Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - jus dominii impetrandi - jus eminens - jus episcopale - jus eundi in partes - jus Flavianum - jus gentium
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde Panthaveren Ret til, naar han ikke blev
fyldestgjort til Forfaldstid, at lade Pantet
bortsælge (jus distrahendi) ved offenlig Auktion.
Men da han ikke selv maatte byde paa
Auktionen, kunde han, naar ingen Køber fandtes
paa denne, forlange sig Tingen tilslaaet efter
Vurdering, dog at Pantet i 2 Aar stod til
Indløsning for Pantsætteren. Efter dansk Ret har
Haandpanthaveren iflg. D. L. 5—7—2
og 3 en lgn. Ret til at forlange sig Pantet
udlagt til Ejendom efter Vurdering, men han
behøver ikke først at have forsøgt offentlig
Auktion, ligesom der heller ikke nu er noget
Forbud mod, at Kreditor selv byder paa
Auktionen.
K. B.
jus eminens (lat.: øverste Ret), den
øverste Statsmagts undertiden i Forfatningen
hjemlede Ret til, naar Staten er i Fare ell. anden
paatrængende Nødvendighed foreligger, at
gribe ind i og suspendere gældende Love samt
foretage, hvad Nødvendigheden og Landets
Velfærd paabyder.
K. B.
jus episcopale (lat.) er i den protestantiske
Kirke Udtrykket for Statsoverhovedets
overordnede Myndighed over Kirken og i kirkelige
Sager.
O. D.
jus eundi in partes (lat.), Ret til at dele
sig i Partier. Udtrykket stammer fra den
ældre tyske Rigsforfatning, hvor der tilkom
Medlemmerne af Stænderne en vis Ret til ved
Afstemninger at dele sig i Partier efter
Trosbekendelsen (Romerskkatolske og Evangeliske) og
afstemme hvert for sig, saaledes at en endelig
Beslutning først kom til Stede, naar begge
Partier havde fattet enslydende Beslutninger.
O. D.
jus Flavianum. Ved de 12 Tavlers Love
var de gl. patriciske Retsvedtægter, der af
Romerne antoges at være af guddommelig
Oprindelse og derfor bevaredes som en sakral
Hemmelighed af Præsterne (pontifices), blevne
kodificerede og offentliggjorte. Og det er
muligt, at det allerede ved de 12 Tavler ogsaa var
bragt til alm. Kundskab, paa hvilke Dage i
Aaret det efter den nedarvede
Helligdagsorden var tilladt (fas) at holde Ret (dies fasti).
Men Retskundskaben var dog ikke desto
mindre faktisk stadig Præsternes Privilegium. Det
var vedblivende kun Præsterne, som kendte de til
Afslutningen af en gyldig Retshandels
nødvendige Formularer (certa et solemnia verba) og
de strengt formbundne Klageformler (legis
actiones), der udviklede sig paa Grundlag af de
12 Tavler, og som Parterne var henviste til at
benytte for at gøre deres Krav gældende ved
Retsforfølgning. Hos Præsterne maatte derfor
vedblivende baade Parterne og Dommerne i
hver enkelt Sag søge jur. Raad og Bistand.
Og det var ogsaa Præsterne, der som de eneste
Retskyndige ved deres Retsbelæring i den flg.
Tid blev Retsudviklingens egl. Bærere.
Gennem deres interpretalio af Lovteksterne i det
enkelte foreliggende Tilfælde var det dem, der
skabte de ny Retsregler og Procesformler. En
Forandring heri indtraadte først i Beg. af 3.
Aarh. f. Kr., efter at Plebejerne definitivt
havde tilkæmpet sig samme Ret som Patricierne
til Statens Embeder og ved lex Ogulnia c. 300
f. Kr. ogsaa havde faaet Adgang til
Pontifikatet. Præsternes Privilegium var hermed
faktisk brudt og den teoretiske Retskundskab
gjort tilgængelig for videre Kredse. En af
Pontifikalkollegiet uafhængig Jurisprudens
begyndte fra nu af at udvikle sig. Allerede kort
efter lex Ogulnia synes Gn. Flavius, tidligere
Skriver hos den store Reformator Appius
Claudius Caecus, i Bogform at have
offentliggjort en af Appius Claudius forfattet Samling
af legis actiones, den saakaldte jus civile
Flavianum. For Retskundskabens Udbredelse var
det dernæst af afgørende Bet., at Tiberius
Coruncanius, den første plebejiske pontifex
maximus (254 f. Kr.) begyndte at give offentlig
Retsbelæring (publice profiteri). Senere, da j.
F. var blevet forældet som Følge af, at ny
Love havde gjort ny Legisaktioner nødvendige,
forfattede Aelias Paetus »Catus« (Konsul 194 f.
Kr.) en ny Samling actiones, den senere
saakaldte jus Aelianum. Om dette Værk
omfattede alle de paa Sextus Aelius’ Tid gældende
Klageformler ell. kun de efter j. F. opstaaede
Legisaktioner og saaledes kun fremtraadte som
et Supplement til j. F., er bl. nyere Forskere
omstridt. Omstridt er det endvidere, om jus
Aelianum er identisk med det i
Overleveringen (Pomponius) nævnte Værk af samme Forf.,
Tripertita, der betegnes som »den jur. Litt.’s
Vugge« (veluti cunabula juris), og som synes at
have indeholdt en tredelt Kommentar til lex
(de 12 Tavlers Love), interpretatio og legis
actio. (Litt.: Pauly Wissowa Kroll,
»Real-Encyclopädie der class.
Alterthumswissenschaft«, X [1917], S. 1215 ff., 1202 ff.
[Danneberg]).
C. W. W.
jus gentium (lat. »Folkenes Ret«),
betegner i rom. Retssprog det Indbegreb af ny
Retsregler, der fra Slutn. af 3. Aarh. f. Kr.
med det rom. Herredømmes Udbredelse og
den opblomstrende Handel sædvanemæssig
udviklede sig i det internationale Retssamkvem
og efterhaanden gennem Juristernes
interpretatio og de prætoriske Edikter omdannede den
gl., stive og strengt formbundne national-rom.
Stadsret (jus civile), der kun gjaldt for cives
Romani, til en friere, med Retsforholdenes
Natur nøje stemmende, for alle — Romere og
Fremmede, cives og peregrini — fælles
Verdensret. Ved gentes, der i denne Sammenhæng
intet har at gøre med gentes (Slægter) inden
for det rom. Folk, forstodes de ikke-latinske,
først og fremmest de ikke-italiske
Folkestammer, og da navnlig Befolkningen i de gr.
Stæder, med hvilke Romerne var traadt i
statsfolkeretlig Forbindelse. Ved Udtrykket j. g.
forstod Romerne opr. den Ret, der var hentet
fra disse fremmede Folkeslag. I Kejsertiden
træder denne hist. Betragtning tilbage for den
dogmatiske Opfattelse af j. g. som en for alle
Folk gældende Ret. Allerede fra Republikkens
seneste Tid forekommer j. g. dog ogsaa i visse
særlige Bet. Hos Sallust, Tacitus og Gajus bet.
j. g. saaledes de i Folkeretten (Gesandtskabs-,
Krigs- og Bytteretten) hjemlede Retsregler.
Undertiden er j. g. ensbetydende med jus
naturale og betegner den Ret, som Romerne
mente var gældende hos alle Folk. Slaveri og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
