Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kancelli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kirke- og Skolevæsenet, samt
Indenrigsministeriet, hvortil bl. a. overgik Kommunalsager,
Fattigsager og det under K. hørende
Næringsvæsen (Haandværkersagerne).
III. I Norge udviklede et K. sig i Løbet af
13. Aarh., men som omtalt under Kansler
mistede det her allerede sin Bet. i Unionstiden.
Dets Sammensætning var, saa længe det bestod,
en lgn. som i Danmark. Derimod indtager det en
Særstilling blandt K. ved den udstrakte Brug,
det i sine Udfærdigelser gjorde af
Modersmaalet, hvad der sikkert hænger sammen med
den høje Udvikling, det Oldnorske Sprog tidlig
fik som Litteratursprog.
IV. Om det middelalderlige K. i Sverige
vides kun lidt, og endnu i 16. Aarh., da det
træder tydeligt frem, var det i overvejende
Grad et blot Ekspeditionskontor og betød kun
lidt for Forvaltningen. Dog er det bekendt, at
visse Sekretærer i K. under Erik XIV øvede
stor politisk Indflydelse. Det sv. K.’s nyere
Historie begynder med Axel Oxenstierna’s
Kanslertid (1612—54). Under ham udkom en Rk.
Kancelliordninger, bl. hvilke navnlig maa
fremhæves den af 1626, af hvilke nogle
Hovedpunkter gentoges i Regeringsformen 1634. Ved disse
Bestemmelser fik K. en kollegial Organisation
under Ledelse af Kansleren, efter 1780 en
Kancellipræsident, og der blev givet nærmere
Regler om Forretningsgangen og
Forretningsomraadet. Det sidste afgrænsedes navnlig overfor de
andre omtr. samtidigt oprettede
Regeringskollegier og kom foruden de udenrigske Sager til
at omfatte en Del indenrigske af temmelig
heterogen Natur samt Forberedelsen af Revisionen,
d. v. s. den Prøvelse af Hofretternes Domme,
som efter Ansøgning kunde finde Sted ved
Kongen og Raadet, og hvoraf i en langt senere Tid
(1789) den nuv. sv. Højesteret (Högsta
Domstolen) udviklede sig. Meningen med at
henlægge disse Sager under K. var, at dette skulde
have den virkelige Forvaltning af dem, paa
samme Maade, som de andre Kollegier havde
af deres Sager, men ved Siden heraf bevaredes,
skønt det maaske ikke var Meningen, faktisk
den Ordning, at Sager fra alle Kollegier, som
disse ikke selv kunde afgøre, men som skulde
foredrages Kongen, passerede K., der forberedte
Foredraget og besørgede Ekspeditionen. K.’s
Funktion blev saaledes en dobbelt, dels en
forvaltende paa et begrænset Omraade, dels en
alm. foredragende og ekspederende. Ved
Udøvelsen af den første Funktion virkede K. som
Kollegium, men denne Ordning lod sig dog
allerede tidligt ikke fuldt gennemføre m. H. t. de
udenrigske Sager, og efter at disse 1773 var
henlagte under Kancellipræsidenten alene, og
Antallet af Sager, som behandledes i K., i
øvrigt noget formindsket, blev den kollegiale
Behandling 1801 helt ophævet. Den foredragende
og ekspederende Funktion besørgedes derimod
ikke af K. som Kollegium, men af enkelte af dets
Medlemmer, navnlig af de 1634 indførte
Statssekretærer. Under deres Ledelse dannedes der
efterhaanden et Antal saakaldte Ekspeditioner,
bl. hvilke Sagerne fordeltes efter Fag. Under
Karl XII var der en kort Tid 6 Ekspeditioner
og ligeledes under en Del af Gustav III’s
Regering, men ellers var Antallet i 18. Aarh. 4,
henh. for de udenrigske Anliggender,
Krigsvæsenet, Civilvæsenet samt Revisionen, hvilken
sidste Ekspedition dog ikke lededes af nogen
Statssekretær, men bestod af et Antal
Revisionssekretærer (senere kaldt Nedre
Justitierevisionen), hvilke siden 1719 stod under
Tilsyn af en Justitiekansler (s. d.).
Statssekretærernes Stilling som foredragende
betød i og for sig ikke, at de blev Kongens
Raadgivere. Retten til at raade Kongen tilkom
Rigsraadet, af hvilket vel Kancellipræsidenten,
men ikke Statssekretærerne var Medlemmer,
men i de Perioder af 17. og 18. Aarh., hvor
Forfatningsudviklingen tenderede mod
Enevælde, og hvor Raadet derfor traadte i
Baggrunden, idet Sagerne ofte foredroges for Kongen
uden for dette, maatte Sekretærembederne
naturlig nærme sig til Ministerstillinger. Først
efter Rigsraadets Ophævelse 1789 blev Vejen dog
fri for en videre Udvikling i denne Retning, og
det var ogsaa først siden Slutn. af 18. Aarh., at
den anden Forudsætning herfor efterhaanden
skabtes, nemlig Overdragelsen til
Statssekretærerne af et Overtilsyn med de
Forvaltningsgrene, hvis Sager de ekspederede, saavel som
med de Kollegier og Styrelser, hvorigennem
den egl. Forvaltning foregik. Først derved
kunde Ekspeditionerne blive til virkelige
Ministerier ell., efter sv. Sprogbrug, Departementer.
Et vigtigt Skridt videre i denne Retning skete
ved Regeringsformen af 1809, som gav
Statssekretærerne, hvis Antal forøgedes, Sæde og
Stemme i det nu oprettede Statsraad, men dog
kun for de Sager, der hørte under deres eget
Omraade, og den fulde Konsekvens af
Udviklingen droges endelig 1840, da Ekspeditionerne
blev til Departementer og Statssekretærerne til
Statsraader. Som Levning fra Fortiden bestaar
dog endnu den for Sverige i Modsætning til
Danmark ejendommelige Ordning, at der m. H.
t. næsten alle Forvaltningsgrene under
Departementerne findes Centralorganer uden direkte
Referat til Kongen, dels enkelte af de gl.
Kollegier (Kammarkollegium, Kommerskollegium),
dels en Rk. senere oprettede Styrelser. Noget
saadant kendes vel ogsaa i Danmark, men her
er Ministerierne dog i langt større Omfang
umiddelbart forvaltende. Som det vil ses,
medførte Udviklingen til sidst en Sprængning af
det sv. K.. der opløstes i en Rk. Departementer.
1809—33 bestod vel endnu en for hele K.
fælles saakaldt Kancellistyrelse, og i
Nutiden bruges fremdeles Udtrykket »Kunglig
Majestäts Kansli« som Fællesbetegnelse for
samtlige Departementer (f. T. 9) samt
Justitiekanslerembedet og Nedre Justitierevisionen,
men K. er ikke længere nogen organisatorisk
Enhed. Kancellipræsidentens Embede forsvandt
1809, og i Stedet oprettedes to nye Embeder
som Justitiestatsminister og
Utrikesstatsminister. Den første var derefter indtil K.’s
fuldstændige Opløsning dettes højeste Embedsmand.
Han er nu Chef for Justitiedepartementet,
Utrikesstatsministeren for Utrikesdepartementet,
under hvilke Departementer en væsentlig Del
af den Forvaltning, som i ældre Tid besørgedes
gennem Kancellikollegiet, nu er henlagt. Om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
