788 tog hun Ophold paa Martinique, men
1791 kom der en Forsoning i Stand, hvorpaa
hun vendte tilbage til Frankrig. Beauharnais,
der havde sluttet sig til Frihedspartiet,
spillede i Revolutionens første Aar en vis Rolle.
I Længden kunde han dog ikke undgaa at
blive mistænkt, og Jan. 1794 blev han arresteret.
20. Apr. 1794 arresteredes derefter ogsaa J.
Kort før Robespierre’s Fald blev Beauharnais
henrettet. J. opnaaede derimod, da Robespierre
var styrtet, at blive fri ved Hjælp af Tallien’s
Elskerinde, Thérézia Clabarrus, med hvem
hun i Fængslet havde stiftet Bekendtskab. J.,
der ikke tog sig Mandens Død meget nær, blev
nu hurtig sammen med Mme. Tallien og Mme.
Récamier toneangivende i Thermidorianernes
Saloner. Hun traadte i denne Tid i nøje
Forbindelse med Barras, uden at dog Karakteren
af deres Forhold kendes. Det var Barras, der
foreslog hende at ægte den unge Bonaparte,
der just havde vundet Anseelse ved at slaa
Vendémiaire-Opstanden ned Oktbr 1795. J.
modsatte sig det først, men blev snart vundet
af Bonaparte og ægtede ham 9. Marts 1796.
Da Budskabet kom om hans Sejr i Italien,
ilede hun til ham der og deltog i hans
Triumftog gennem de ital. Stater. Forholdet mellem
dem var i Beg. særdeles godt; men da han
drog til Ægypten, vilde han dog ikke have
hende med. Medens Bonaparte opholdt sig i
Ægypten, deltog J. atter i Selskabslivet paa en
saadan Vis, at det gav Anledning til megen
Omtale, og Bonaparte’s Slægt, der altid havde
betragtet hende med Uvillie, benyttede dette
til at anklage hende over for ham. Efter
Bonaparte’s Hjemkomst 1799 kom det derfor til
stærke Anklager og Sammenstød, men det
lykkedes dog atter J. at vinde ham, og i de flg.
Aar var Forholdet mellem dem godt. I
Konsulatets Tid fik J. ikke ringe Bet. ved den Takt
og Smidighed, hvormed hun ledede det ny
Hof, og hun bidrog meget til at knytte de
forsk. Partiers Mænd til Hoffet; samtidig
gjorde hun stadig sin Indflydelse gældende til
Fordel for dem, der paadrog sig Bonaparte’s
Vrede. Da Napoleon besluttede at lade sig
udraabe til Kejser, tænkte han paa at skille sig
fra hende for at ægte en Prinsesse, og hans
Familie virkede med Iver derfor, men det
lykkedes endnu en Gang J. at triumfere; 2. Decbr
1804 kronedes hun som Frankrigs Kejserinde.
Hendes Stilling syntes nu sikret, men i de flg. Aar
kom dog Skilsmisseplanerne atter og atter frem,
og afgørende blev til sidst Napoleon’s Ønske
om at faa en Arving. 15. Decbr 1809 fandt da
Skilsmissen Sted, og J. tog nu Ophold paa
Malmaison, hvor hun i den flg. Tid af og til modtog
 |
| Josephine. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
