Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jøder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det Aarsdagen (9. Ab) baade for Tempelets
Ødelæggelse (70) og Bar Kochba’s Nederlag
(135), ja selve Jerusalems Indtagelse af
Nebukadnezar faldt i samme Maaned. Det er ogsaa
værd at lægge Mærke til, at medens enkelte J.
medvirkede til at fremme — ell. selv tog Del
i — Columbus’ Opdagelsestogt, som ledede til
saa stor Magt og Landudvidelse for Spanien,
fattede det sp. Kongepar Planen om at udjage
alle J. af Landet. Havde Spanien beholdt sine
J. og ladet dem i Fred, vilde det næppe være
gaaet, som det senere gik, at de store
Rigdomme, som Amerika tilførte Spanien, kun flød
som en Strøm gennem Landet uden at blive
til varig Gavn for dets Udvikling. Med eet Slag
tilintetgjordes derimod nu, hvad der var
vundet i 7—800 Aar. Mange J. lod sig døbe for at
redde deres Velfærd og deres Hjemstavn, men
200—300000 — tidligere opgaves langt større
Tal, 600—800000, hvad utvivlsomt er meget
overdrevent — holdt fast ved deres Tro og
drog bort med Tabet af næsten alt deres Gods,
thi Udvisningen var tillige væsentlig en
Udplyndring. De drog især til Tyrkiet og
Nordafrika, men ogsaa til Italien og Sydfrankrig,
hvor de blev taalte som foregivne »Nykristne«.
Udvisningen udstraktes 1498 til Navarra. Men
endnu fortsattes i 2—300 Aar Inkvisitionens
Forfølgelser imod de Nykristne, hvoraf mange
i fl. Slægtled blev deres Fædres Lære tro
uagtet den aarvaagne Mistænksomhed, som omgav
dem, og den grusomme Strenghed, der truede
dem; selv Præster og Munke er blevne brændte
som hemmelige J. (Et jødisk Sagn fortæller om
en Mand, der ved sin Dødsseng havde en Læge,
en Notar og en Præst til Stede; i sin
Dødsstund begyndte han at fremsige den jødiske
Dødsbøn, som fortsattes af de to førstnævnte
og sluttedes af Præsten). Under den
nederlandske Frihedskamp flyttede (siden 1590)
mange til Amsterdam, hvor de senere
aabenlyst gik tilbage til Jødedommen. Andre søgte
Frihed i de sp. Kolonier i Amerika, hvor de
haabede bedre at kunne undgaa Opdagelse, men
ogsaa herhen fulgte Inkvisitionen dem. Først
1773 ophævedes i Spanien al Forskel mellem
ægte Katolikker og Ætlingene af de Nykristne,
og i Tidernes Løb gik disse helt op i det sp.
Folk; særlig i de højere Samfundsklasser er
optaget meget opr. jødisk Blod. Hvor nøje J.
var knyttede til Spanien, ses bedst af, at de,
som flygtede til Nederlandene, endnu i 18.
Aarh. til. Dels brugte deres tidligere
Fædrelands Sprog, ligesom J. i Østerland, bl. a. i
Konstantinopel og Saloniki, endnu den Dag i
Dag taler et gammelspansk Tungemaal.
Portugal, hvor J. i den senere
Middelalder saa temmelig delte Kaar med de sp.,
modtog 1391 en stor Mængde jødiske
Flygtninge fra Spanien, og 1492 drog ligeledes 80000 J.
derhen og tilkøbte sig i dyre Domme 8
Maaneders Ophold, indtil de kunde faa Skibe og
komme bort. Med stor Ubarmhjertighed nødte man
dem til at drage videre, idet de ellers blev
solgte som Slaver, og 1497 blev desuden de
tidligere bosatte J. forviste ell. tvangsdøbte,
medens skaanselsløst Børnene reves fra
Forældrene og indlemmedes til Dels i Landets
fornemste Slægter for at omvendes til
Kristendommen. Selvfølgelig rasede Inkvisitionen her,
ligesom i Spanien, imod de Nykristne lige
indtil 1766; disses Ligestilling med det øvrige Folk
fastsattes 2 Aar senere.
Det Slag, der ramte J. paa den pyrenæiske
Halvø i Slutn. af 15. Aarh., havde længe
forinden ramt dem baade i Frankrig og England.
I Frankrig var J. talrige allerede i 5.
Aarh., især i den sydøstlige Del, og i den flg.
Tid gjorde tvende merovingiske Konger
(Childerik I og Dagobert I) kraftige Forsøg paa at
omvende dem ved Tvangsdaab, medens
Gejstligheden søgte at udelukke dem fra Samkvem
med de Kristne. De karolingiske Konger
beskyttede derimod J., især Karl den Store, der
brugte en J. som Sendemand til Harun al
Raschid, og Ludvig den Fromme, under hvem en
Hofkapellan Bodo endog gik over til
Jødedommen. Det var især i de store sydfranske
Handelssteder, at J. var bosatte og vandt Rigdom
(drev baade Haandværk og Landbrug),
hvorhos de havde blomstrende Talmud-Skoler.
Under det capetingiske Kongehus blev J.’s Stilling
slettere, og fanatiske Biskopper fremkaldte
gentagne, men rent stedlige Forfølgelser. Men da
det første Korstog forestod, udbrød 1096 en
alm. Forfølgelse, der kostede mangfoldige J.
(der siges 100000) Livet og drev mange andre
til Daaben. Endnu værre blev det dog, da Filip
August 1180 først aftvang dem en stor Sum i
Løsepenge, derefter udslettede de Kristnes Gæld
til J. (en Femtedel af den beholdt han dog for
sig selv) og til sidst (1182) jog dem ud af sit
Rige ɔ: den Fjerdedel af Landet, der stod
umiddelbart under Kronen, samt fratog dem
alle faste Ejendomme. Vistnok aabnedes der
dem 1198 igen Adgang til Riget, men de næste
200 Aar var for dem kun en Rk. af
Mishandlinger. De store Lensmænd fulgte villig det givne
Eksempel og plyndrede deres J. efter frit
Tykke; enkelte Landskaber udjog dem helt;
1243 opbrændtes i Paris Talmud o. a. jødiske
Bøger i Massevis; 1306 paabød Filip den Smukke
en ny omfattende Udvisning og Udplyndring„
og skønt de 1315 kaldtes tilbage »efter Folkets
alm. Forlangende«, blev deres Kaar ikke bedre.
1320 medførte »Hyrderne«’s Korstog grusomme
Forfølgelser, og disse gentoges n. A., da det
viste sig, at J. ved deres maadeholdne Levevis
og kloge Sundhedsregler undgik en Farsot af
Spedalskhed. Endelig udjoges J. for 3. Gang
1394, og dette Paabud udstraktes 100 Aar senere
til de Landskaber, der i Mellemtiden var komne
ind under Kronen (Bretagne 1491 og Provence
1498). Hvad der gør Forfølgelserne i Frankrig
saa modbydelige, er, at de som Regel kun
skyldtes Kongernes og Stormændenes Havesyge
og ikke engang havde religiøs Fanatisme som
Undskyldning. Desuden tvang de gentagne
Udplyndringer og de stadige Udpresninger J. netop
til at blive Aagerkarle for at skaffe sig Midler
til at tilfredsstille deres Herrer, medens
Folkemassens Uvilje derved fik Næring. Hvor liden
Interesse der næredes for at fremme deres
Omvendelse, fremgaar klart af en Bestemmelse
fra 1255, hvorefter den J., som lod sig døbe,
mistede alt sit Gods, for at hans Herre kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
