Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl Knutsson - Karl IX (sv. Konge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Karl Knutsson, sv. Konge, f. 1409, d. 15.
Maj 1470. K. tilhørte Slægten Bonde og var
Søn af Knut Bonde og Margareta Karlsdotter
Sparre. Som ung havde K. gjort vidtstrakte
Rejser og paa disse skaffet sig større Kendskab
til Forholdene i de større europæiske Samfund,
end hans Standsfæller i Alm. turde have haft.
Da Engelbrekt begyndte den sv. Bonderejsning
imod Unionskongen, sluttede K. sig til ham:
allerede 1434 er han Medlem af Rigsraadet, og
han, det unge, glimrende Medlem af
Højadelen, træder snart mere og mere skarpt i
Forgrunden. 1435 blev han Marsk og blev snart
Rigshøvedsmand med Forbigaaelse af
Engelbrekt. Dog maatte han dele Magten med denne.
Efter Engelbrekt’s Død var han alene i
Spidsen for det antiunionelle Parti og blev 1438
Rigsforstander; det er første Gang, denne Titel
fremtræder. Efter Erik’s Afsættelse 1439 var
dog Unionsvenligheden i Sverige endnu saa
stærk, at man valgte samme Konge som
Danmark, nemlig Christoffer af Bayern, og K.
traadte nu tilbage, staaende i venskabeligt
Forhold til den ny Konge, og fik store
Forleninger, saasom Finland, Öland m. m. Under
største Delen af Christoffer’s Regering opholdt
K. sig i Finland. Efter Christoffer’s Død vendte
K. straks tilbage til det egl. Sverige, blev valgt
til Konge og kronedes 28. Juni 1448. Dermed
var Unionen mellem Sverige og Danmark
sprængt, og Sverige havde nu for første Gang
siden 1360’erne en rent svensk-national Regent.
Spørgsmaalet blev nu for K., om han skulde
kunne vinde Gotland og Norge. Til Gotland
sendte han en Ekspedition for at berøve Erik
af Pommern Øen, men Ekspeditionen
mislykkedes, for en stor Del ved Lederens, Magnus
Gren’s Forræderi, og Gotland tilfaldt Danmark.
I Norge lykkedes det virkelig K. at gøre sig til
Konge, og han kronedes 20. Novbr 1449 af
Ærkebiskop Aslak i Throndhjem, skønt en
stærk Fraktion i Landet havde vendt sig til
Christian I af Danmark. Norges Krone kunde
K. dog ikke bevare. Allerede det flg. Aar
holdtes der et Møde i Halmstad, hvis Resultat blev,
at K. mistede Norge, hovedsagelig som Følge af
de sv. Stormænds Optræden. Efter mislykkede
Underhandlinger i Avaskär i Blekinge udbrød
der 1451 Krig imellem K. og Christian I; uden
Tvivl har begge Kongerne Skyld i, at Freden
ikke kunde bevares. K. selv hjemsøgte 1452 med
en stor Hær Skaane, bl. a. brændte Lund.
Overhovedet kunde K. holde Danmark Stangen,
saa længe hans Slægtning og Medhjælper Tord
Bonde levede. Efter dennes Død 1456 gik det
ilde. K. stod paa spændt Fod med Højadelen
og i Særdeleshed med Ærkebiskoppen Jøns
Bengtsson Oxenstjerna. K. var ogsaa optraadt
temmelig skarpt mod Kirken m. H. t. dennes
Besiddelser m. m. Da Jøns Bengtsson gjorde
formeligt Oprør, faldt K.’s Kongedømme
magtesløst til Jorden. Han flygtede 1457 til Danzig
og snart genoprettedes Unionen med Danmark
1461 blev Forbindelsen mellem Sverige og
Danmark atter brudt, nærmest som Følge af
Jøns Bengtsson’s Rejsning mod Christian. Der
fremkom nu hos Almuen et Ønske om at faa
K. igen, og han blev for anden Gang Konge.
Hans Stilling over for Jøns Bengtsson og
Stormandspartiet var imidlertid uholdbar, og
allerede 1465 maatte han nedlægge Kronen.
Ærkebiskoppen tog Magten, men maatte 1466
afstaa den til en Fraktion af Højadelen, hvis
mest fremragende Mænd var de danskfødte, i
en vis Forstand til begge Lande hørende
Axelsønner Tott. Under disse Forviklinger blev
Situationen atter gunstig for det national-svenske
Parti, som hvis første Mænd nu ved Siden af
K. Sturerne optraadte. For tredje Gang blev K.
Konge 1467, men maatte udkæmpe en haard
Strid med et unionsvenligt Adelsparti under
Ledelse af Erik Karlsson Vasa. Denne
besejredes, og kort efter døde K. Han ligger begravet
i Ridderholmskirken i Sthlm. P. Gr. a.
Omstændighederne og den politiske Udviklings Gang,
men sikkert ogsaa ved fremragende
Egenskaber blev K. mere og mere Repræsentanten for
de spc. sv. Bestræbelser lige over for de
unionelle, og han er derved Forgænger for
Sturerne og Gustaf Vasa. K. var gift 1) med
Birgitta Turesdotter Bjelke (d. inden hans
Tronbestigelse), 2) med Katarina Karlsdotter
Gumsehufvud. K.’s Datter Magdalena var gift med
Ivar Axelsson Tott. (Litt.: Styffe, »Bidrag
til Skandinaviens historia« III [Sthlm 1870];
Paludan Müller, »De første Konger af
det oldenborgske Hus«).
A. S.
Karl IX, sv. Konge, f. 4. Oktbr 1550, d. 30.
Oktbr 1611. K. var yngste Søn af Gustaf I i
dennes Ægteskab med Margareta Lejonhufvud.
Ved Faderens Testamente fik K. som
Hertugdømme et
Omraade, der
hovedsagelig
omfattede
Södermanland,
Nerike og
Vermland med nogle
tilgrænsende
Omraader;
han kom dog
ikke i
virkelig
Besiddelse af dette før
efter Erik
XIV’s Fald.
1565 var K.
første Gang i
Felten: ved
Varbergs
Erobring fra
Danskerne.
1568 tog han kraftig Del i Oprøret mod Erik
XIV; han har imidlertid absolut ingen Del i de
Skridt, som Johan III i Fængselstiden senere
foretog ell. forberedte mod den afsatte Konge.
Med Johan III stod K. i lang Tid paa en spændt
Fod, idet Johan vilde indskrænke Hertugens
Rettigheder; desuden vilde K. aldeles ikke finde
sig i Johan’s halvkatolske kirkelige Lovgivning.
Man troede, at K. hældte til den kalvinistiske
Retning, men denne Tilbøjelighed synes ikke at
have været mere udpræget. Da Johan fik Hjælp
af Højadelen, maatte K. 1587 give efter i
Spørgsmaalet om de hertugelige Rettigheder og
underordne sig Kronen; i det religiøse
 |
| Karl IX. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
