Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Järta, Hans - Jærtegn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og blev en meget benyttet Sagfører, der ikke
økonomisk savnede det Embede, han var
bleven berøvet. Med overlegen Dygtighed og
overvejende med Held optraadte han som forfulgte
Oppositionsmænds juridiske Hjælper, og da
Enevælden først og fremmest som Følge af
dens vanvittige Udenrigspolitik truedes af Fald,
betragtedes han som en af den vordende
Revolutions selvskrevne Ledere. Med sin store
personlige Autoritet afværgede han dog i Vinteren
1808—09 fl. Revolutionsplaner, som han fandt
utilstrækkelig forberedte, og ved det endelige
Statskup 13. Marts 1809 var han en uvirksom
Tilskuer. I Ordningen af de ny Forhold tog
han derimod den virksomste Del. Han blev
vel aldrig mere Medlem af Rigsdagen, men som
Konstitutionsudvalgets Sekretær paa den
grundlovgivende Rigsdag affattede han, naturligvis
under Samarbejde med Udvalgets Medlemmer,
paa den forbavsende korte Tid af 14 Dage et
Forslag til en Regeringsform, som holdt
Middelvejen mellem Frihedstidens og Enevældens
Yderligheder. Forslaget var blevet udarbejdet
med det af A. Håkansson stillede som
Forbillede, men virkeliggjorde i langt større
Udstrækning J.’s Krav paa virkelige Garantier for
Stændernes og Statsraadets Indflydelse og stod
i formel Henseende langt højere. Umiddelbart
efter dets Vedtagelse udnævntes J. (Juni 1809)
til Statssekretær for Handelen og Finanserne.
Et af hans vigtigste Skridt paa denne Post var
Tilvejebringelsen af hemmelige
Handelsforbindelser med England, hvorved de værste
Ulemper af det Sverige paatvungne
Kontinentalsystem afvendtes. Mindre heldig var J.’s
Modvillie mod det 1809 foreslaaede System af
funderede Statslaan, hvorved Bankens senere
indtrufne Ruin mulig kunde være forhindret. Men
allerede nu fremtraadte den sygelige
Ømtaalighed, der var en Følge af J.’s stærke Selvfølelse,
og allerede 1811 nedlagde han p. Gr. a. en
Uenighed inden for Regeringen sit Embede. I
Slutn. af 1812 udnævntes han til Amtmand i
Falun. Han vedligeholdt imidlertid sine
Forbindelser med de Styrende. Regeringens russ.
Politik og dennes Maal, Foreningen med
Norge, vandt hans Bifald. Derimod antog han,
desværre med fuld Føje, at den endelig
vedtagne Form for Unionen let vilde føre til
Rivninger og, ikke mindst ved de store Uligheder
i de to Rigers Forfatninger, næppe nok være
holdbar i Længden. (Hans Opfattelse af
Unionen har man nu klart udtalt i »H. J.’s og G. F.
Wirséns brefväxling 1814«, udg. af O. Alin
[1897]). I Slutn. af 1815 formaaedes J. for en
kort Tid til atter at blive Statssekretær, men
genindtog faa Maaneder efter sit
Amtmandsembede paa Grund af Meningsforskel med
Kronprinsen, som under den herskende
Pengekrise vilde styre Vekselkursen ved kunstige Midler.
Sit Len styrede J. paa patriarkalsk Vis, lydhør for
Almuens Ønsker og yderst selvstændig over for
Regering og Rigsdag. Han optraadte som en
selvgjort Vogter over den Grundlov, til hvis
Fremkomst han i saa høj Grad havde
medvirket, og gjorde ofte Regeringen docerende
Forestillinger vedrørende dens Anvendelse og
Rigets Styrelse i det hele. Han var indtil
Yderlighed øm om sit Embedes Værdighed og
taalte ingen Kritik. Stænder og Presse
behandlede han med en bureaukratisk Overlegenhed
og forlangte ofte Regeringens Indskriden med
Sagsanlæg, naar han formente sin Ære
krænket. Mod den fremtrædende Liberalisme, som
i Regeringsformen af 1809 ikke saa den
konstitutionelle Udviklings Endemaal, vendte han sig
med stor Heftighed. Da Regeringen i nogle
Sager ikke imødekom hans ret vidtgaaende
Ønsker, tog han 1822 sin Afsked som Amtmand.
Han begyndte at udgive Tidsskr.
»Odalmannen«. Her maner J. den gamle Skoles Mænd,
til hvilke han selv hørte, til sammen med
»Fosforister og Göter« at gribe til Vaaben mod den
fælles Fjende, den politiske Liberalisme. Selv
bekæmper han denne med bidende Sarkasmer
i talrige Artikler, som røber dybe politiske og
hist. Studier. Læren om Samfundspagten
kritiserede han med en saadan Skarphed, at Kong
Karl Johan i ham frygtede en
Legitimitetsgrundsætningernes Forkæmper. Mangel paa
Medarbejdere i Forening med den stærke
Uvillie, som Tidsskr.’s reaktionære Tendens havde
vakt, nødte J. til at standse Udgivelsen med
andet Hefte. Han flyttede et Par Aar derefter
(1825) til Upsala, hvor hans fængslende og
overlegne Personlighed skaffede ham den
største Indflydelse. Ikke blottet for den Stuelærdes
Bitterhed og Ensidighed, fortsatte han
vedblivende i Pressen Kampen mod den ny Tid, som
han, til Dels paa Grund af Decenniers
Fraværelse fra det virksomme politiske Liv, ikke
kunde forstaa. 1823 havde Stænderne bevilget
ham en Pension. Gentagne Tilbud om at
genindtræde i Statsraadet ell. modtage høje
admin. Embeder afslog han. 1837 modtog han
dog det for en Historiker som J. fristende
Embede som Chef for Rigsarkivet, hvilket han
forestod til 1844. Under hans Tilsyn samledes
og ordnedes for Arkivet talrige Dokumenter af
yderste Vigtighed, som havde løbet Fare for
at ødelægges. Af J.’s Skr, af hvilke H. Forssell
har udgivet et Udvalg, maa nævnes foruden de
ovenfor omtalte: »Svenska lagfarenhetens
utbildning från Gustaf I’s tiltrade till regeringen
intill slutet af sjuttonde århundradet« (1838),
»Svenska kyrkans yttre skick efter
reformationen« (1841) (begge trykte i »Vitt. Akad. Handl.«.
14. og 16. Del) samt hans Levnedsbeskrivelse
af G. Cronhielm (1850). Hans Stil udmærker
sig ved sjælden Skarphed, Klarhed og Kraft,
og af Leopold betegnedes J. som »Ordfører i
den sv. Prosa«. Siden 1819 var J. Medlem af
det sv. Akademi. 1899 paabegyndte »Sv. Lit.
Sällskapet« i Upsala Udgivelsen af »H. J.’s
literära brefväxling«. (Litt.: H. Forssell’s
»Lefnadsteekning öfver H. J.« i »Valda skrifter
af H. J.« [Stockholm 1882—83]; L. de Geer,
»H. J., en minnesteckning« [Stockholm 1894]).
(P. Ø.). A. M. D.
Jærtegn, en ualmindelig Tildragelse, der
opfattes som Varsel, som Tegn fra Guderne om
forestaaende Begivenheder. Hvad J. varsler om,
vil i Alm. ikke umiddelbart kunne skønnes;
Tegnet er symbolsk og maa derfor ved alle vigtigere
Lejligheder udtydes af en i slige Sager
forfaren Mand, en Jærtegnsudlægger, Augur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
