Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jøder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kraft, ligesom han ogsaa oprettede et særligt
Jødekvarter i Konstantinopel og søgte at
formene dem Udøvelse af deres Religion og deres
gl. Studier. Kirkemøderne gik nærmest ud paa
at hindre J.’s Indflydelse paa de Kristne ved at
forbyde blandede Ægteskaber, selskabeligt
Samkvem og J.’s Ret til at have kristne Slaver;
men det bedste Bevis paa, at Stemningen hos
de kristne Folk ikke var saa bitter imod J.,
som disse Beslutninger lader formode, var, at
de maatte gentages saa tit. Saa længe de ny
Folkeslag i de vestlige Lande var Arianere,
behandledes J. taalelig; men da Vestgoterne i
Spanien 590 gik over til den kat. Lære,
begyndte straks Forfølgelsen. Kong Sisebuth
tvang en Snes Aar senere efter Sigende 100000
J. til at lade sig døbe, da de ellers skulde
forlade Landet; og da de Tvangsdøbte alligevel
holdt fast ved deres gl. Lære og Skikke,
hjemsøgtes de med strenge Straffe. Til sidst blev
J. ligefrem gjorte til Slaver, man tog Børnene
fra Forældrene o. l.
Intet Under, at J. ophidsedes imod deres
Fjender, og at de hilsede Araberne som
Befriere, ja ligefrem understøttede dem efter
Evne til at indtage Spanien 711, ligesom de i
sin Tid (536) havde kæmpet tappert paa
Østgoternes Side imod Belisarius, Justinian’s
Feltherre, da han angreb Neapel, og fl. Gange
havde hjulpet Perserne imod de byzantinske
Kejsere, særlig til at løsrive deres gl.
Fædreland, hvor de for en Tid (614—28) opnaaede en
vis Uafhængighed. I det hele var J.’s Kaar langt
hedre i Østerland end bl. de kristne Folkeslag.
Baade under Parther og Perser samt under
de arabiske Kalifer indtil 1037 havde J. i
Babylon et eget Overhoved (»Eksilfyrsten«), der
indtog en meget selvstændig Stilling. Enkelte
pers. Konger forfulgte dem vistnok, deriblandt
den sidste, Jezdegird, men de hævnede sig
ogsaa, ligesom senere i Spanien, ved at hjælpe
Araberne til at omstyrte hans Rige (640). I
Arabien havde J. efterhaanden vundet stor
Udbredelse (de fik stærk Tilvækst efter Jerusalems
Fald), og i den sydlige Del dannedes der endog
et eget jødisk Rige, der holdt sig fra 3. Aarh.
indtil 530. Der kan ogsaa spores stærk jødisk
Paavirkning i Muhammed’s Lære; men for en
stor Del blev J. i Arabien nødte til at gaa over
til denne og smeltede efterhaanden aldeles
sammen med deres Stammefrænder. En lgn.
Indflydelse har de øvet i Abessinien, hvor der i
lange Tider var egne jødiske Fyrster, og hvor
den kristne Kirke endnu i sine Skikke bevarer
mange jødiske Spor (især Omskærelsen). Her
lever jo ogsaa 200000 Falascha’er, rimeligvis af
abessinsk Byrd, men med jødisk Lære.
Ved Floden Kongo — og ligeledes i Indien —
findes »sorte J.«, fremkomne ved Samgifte
mellem indvandrede J. og opr. Indb.; ved Bombay
lever desuden en egen lille jødisk Stamme,
Beni Israel, som skal være kommet til Landet
for mange Hundrede Aar siden, rimeligvis fra
Arabien, og som baade taler Hindustansk og i
mange Skikke ligner Hinduerne. Selv til Kina
skal J. være komne i en fjern Fortid; men her
er de næsten gaaet op i det omboende Folk.
Ingensteds naaede J. dog en saa høj Grad af
timeligt Velvære og aandelig Udvikling som i
Spanien, efter at det var indtaget af
Araberne. Allerede i 8. og senere i 11. Aarh.
indvandrede mange J. Øster fra, især fra Babylon,
og de nød her store Friheder, havde høje
Embeder, drev ikke alene Handel, men ogsaa
Landbrug og deltog i alle industrielle
Arbejder. Ogsaa hengav de sig med Iver til
videnskabelige Sysler og blev for anden Gang
Mellemled mellem Østerland og Europa; thi det
var J., som oversatte de arabiske Oversættelser
af gl. gr. Skr paa Hebraisk og i en senere Tid
paa Latin. Særlig i Lægekunsten blev de hele
Europas Læremestere, idet de overførte
Kunsten til Sydfrankrig og Syditalien (Højskolerne
i Montpellier og Salerno) og desuden øvede den
som Livlæger hos mange kristne Fyrster, ja
selv hos fl. Paver. Ligeledes udmærkede de
sig som Astronomer, og de berømte Tabeller,
som Alfons X lod udarbejde, skyldtes J. Den
Tolerance, som over for dem raadede i den
mauriske Del af Landet, gjorde sig ogsaa
gældende i den kristne, saa at ikke alene Kalifer,
men tillige fl. sp. Konger havde J. til
Skatmestere, selv Ferdinand den Katolske
(Abrabanel). Baade i Kastilien og Aragonien fandtes
store og blomstrende Menigheder, til Dels i
særlige Kvarterer af Byerne (saakaldte
juderia). Kun udfoldedes megen Iver for at
omvende J. til Kristendommen, og et yndet
Middel var religiøse Disputatser, ved hvilke særlig
døbte J. optraadte som Kristendommens
Forsvarere, stundom med mærkeligt Held til at
omvende deres tidligere Trosfæller. Fra Slutn.
af 13. Aarh. forværredes dog Forholdene, og
den religiøse Fanatisme, som var udviklet
under de langvarige Krige mod Maurerne, gav
sig Udbrud imod J. 1320 gik en Storm hen over
J. i Nordspanien, da de saakaldte »Hyrder«’s
Korstog fra Sydfrankrig strakte sig hinsides
Pyrenæerne, og mange Tusinder J. faldt som
Ofre. 50 Aar senere sattes i Kastilien de
kanoniske Love med mange Haande Udelukkelser
af J. i Kraft; men værst var dog den store
Forfølgelse, som udbrød 1391 i Sevilla og
hurtig bredte sig over hele Landet, med
omfattende Udplyndringer og Blodbad. 50000 J. siges
at være blevne dræbte, og 100000 gik af Frygt
over til Kristendommen. Dog nu vendte
Uviljen sig især mod disse »Nykristne« (Marannos),
der mistænktes for at have taget Daaben alene
paa Skrømt, medens de i deres Hjerter endnu
hyldede Jødedommen. Dette var vel ogsaa i
Reglen Tilfældet og førte de frygteligste
Lidelser over dem, især efter at Inkvisitionen 1480
var bleven indført for at vaage over deres
Rettroenhed. Mange Tusinder faldt som Ofre paa
Kætterbaalene.
Til Dels for at værne de Nykristne mod
Forførelse og Frafald bestemte Ferdinand den
Katolske sig 1492, straks efter at have indtaget
Granada og dermed tilintetgjort Maurernes Magt,
til at uddrive alle J. af Landet, saafremt de ikke
vilde lade sig døbe. 31. Marts udstedtes Paabudet,
og der gaves kun 4 Maaneders Frist. Den egl.
Udvandringsdag var 2. Aug. (Dagen før
Columbus gav sig ud paa sin første Opdagelsesrejse
til Amerika), og efter jødisk Tidsregning var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
