Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl XIV Johan (sv. og norsk Konge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa eget Ansvar at henvende sig til K. Denne
begyndte snart selv at arbejde paa sit Valg. Det
lykkedes ligeledes Mörner at vinde den svenske
Generalkonsul i Paris, og da han kom tilbage til
Sverige, hvor han for øvrigt først blev
modtagen med Strenghed, begyndte snart fl.
indflydelsesrige Personer at interessere sig for
Bernadotte’s Kandidatur. Napoleon gjorde vistnok
ikke noget alvorligt Skridt for at fremme K.’s
Valg, men han modsatte sig det ikke, og i
Sverige troede man, at K.’s Kandidatur var ham
behagelig; til den Misstemning, som længe havde
hersket mellem Kejseren og K., havde man
intet Kendskab. 21. Aug. 1810 blev »Prins Johan
Baptist Julius af Pontecorvo« enstemmig valgt
til sv. Tronfølger af Rigsdagen i Örebro. 19.
Oktbr gik han i Helsingør over til den lutherske
Kirke, ankom den flg. Dag til Helsingborg og
31. Oktbr til Drottningholm. 5. Novbr antog
Kongen ham som sin adopterede Søn under
Navnet Karl Johan, hvem Rigets Stænder
samtidig svor deres Troskabsed.
K. vandt straks alm. Sympati hos alle
Samfundsklasser i Sverige. Man beundrede hans
Aand, hans Elskværdighed, hans kgl. Holdning,
og man haabede, at han ved sit Feltherretalent
i en kommende Krig skulde genvinde Finland.
Han var imidlertid ikke tilbøjelig til Krig med
Rusland, allermindst under Napoleon’s Ægide.
Han blev aldrig, hvad man fra visse Sider
frygtede, en fr. Lydfyrste som Murat ell. Jerôme
Napoleon. Fra han kom til Sverige, var han
Landets virkelige Hersker, og han fjernede sig
stadig længere fra Napoleon, selv om han i
Beg. maatte føje sig i det ydre. Da Brydningen
mellem Rusland og Frankrig indtraadte 1812,
stillede K. sig paa Ruslands Side, og ved et
personligt Møde med Kejser Alexander i Åbo
1812 gav denne sidste Sverige Løfter om
Norge og lovede i en hemmelig Artikel
K.’s Dynasti Beskyttelse, mod at Sverige
til Gengæld hjalp Rusland mod Frankrig.
I Sverige var det imidlertid med en vis
Forbavselse og vistnok ikke med alm.
Tilfredshed, at man erfor, at man atter skulde
optræde mod Napoleon. I Marts 1813 tiltraadte
Sverige definitivt Koalitionen, og K. førte en
Hær paa 30000 Mand til Tyskland. I det første
Felttog fik K. ikke Lejlighed til at deltage, men
i det senere deltog han med Berømmelse. I
Trachenberg i Schlesien mødtes han i Juli med
de allierede Monarker og havde en meget
væsentlig Del i Udkastet til Angrebsplanen. Han
førte siden den af Svenskere, Russere og
Preussere bestaaende Nordarmé og besejrede
Oudinot ved Grossbeeren, Ney ved Dennewitz og
deltog ogsaa i Slaget ved Leipzig (Oktbr 1813).
Under dette Felttog skaanedes de sv. Tropper
saa meget som muligt, nærmest anvendtes de
preussiske, da det jo ogsaa mest gjaldt at
forsvare den preussiske Hovedstad. Adskillige
tyske Forfattere har rettet skarpe Beskyldninger
mod K. for hans Krigsførelse 1813, gaaende ud
paa, at han har spillet dobbelt Spil, og derved
villet holde sig Vejen aaben til at blive
Napoleon’s Efterfølger i Frankrig. Om end K. turde
have ønsket efter Kejserens eventuelle Fald at
blive hans Efterfølger som fr. Statschef og hertil
regnet med den russ. Tsar’s Hjælp, kan man dog
ikke sige, at han har sveget sin Pligt som Chef
for en af Koalitionens Armeer. Det, som kan
synes ejendommeligt i hans Krigsføring,
forklares ved hans Forsigtighed lige over for
Napoleon, hvis Feltherretalent han saa godt
kendte. Efter Slaget ved Leipzig fulgte K. ikke
med de Allierede til Frankrig, men vendte sig
hurtig og paa eget Ansvar mod det med
Frankrig forbundne Danmark. Han faldt ind i
Holsten, og efter den for K. heldige Kamp ved
Bornhöved og Glückstadts Kapitulation i Jan.
1814 sluttede Danmark Freden i Kiel og afstod
Norge. Freden kom K. særdeles belejlig, de
allierede Magter havde kun ugerne set hans
March mod N., og England truede netop nu
med at inddrage de for Sverige uundværlige
Subsidier. Efter Kiel-Freden marcherede K.
mod SV., men kom ikke længere end til
Bryssel, da Napoleon blev styrtet. Personlig gjorde
K. et kort Besøg i Paris under de allierede
Monarkers Ophold der. Derpaa maatte han vende
sig mod Norge, som under Ledelse af den
danske Tronfølger, Christian Frederik, søgte at
gøre sig uafhængigt. I de Krigsbevægelser, som
fandt Sted, kom det ikke til noget afgørende
Hovedslag. K. foretrak Underhandlingens Vej.
Ved Konventionen i Moss 14. Aug. 1814 lovede
Christian Frederik højtidelig at nedlægge
Kronen ell. den udøvende Magt i Stortingets
Hænder; indtil dette kunde komme sammen, skulde
Statsraadet styre Riget, hvilket ogsaa skete, til
Foreningen af 4. Novbr var besluttet og det
ny Kongevalg foregaaet. Efter Forhandlinger
mellem Stortinget og de opnævnte sv.
Kommissærer blev saa Norge som et selvstændigt Rige
forenet med Sverige under samme Konge og
beholdt i Hovedsagen den Grundlov, som det
havde givet sig i Maj 1814. Det var altsaa et
Kompromis, og fra fl. Sider i Sverige har K. i
senere Tider maattet høre Dadel herfor. Hvad
der skete, faar til store Dele sin Forklaring ved
de finansielle Besværligheder for Sverige ved
at føre en maaske langvarig Krig i de norske
Fjelde og Møjen ved i Fremtiden at holde
Norge i Afhængighed af Sverige, hvis det var
lykkedes at betvinge det. Tillige maatte K. i
1814 regne med det Faktum, at en stærk
legitimistisk og ham kun lidet venlig Stemning
herskede i de ledende politiske Kredse paa
Kongressen i Wien, og at han næppe havde nogen
anden politisk Ven i Europa end Kejser
Alexander, og at denne i sine politiske
Antecedenser ikke altid havde vist sig særlig standhaftig.
Det maatte derfor staa for K. som særdeles
ønskeligt at faa det norske Spørgsmaal løst saa
hurtig som muligt for at undgaa Risikoen af en
eventuel fremmed Indblanding, som kunde blive
farlig for hans Dynasti.
5. Febr 1818 blev K. Konge. Den virkelige
Regeringsmagt havde han haft fra 1810. K.’s
Tronbestigelse skete i største Ro, og Dynastiet var
fra først fuldstændig rodfæstet. K. nærede
imidlertid stadig en vis Mistænksomhed i den
Henseende. Han viste ogsaa en temmelig stærk
konservativ Holdning i sin Regeringsmaade.
Selv om dette i sig selv var lidet mærkeligt hos
en Mand med K.’s udprægede Herskernatur og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
