Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jurabjergene - Juraformation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gennem Kæderne, har dog stejle Kalkvægge.
De største Højder findes mod SV. NV. f.
Genève hæver sig Crêt de la Neige til 1723 m,
og Reculet til 1720 m. Længere mod N. naar
Dôle 1678 m, Chasseron, V. f. Neuchatel-Søen,
naar 1611 m, Chasseral, V. f. Bieler-Søen, naar
1609 m, og Weissenstein, V. f. Solothurn, 1447
m. J. har ingen Gletschere, men paa de
højeste Toppe ligger Sneen i 6—7 Maaneder. J.’s
Hovedflod er Doubs, der paa en lang
Strækning følger Kædernes nordøstlige Retning og
delvis er Grænseflod mellem Frankrig og
Schweiz, men derpaa vender sig mod V. og
ved Besançon forlader J. Klimaet er temmelig
raakoldt. Bjergene er mest dækkede af Skov
(det keltiske Ord Jura betyder Skovbjerge) og
af Græsgange. Agerbrug kan derfor kun i de
større Længdedale drives i synderligt Omfang,
S. f. Biel er dog den nedre Del af Bjergenes
Skraaning mod den schweiziske Højslette
dækket af Vinhaver. Befolkningen i J. har tidligt
lagt sig efter Industri, Urmageriet i J. er
verdensberømt. Flodernes Vandkraft udnyttes i
Jern-, Papir- og Cementindustrien. Skønt
Bjergene ikke er meget høje, er J. dog en betydelig
Hindring for Samfærdselen og derfor en
naturlig Landegrænse. Fl. vigtige Færdselsveje
fører dog gennem J., særlig Jernbanerne
Lyon—Genève (ad Rhône-Dalen),
Pontarlier—Lausanne og Basel—Biel. For Turister ejer J. liden
Tiltrækning. Af større Byer har J.
Urmagerstæderne Chaux-de-Fonds og Locle.
G. Ht.
Juraformation kaldes i den hist. Geologi
den mellemste af de 3 mesozoiske Formationer;
den hviler normalt paa Triasformationen og
overlejres af Kridtformationen. Sit Navn har
den faaet efter de vestschweiziske Jurabjerge,
hvor den er særlig godt udviklet. —
Stenarter. De til J. hørende Aflejringer, hvis
samlede Mægtighed naar op over 1 km, bestaar
navnlig af Kalkstene, som til Dels er mere
ell. mindre lerholdige; Sandaflejringer og
Konglomerater er mindre hyppige, og Eruptiver
er gennemgaaende sjældne; disse sidste
spiller dog en stor Rolle i de sydamerikanske
Andesbjerges J. Hyppig ligger Lagene ganske
uforstyrrede, men f. Eks. i Jurabjergene og i
Alperne er de foldede og brudte. —
Klimatforhold. Det har vist sig, at J.’s Fauna er
meget forsk. i de forsk. Egne. Neumayr søgte
Aarsagen hertil i klimatiske Forskelligheder,
idet han mente, at der allerede i Juraperioden
havde udviklet sig udprægede Klimatzoner, der
— som i Nutiden — forløb i det hele og store
i øst—vestlig Retning. For Europas Vedk.
opstillede han 3 Zoner ell. »Provinser«: 1) den
mediterrane, 2) den mellemeuropæiske og 3)
den russ. ell. boreale. Nyere Undersøgelser
har imidlertid vist, at disse »Provinser« ikke
kan holdes saa skarpt adskilte, som Neumayr
mente; bedst begrundet synes den boreale at
være, medens de to andre sandsynligvis kun
betegner Faciesforskelligheder. —
Planteverdenen slutter sig nær til Floraen fra
det alleryngste Afsnit af Triasperioden og gaar
ganske jævnt over i den ældre Kridttids.
Hovedrollen spiller Naaletræer (Gingko,
Araucaria, Baiera) og Koglepalmer (Zamites,
Podozamites), men ogsaa Bregner og Padderokker
er alm. — J.’s Dyreverden var
ualmindelig rig; i stor Mængde optræder Svampe,
Koraller og Crinoider, og til de regelmæssige
Echinider slutter sig nu de uregelmæssige.
Brachiopodfaunaen staar tilbage for tidligere
Tiders, medens baade Muslinger (Eks. Ostrea,
Pecten, Avicula, Aucella, Trigonia,
Pholadomya, Pleuromya) og Snegle (Eks.
Pleurotomaria, Nerinea, Pteroceras) viser stærk
Fremgang. Af stor Vigtighed er Cephalopoderne,
navnlig Ammonitterne, der her naar deres
Højdepunkt og i Alm. anvendes som
Ledeforsteninger for J.’s forsk. Afdelinger. De
optræder i en Mangfoldighed af Slægter,
hvoriblandt kan fremhæves Arietites, Aegoceras,
Psiloceras, Schlotheimia, Amaltheus og
Harpoceras i den ældste Del af J., Macrocephalites,
Cosmoceras og Cadoceras i den mellemste Del
og Perisphinctes, Oppelia og Virgalites i den
yngste Del. Ogsaa Belemnitter forekommer
hyppig saavel som Krebsdyr og Insekter.
Hvirveldyrene er ligeledes rigt repræsenterede. Af
Fisk kan særlig fremhæves Ganoider
(Lepidotus, Gyrodus, Aspidorhynchus) og Selachier
(Hybodus, Acrodus), medens Benfisk endnu er
sjældne. Krybdyrenes Glansperiode faldt
netop i Juratiden; i Havet fandtes Hvaløgler,
Slangeøgler, Krokodiller og Skildpadder;
Landjorden var beboet af store og smaa Kæmpeøgler
(Ceratosaurus, Brontosaurus, Allantosaurus,
Stegosaurus, Diplodocus, Compsognathus o. s.
v.), og i Luften boltrede sig Flyveøgler
(Pterodactylus, Rhamphorhynchus). I J. er endvidere
fundet Skeletter af den ældste kendte Fugl,
Øglefuglen (se Archæopteryx).
Pattedyrene var smaa og uanselige og tilhørte alle
en meget primitiv Gruppe af Pungdyr.
Inddeling og lokal Udvikling.
Meget hyppig anvendes endnu den ældre, i
Tyskland fremkomne Inddeling: af J. i 3 Etager:
1) Lias ell. nedre Jura (efter Stenarterne
ogsaa undertiden kaldt »sort Jura«), 2) Dogger
ell. mellemste Jura (»brun Jura«) og 3) Malm
ell. øvre Jura (»hvid Jura«); til Malm
medregnes dog den allerøverste Del af mellemste
Jura. I øvrigt anvendes nu overalt langt
vidtløftigere Inddelinger, der navnlig er baserede
paa Ammonitter som Ledeforsteninger, og som
er ret forsk. i de forsk. Lande. I mangfoldige
Egne ser man, at Dogger-Etagen ikke hviler
paa Lias-Etagen, men paa endnu ældre Lag.
Dette Forhold viser, at Havet ved Slutn. af
Lias-Epoken brød ind over vidtstrakte
Landomraader, og denne Transgression er maaske
den største, man overhovedet kender. —
Bornholm. I Danmark er J. kun fundet paa
Bornholm. De herværende Kullag har man i de
sidste Aar atter begyndt at bryde. Se i øvrigt
Danmark (Geologi). — I Sverige Findes
Juradannelser kun i Skaane. De danner sammen
med de der forekommende rhætiske Dannelser
(se Triasformationen) Skaanes
kulførende Aflejringer. Da der her ikke kan
trækkes nogen Grænse mellem de rhætiske
Dannelser og Juradannelserne, skal begge omtales
her i Sammenhæng. De forekommer paa 4
Omraader: 1) Höganäs Feltet mellem Höganäs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
