Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kansas-City - Kansas River - Kansas-Sten - Kansk - Kansler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Korn og Mel samt Agerbrugsmaskiner er
ligeledes uhyre stor. Den stærke Dampskibsfart
paa Floderne og talrige Banelinier knytter en
stor Del af Vestens Handel til dette Punkt.
G. Ht.
Kansas River [’känsəs-’rivə], Flod i U. S. A.,
opstaar ved Foreningen af den 660 km lange
Republican River med den næsten lige
saa lange Smoky Hill River ved Junction
City, løber derfra 210 km mod Ø. og falder i
højre Bred af Missouri ved Kansas City. Floden
eir sejlbar og dens Dal bred og delvis
skovbevokset.
G. Ht.
Kansas-Sten [’känsəs-], Hvæssesten af
Kalcedon, bruges nu alm. af Træarbejderne.
F. W.
Kansk, By i Sibirien, Guv. Jenissejsk, 230
km Ø. f. Krasnojarsk ved Jenissejs Biflod Kan.
8000 Indb., mest Russere, Saltværker,
Pelsværkshandel.
M. V.
Kansler. Til Grund for Ordet ligger et lat.
cancellarius, der i den senere rom. Kejsertid
betegnede en underordnet Betjent, som stod
opstillet foran den Skranke (cancelli), der i
Embedslokalerne adskilte Embedsmandens
Plads fra Publikum, og havde det Hverv at
modtage dettes skriftlige Henvendelser og i
det hele formidle dets Samkvem med
Embedsmanden. I Merovingertiden brugtes
cancellarius dernæst, foruden undertiden om
Retsskrivere, i Alm. om underordnede Embedsmænd i
Kongens Kancelli, for hvilke man dog ogsaa
havde andre Benævnelser, og herfra gik det
under Karolingerne over til at betegne
Kancelliets Chef og anvendtes senere fortrinsvis i
denne Bet. Paa tysk Grund blev cancellarius
til Kanzler, hvorfra dansk K. er laant, medens
det i Fransk og Engelsk udviklede sig til henh.
chancelier og chancellor.
I. I Merovingertiden havde de frankiske
Kongers Kancelli, der var en Efterligning
af de rom. Kejseres, ikke haft nogen egl.
Forstander, idet fl. sideordnede Referendarer
refererede Sagerne for Kongen og attesterede, at
Udfærdigelserne stemmede med hans Vilje.
Under Karolingerne, der besatte alle Stillingerne
med Gejstlige, fik Kancelliet derimod en Chef,
der tidligst spores 760, og det var nu denne
Chef alene, og højst andre paa hans Vegne,
der meddelte Attestationerne. Indtil 819 var
Chefen, der, som allerede nævnt, efterhaanden
antog Titelen K., ikke nogen særlig
højtstaaende Embedsmand, og hans politiske Indflydelse
har næppe været stor. Hans Hverv var
indskrænket til Udfærdigelsen af Kongebrevene, af
hvilke endda de, der vedrørte Kongens
dømmende Myndighed, tidlig under Karolingerne
henlagdes til Pfalzgreven (comes palatii), samt
til Forvaringen af Kongens Segl, og nogen egl.
Forvaltning havde han endnu ikke. Efter det
nævnte Aar blev K. derimod fornemmere,
hvad der gav ham større politisk Bet. og
efterhaanden hævede ham til Minister, men netop
af denne Grund kunde han paa den anden
Side kun i mindre Grad tage sig af Kancelliet,
og hans personlige Virksomhed her svandt
derfor hurtigt ind, idet den daglige Ledelse
overgik til en Stedfortræder. Medens denne nu blev
den virkelige K., der helt selvstændigt
besørgede alle Kancelliforretninger, blev det egl.
Kanslerembede nærmest titulært og
Indehaverens Rettigheder indskrænket til det
ceremonielle. Politisk kunde han vel stadig spille en
Rolle, men dette skyldtes da ikke saa meget
hans Embede som den høje sociale Stilling, han
i øvrigt indtog.
II. Ved Karolingerrigets Opløsning fik
Tyskland og Frankrig hver sit eget Kancelli og sin
særlige K. I Tyskland fortsattes
Udviklingen i det ovenangivne Spor, idet der indtil
Rigets Opløsning bevaredes en Modsætning
mellem tvende K., en virkelig K. og en blot
nominel. Den sidstes Embede overdroges kort efter
Midten af 9. Aarh. til Ærkekapellanen,
der var Chef for Hofgejstligheden (Kapellet),
til hvis Medlemmer ogsaa
Kancelliembedsmændene hørte, og som vist derfor allerede
tidligere til Tider havde øvet mere end et blot
gejstligt Tilsyn med disse. 870 knyttedes begge
Embeder dernæst for første Gang sammen med
Ærkesædet i Mainz, hvad i 10. Aarh. blev
Reglen, og denne Ret forstod Ærkesædet med faa
Afbrydelser siden stedse at hævde. Først 1803,
faa Aar før Rigets Ophør, overførtes
Værdigheden som K. til Ærkesædet i Regensburg. Som
Kancelliets nominelle Chef førte Ærkebispen i
Mainz Titelen Ærkekansler, medens den
virkelige Chef, der opr. ingen særlig Titel
havde haft, allerede i 9. Aarh. lejlighedsvis og
siden 10. Aarh. regelmæssigt kaldtes K. Ogsaa
han, der indtil Slutn. af Middelalderen altid
var en højerestaaende Gejstlig, ikke sjælden en
Biskop, fik i Tidens Løb en Stedfortræder, den
saakaldte Protonotar, der, naar han
optraadte paa K.’s Vegne, kaldte sig
Vicekansler. Saavel Italien som Burgund fik i den
ældre Middelalder deres egne Ærkekanslere, hvis
Embeder knyttedes til Ærkesæderne i Köln og
Trier, men i øvrigt ligesom Rigskanslerens
nærmest var titulære. — Efter Interregnet søgte
Ærkekansleren i Mainz at bringe Kancelliet i
større Afhængighed af sig, men de
Indrømmelser, Kejseren maatte gøre ham, og som navnlig
angik Udnævnelsen af de dér ansatte
Embedsmænd, fik dog i lang Tid kun forbigaaende Bet.,
og først i 16. Aarh. blev hans Udnævnelsesret,
der nu ogsaa omfattede selve K., ell. som han
siden 1538 kaldtes, Vicekansleren, definitivt
anerkendt. Med den daglige Ledelse af
Forretningerne havde han dog heller ikke nu noget
at gøre. I lang Tid forestod K. (Vicekansleren)
ogsaa Kancelliforretningerne vedrørende
Kejserens østerr. Arvelande, om end man sondrede
mellem det egl. Rigskancelli (Rigshofkancelliet)
og Kancelliet for Arvelandene, men 1620
udnævnte Ferdinand II en særlig østerr.
Hofkansler. Om dette Embedes videre
Udvikling, se Hofkansler. Ved det tyske Riges
Opløsning 1806 maatte det gl. Rigskancelli og
de dertil knyttede Embeder som Ærkekansler
og Vicekansler bortfalde, men efter at allerede
Dannelsen af det nordtyske Forbund (1866)
havde givet Anledning til Oprettelsen af et
Embede som Forbundskansler
(Bundeskanzler), fik Tyskland 1871 igen en
Rigskansler, hvilket siden har været
Benævnelsen paa det ny tyske Riges Førsteminister (se
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
