Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karabugas - Karachi - Karadagh - Karade - Karad ha-Fokia - Karadschitsch, Vuk Stefanović
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ingen Floder udmunder i Bugten, kan den kun
erstatte det ved Fordampningen bortgaaede
Vand fra det kaspiske Hav, hvorfra en stærk
Strøm med stor Hastighed stadig flyder ind i
Bugten. P. Gr. a. dette Forhold naar
Saltholdigheden den betydelige Størrelse af 28,5 %,
medens det kaspiske Hav kun har en
Saltholdighed af 1,3 %. Saltet udskilles i store Mængder
ved Bugtens Kyster. Dyreliv er naturligvis
udelukket.
M. V.
Karachi [eng. kə’rat∫i], d. s. s. Karatshi.
Karadagh [-’dag], »det sorte Bjerg«, 1) se
Montenegro, 2) Oldtidens Kynoskefalai, et
800 m højt Bjergparti i Midten af Thessalien.
C. A.
Karade (fr.), se Gaade.
Karad ha-Fokia, se Fokaia.
Karadschitsch (Karadžić [ka’rat∫it∫]),
Vuk Stefanović, serb. Litterat, f. 26. Oktbr
1787 i Landsbyen Trschitsch (Tršić) nær
Lornica i det nuv. Kongerige Serbien, d. 26. Jan.
1864 i Wien.
Som Genføder
af den nyere
serb.-kroatiske
Litt., som
Banebryder for
sydslavisk
Etnografi og
Folkelære og
som Skaber af
den moderne
serb.-kyrilliske
Retskrivning
staar K. som
den mægtigste
litterære
Personlighed, den
sydslaviske
Verden har
frembragt. K.
var en fattig
Bondes Søn. Ved egen Udholdenhed og Flid
lærte han sig at læse, og da han var 17 Aar,
ansaas, han for den lærdeste paa sin Egn.
Ved det første serb. Oprørs Udbrud blev han
Skriver hos Kara Georg. Senere vandrede K.
til Karlovic i Slavonien, hvor han lærte sig
Tysk, Latin og Kirkeslavisk, men snart vendte
han tilbage og virkede i det nyfødte
Fyrstendømme som Skriver ved Senatet, Lærer og en
kert Tid Dommer i Brza Palanka, og studerede
samtidig ivrig sit Folk og dets Sprog. Tyrkernes
Indtrængen og Kara Georg’s Flugt 1813 nødte
ogsaa K. til at flygte. Fra Wien skrev K. et
aabent Brev til Kara Georg om Serbiens Fald.
Sprogforskeren Kopitar, Censor for »Slavisk« i
Østerrig, blev herved opmærksom og kaldte K.
til sig. I St f. det alm. brugte »slaviske« Sprog,
en fortvivlet Blanding af serb. Kirkesprog og
Russisk, var Brevet skrevet paa uforfalsket
serbisk Landsmaal. Paa Kopitar’s Opfordring
udgav K. de serb. Folkesange, han havde
opskrevet, »Slaveno-srbska pesmarica« (Wien 1814).
Nu begyndte for Alvor det Arbejde, der
fremfor noget andet har gjort K. berømt og til sit
Folks dyrebareste Skikkelse, hans mangeaarige
Rejser i de perb. Lande og flittige Indsamlen af
Sange, Eventyr, Ordforraad og Folketraditioner.
Ingen har kendt det serb. Folk som han. Ved
hans Kæmpearbejde blev det aandelig født. Som
tidligste Frugt af denne Virksomhed udgav K.
en serb. Grammatik (1814) og »Srpski rječnik,
istumačen njemačkim i latinskim riječima« (Wien
1818, 2. forbedrede Udg. 1852), en serb. Ordbog
med tysk og lat. Overs. Hermed fulgte en
Omarbejdelse og Udvidelse af Grammatikken, der
senere blev overs. og særlig udg. af Jac. Grimm,
»Kleine serb. Grammatik« (Leipzig og Berlin
1824).
K. opholdt sig siden en Tid lang i Rusland.
1820 aabnede han i Belgrad en Skole med
indbyrdes Undervisning. Han forsøgte ogsaa at
lære den senere Fyrst Miloš at læse og skrive,
hvad der dog mislykkedes. I Østerrig modsatte
man sig af politiske Grunde Udgivelsen af hans
serb. Folkesange; de blev dog trykte i Leipzig
1823—24. I disse Aar overs. K. Ny Test. til
folkelig Serbisk, og herfra skriver sig den
første Oprindelse til de oprivende Kampe for
Folkesprogets Ret i Serbien. Kun i en ganske
omændret Udg. kom dette Arbejde i Trykken,
først langt senere blev K.’s Arbejde udg. 1828
kaldte Fyrst Miloš K. til Serbien, for at han
kunde hjælpe til at udarbejde Love for det
unge Land. 1831 blev K. Præsident for
Belgrads Magistrat. Men snart kom han i inderlig
Strid med sin Herre og Fyrste, hvis plumpe,
tyranniske Færd han ikke kunde se rolig paa.
Han rejste til Semlin og tilskrev derfra Miloš
et Brev, hvori han heftig opfordrer til at
forandre Regeringsvæsenet og spaar i modsat Fald
Ulykker. Landflygtig fra Serbien brugte K. al
sin Tid til Rejser og Forskninger i de
tilgrænsende slaviske Lande, langs Adriaterhavet, i
Bosnien og slavisk Ungarn. Længe opholdt K.
sig i Montenegro, hvor han blev Fyrstens Ven;
han udgav senere paa Tysk: »Montenegro u. die
Montenegriner« (1837). 1839 vendte K. tilbage
til Serbien, hvorfra Milos allerede var udjaget.
Sine store Samlinger af Sange ordnede han i
6 Bd: »Srpske narodne pjesme« (1841—63; 2
Bd, efter K.’s Død, 1865—66). 1849 udgav K.
»Kovčešić za istoriju, jezik i običaje Srpa«
(»Skatkammer for Serbernes Historie, Sprog
og Folkeskik«), samtidig kom et Bd serbiske
Folkeeventyr: »Srpske narodne pripoviješti«;
et Bd serb. Ordsprog var udkommet 1836. K.’s
Sammentræf med L. Ranke gav denne Stof til
sin herlige Skildring: »Die serbische
Revolution«. Arni Boué skylder ogsaa væsentlig K.
sin Skildring af Serbien.
K. nøjedes ikke i sine Arbejder med at
bruge et ægte folkeligt Ordvalg, men han ændrede
ogsaa den gl. »slaviske« Retskrivning, der slet
føjede sig om Sproget, og indførte en ny, der
især adskilte sig ved Brugen af lat. j og
Udeladelsen af stumme Vokaler. Fra konservativ
og især fra præstelig Side rejste sig en
forbitret Modstand mod dette »Kætteri«. K.
kunde ikke blive i sit Hjemland. Hans Bøger blev
forbudte og en Tid lang brændte, hvor de
fandtes. Senere kom der mere Ro i Sindene,
men da K. saa 1847 lod sin Overs. af Ny Test.
udgive, blussede Striden op af al Kraft, og
et nyt Forbud blev udstedt 1852. Uden for
 |
| V. S. Karadschitsch. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
