Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kaalund - Kaalund, Hans Vilhelm - Kaalund, Peter Erasmus Kristian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hans Søn, Oberst og Chef for Dronningens
Livregiment, Kammerjunker Jacob Carl K.
(1758—1831), var Fader til Premierløjtnant,
Undertoldbetjent i Kjøbenhavn Marinus
Nicolai K. (1790—1832), hvis Sønner var
Premierløjtnant Carl Henrik K. (1815—99),
med hvem det adelige Vaaben lagdes i Graven,
og Digteren Hans Vilhelm K. (s. d.).
Stamfaderens fjerdeældste Søn, Mag. Jens K.
(d. 1721), var Fader til Mag. Hans Vilhelm
K. (1708—67), der efter at være fradømt sit
Præsteembede p. Gr. a. Letfærdighed levede i
Kjøbenhavn som en meget produktiv, men
nærmest ilde anset Lejlighedsdigter. Slægten har
talt en lang Række Præster. (Litt.: P. B.
Grandjean, »Kaalundiana, Dansk Adel og
Borgerstand« I [1916]).
P. B. G.
Kaalund, Hans Vilhelm, dansk Digter,
f. i Kbhvn 23. Juni 1818, d. smst. 27. Apr. 1885.
K. hørte til en milit. Adelsslægt. Det havde, da
Faderen var død, opr. været Bestemmelsen, at
han efter
Konfirmationen
skulde
anbringes hos
en Slægtning
i dansk
Vestindien, men
et
Bekendtskab med
Billedhugger
Freund førte
til, at K., som
i Alm. følte
sig dragen af
Kunsten i dens
forsk. Former,
gav sig til at
arbejde ivrig,
i Freund’s
Atelier, uden
dog derfor at
opgive det Friluftsliv »paa Grænsen mellem Stad
og Land«, som han allerede gennem Faderen
tidlig var kommen ind i, og som har præget
hele hans Digtning. Da det ikke gik med at
være Billedhugger, søgte han paa
Kunstakademiet at uddanne sig til Maler, men ligeledes
uden Held. Ikke ringe Opsigt vakte derimod
hans Digt ved Thorvaldsen’s Hjemkomst 1838,
og han kastede sig nu, stærkt paavirket af
Oehlenschläger, over Digtningen med saa megen
Lidenskab, at hans Nervesystem i længere Tid
var aldeles ødelagt. Efter at være helbredet
søgte han i fl. Aar stadig ud til Egnen om
Furesø og Farum, og herfra har han hentet
Motiverne til mange af sine skønneste
Ungdomsdigte (»Konen ved Ledet i Frederiksdal«,
»Til Familien i Præstegaarden«, »Friskt Vejr«,
»I Efteraaret« o. m. a.), Digte, i hvilke hans
mest fremtrædende Ejendommeligheder — det
friske, aabne Syn paa Naturen, særlig
Kærligheden til Efteraaret med den rige Farvepragt,
hans Blik for Dyrelivet og hans sunde,
frejdige Livsanskuelse — allerede er fuldt
udviklede i stærk Modsætning til den direkte
Efterligning af Oehlenschläger, som han tidligere
havde hengivet sig til i sit nordiske Epos »Kong
Halfdan den Stærke« (1840), og den for ham
lidet naturlige Allegoriseren, der havde
frembragt »Valkyrien Gøndul« (1842). — »Fabler og
blandede Digte« udkom 1844, og s. A. udgav
han »Fabler for Børn«, skrevne til Lundbye’s.
geniale Tegninger. Intet af disse Bind vandt
den Anerkendelse, de i saa høj Grad fortjente,
og da K. indsaa, at han ikke kunde leve som
Digter, søgte han, urolig, som han var, at
skabe sig en Eksistens ad de forskelligste Veje:
under Krigen 1848 var han Intendant og
Ambulanceforvalter, senere Huslærer og Bestyrer
af et Teglværk ved Nivaa, en kort Tid Tæller
ved Mønten og derpaa Telegrafist i Haderslev.
Omsider kom han dog til Bo, da han 1860 blev
Overlærer ved det dengang nyoprettede
Cellefængsel ved Vridsløselille; han ægtede nu sin
Forlovede, til hvem det dejlige Digt »Til hende«
er henvendt. Sin Gerning ved Fængselet
omfattede han med den varmeste Interesse,
trættedes aldrig og bevarede sin sjældne Friskhed
usvækket. 1858 havde han udgivet
Digtsamlingen »Et Foraar«, der i det væsentlige bestaar
af »Fabler og blandede Digte« forøget med
enkelte ny Digte, hvoriblandt »Den firbenede
Proletar«, »Den brudte Straale« o. a., og den
Anerkendelse, han hidtil havde savnet, blev
ham nu i rigt Maal til Del, idet »Et Foraar«
har opnaaet Oplag paa Oplag (6. Opl. 1886) og
kendes af enhver i Danmark, der overhovedet
har Sans for Poesi. 1863 foretog han for det
Anker’ske Legat en længere Udenlandsrejse,
hvis direkte digteriske Udbytte er det prægtige
Digt »Rejsetummel«. 1875 udgav han det
romantiske Drama »Fulvia«, som 1881 opførtes
paa det kgl. Teater og gjorde megen Lykke.
1877 udsendte han sin anden Digtsamling, »En
Eftervaar«, der er præget af de samme
fremtrædende Ejendommeligheder som »Et Foraar«,
men maaske er endnu betydeligere; Friskheden,
den aandelige Sundhed er her, den samme som
tidligere, men Modenheden, Autoriteten, er
større, og Digte som »Stæren«, »Et Fugleskjul«,
»I en Solskinskrog«, »Kaalormen«, »Da de rev
Voldene ned« o. m. fl. er Perler af dansk
Digtning, lige udmærkede ved de dybe Tanker, der
rummes i dem, og ved den knappe, mesterlige
Form. — K. har aldrig tilhørt ell. villet tilhøre
noget Parti, hverken litterært ell. politisk, men
i den litterære Fejde, hvor den ene Retnings
Førere var Drachmann og Schandorph, tog han
afgjort Stilling imod »Realismen«, og mødte med
fl. digteriske Indlæg i Striden, bl. a. med det
særskilt udgivne »Idealitet og Realitet« (1879).
1881 søgte han Afsked fra Vridsløselille og
flyttede til Valby. Hans »Efterladte Digte« udgav
O. Borchsenius (1885). En Udgave af hans
»Samlede Digte« udkom 1898. (Litt.:
Borchsenius, »H. V. K.« [Kbhvn 1918]; Z.
Nielsen, »H. V. K.« [Kbhvn 1886]; Nic. Bøgh,
»H. V. K.« [1906]).
(S. Bz.). J. Cl.
 |
| H. V Kaalund. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
