Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juppiter (Planet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
senere Tid kan nævnes »Violin«- og
»Granat«-Pletten i den nordlige tropiske Zone, foruden
et Slør, en mat graa Sky paa den sydlige
Halvkugle, bemærket allerede 1840, med en
Rotationshastighed noget større end den røde
Plets. Foruden disse Pletter ser man i Kikkert,
især paa den sydlige Halvkugle, en hel Del
lyse og mørke Striber, som gaar parallelt med
Ækvator og undertiden bedækker hele
Overfladen med fine Parallelstriber, hvorved der
afgrænses bestemte Zoner. Første Gang blev
disse Striber bemærkede af Fontana 1630. I
den senere Tid har Stanley Williams, Philips
Struve og Lau ved Siden af den Rk. Iagttagere,
som tilhører Juppiter section of British
Astronomical Association, studeret dem og fundet,
at Planetens Overflade kan deles i 7
afgrænsede Zoner med 6 mellemliggende Bælter
foruden de to Polarpartier, der hver har sin
Rotationstid; de bevæger sig i retvisende
Øst—Vestretning og viser liden ell. ingen Bevægelse
til ell. fra Polerne. Ad spektroskopisk Vej er
det blevet bevist, at Planeten er omgivet af
en tæt og mægtig Atmosfære, hvis kem.
Bestanddele i mange Retninger ligner Jordens
Luftlag, men ogsaa afviger fra denne; men om
der i vor Atmosfære findes Stoffer, som man til
Dato endnu ikke kender, og som giver det
brede Absorptionsbaand i rødt (λ 6180) i Spektret
af J., ell. om dette kun er opstaaet ved forsk.
Blandingsforhold ell. ved forsk. Tryk, som de
jordiske atmosfæriske Gasser befinder sig
under i J.’s Atmosfære, lader sig for Tiden ikke
afgøre. De mørkere, rødligbrune Pletter —
den røde Plet — viser ingen Ændring i det
kontinuerte Spektrum, kun viser Spektret sig
mørkere og tiltager i Mørkhed mod den
violette Del. Det er da at antage, at disse
Dannelser er dybere liggende Partier i Skylaget.
Planetens egl. Overflade ser vi ikke, men kun
dens Atmosfære. De mere fremtrædende Baand
har man ved λ 6180, 6070, 6000, 5780, 5150.
Fotometrisk har man paavist, at J.
reflekterer overordentlig meget af det Sollys, som
falder paa den, og at dens Evne til at
kaste Lyset tilbage, sammenlignet med Stoffer
paa Jorden, er saa betydelig, at J. ikke kan
sende os blot reflekteret Lys, men ogsaa maa
lyse med eget Lys. Dens Albedo er 0,62, med
andre Ord: Forholdet mellem Kvantiteten af
det diffust reflekterede Lys og Mængden af
det paafaldende Lys er mindre end for
nyfalden Sne (0,78). I det hele har et mere
indgaaende Studium af J.’s Overflade vist, at der i
denne Klode endnu foregaar voldsomme
Revolutioner, der gør sig bemærkede for os ved,
at enkelte Partier af Overfladen forandrer
deres Farve og Lysstyrke, medens der i andre
Egne opstaar ell. forsvinder mørke og lyse
Pletter, der dels følger Planeten under dens
Rotation, dels har en selvstændig, men
fuldstændig regelløs Bevægelse snart i den ene
Retning, snart i den stik modsatte for til sine
Tider at være stationære. Om derfor Williams’
Zoner har nogen Realitet for sig, maa det
forbeholdes Fremtiden at afgøre, ligesom der
ogsaa kun kan peges paa, at Overfladen synes
at være i størst Oprør, naar Solpletterne er
talrigst, og at Planeten har sit stærkeste Lys,
naar Solens Overflade undergaar de største
Forandringer. Planetens Skive er ikke jævnt
belyst, men Lyset aftager mod Randen, der viser
sig mørk og uskarp. Passerer en Maane over
Skiven, viser Maanen sig lys ell. er ikke at se,
saa længe den er nær ved Randen, medens den
er mørk midt paa Skiven.
J. har 9 Maaner. De 4 største blev fundne,
de 3 af Galilei 7. Jan. 1610, den 4. (II) af S.
Marius 8. Jan. 1610. Den 5., der er J. nærmest,
blev opdaget af Barnard 9. Septbr 1892. De 4
gl., af S. Marius i Mundus jovialis foreslaaede
at kaldes Io, Europa, Ganymedes og Gallisto,
uden at disse Navne har kunnet trænge
igennem, er stadig betegnede efter deres Afstand
fra J. med Romertal I—IV. Lysstyrken af disse
4 Maaner er henh. 5,2, 5,6, 5,7 og 6,4, saa at
i alt Fald de 3 skulde kunne ses med blotte
Øjne, men Planetens Nærhed gør, at kun rigtig
skarpe Øjne vil kunne se dem. Den sidst
nævnte betegnes med V for at bibeholde den
gl. Rækkefølge. Satellit V, den inderste, er en
af de mindste Kloder i Solsystemet, og er blot
synlig i de allerstørste Kikkerter og da kun som
Lyspunkt, ikke som Skive. I 11 Tim. 57 Min.
22,66 Sek. roterer den omkr. Planeten i en
Afstand af 2,53 Gange J.’s Radius ell. omtrent
180000 km fra Planetens Centrum. Af dens
Lysstyrke har man sluttet sig til, at den skulde
have en Diameter af 160 km. Dens Bane er
ekscentrisk (0,005), og Tisserand har paavist, at
dens store Akse gør et helt Omløb i henved 5
Maaneder. Satellit I har en Omløbstid af 1
Døgn 18 Tim. 27,6 Min., i en Afstand af 5,91
Gange J.’s Radius ell. omtr. 430000 km fra dens
Centrum. Efter Barnard har den en Diameter
af 1,05″ ell. 3900 km. Ved denne Maane har
Barnard 1893 fundet, at Egnen om Polen er
meget mørk, medens Ækvatorpartiet er stærkt
lysende. Satellit II har en Omløbstid af 3 Døgn
13 Tim. 13,7 Min., i en Afstand af 9,40 eller
690000 km. Efter Barnard er dens Diameter
0,57″ ell. 3300 km. III er den største,
Diameteren er 1,52″ ell. 5700 km, i en Afstand af
14,99 ell. 1090000 km. og med en Omløbstid af
7 Døgn 3 Tim. 42,5 Min. IV har en Diameter
af 1,43″ ell. 5400 km i en Afstand af 26,36 ell.
1920000 km med en Omløbstid af 16 Døgn 16
Tim. 32,1 Min., den er omtr. af Merkur’s
Størrelse. De 4 gl. Drabanters Albedo er henh. 0,55,
0,65, 1,35, 0,16. Den 4. har altsaa en meget liden
Reflektionsevne omtr. som vor Maane og noget
mindre end ved Merkur, for de 3 andre ligger
deres Albedo mellem Mars og J. Fotometriske
Maalinger har vist, at ved IV er der en
periodisk Lysvekslen. Guthnick har fotometrisk
bestemt Lysstyrken og Albedo af de 4 ældste
Drabanter og genfundet meget nær disse
bestemte Værdier samt har af visse
periodiske Forandringer i Lysstyrken sluttet,
at de har en bunden Rotation som vor
Maane. For de 3 Satellitter I, II, III
har man fundet 2 mærkelige Love. Kaldes
deres Middelbevægelse henh. n1, n2, n3, saa er
n1—3n2+2n3=0, og betegnes deres Længder
med L1, L2, L3, saa er L1—3L2+2L3=180°.
Som Følge heraf kan disse 3 Satellitter ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
