Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karneades - Karneia - Karneol - Karneval - Karnifikation - Karnis - Karniske Alper - karniske Etage - Karnos - Karnul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Karneades [gr. -’ade.s] fra Kyrene, gr.
Filosof (c. 214—129 f. Kr.), tilhørte det platoniske
Akademi, hvis Forstander han blev, og hvor
han fortsatte og udviklede den af Arkesilaos
indledede skeptiske Retning. K. bekæmpede
med stor Kraft al dogmatisk Filosofi og ganske
særlig den stoiske; han nægtede al objektiv
Erkendelses Mulighed, da der efter hans
Opfattelse ikke gaves noget Sandhedskriterium,
fordi det ikke var muligt med Sikkerhed at
skelne mellem sande og falske Forestillinger;
enhver Bevisførelse maatte falde til Jorden, da
dens Forudsætninger atter skulde bevises, og
man saaledes maatte fortsætte i det uendelige.
Af Erkendelseslære bliver da intet andet tilbage
end en Sandsynlighedsteori, som er nødvendig,
fordi al Handling er umulig uden en praktisk
Rettesnor; Forestillinger kan være sandsynlige
i og for sig, de kan dernæst være sandsynlige
og befindes ikke at være i Strid med andre
Forestillinger, og de kan endelig være
sandsynlige og deres Sandsynlighed prøvet og
bekræftet; ud fra denne Forestillingernes højere
ell. ringere Grad af Sikkerhed maa altsaa de
menneskelige Handlinger finde deres
Afgørelse. Ogsaa mod den stoiske Teologi rettede K.
skarpe Angreb, idet han paaviste
Uholdbarheden af Beviserne for Guds Tilværelse, og
viste, at de Egenskaber, man vilde tillægge
Gud, var uforenelige med Opfattelsen af ham
som et personligt og fornuftbegavet Væsen,
hvorved det ikke var Tanken at bestride Guds
Eksistens, men at benægte Bevisernes
Mulighed. Herved ramtes ogsaa den hele stoiske
teleologiske Verdensopfattelse og Forsynstro,
som spillede saa stor en Rolle i Skolens
Lærebygning. K., der var udrustet med stor retorisk
Begavelse og samlede talrige Elever om sin
Lærestol, vakte ogsaa megen Opsigt i Rom,
da han Aar 156 som Gesandt kom dertil; han
hører til Oldtidens skarpsindigste Tænkere og
øvede vidtrækkende og gennemgribende
Indflydelse i Samtid og Eftertid ved sin Kritik af
Erkendelseslæren, som fremtvang en Revision
af al dogmatisk Filosofi.
W. N.
Karneia [gr. ’karnæ^ia], en af de mest
ansete Fester, der i Oldtiden fejredes i Sparta;
den afholdtes hvert Aar i Maaneden Karneios
(svarende til Aug.—Septbr). Ved K. fandt bl. a.
et Væddeløb Sted, ved hvilket en Mand skulde
indhentes af fl. a., der kaldtes Stafylodromer
og efter Navnet at dømme løb med Vinranker
i Hænderne; der opførtes Løvhytter, hvori der,
medens Festen varede, boede Mænd, som
repræsenterede Afdelinger af Folket; temmelig
tidlig optoges ogsaa musiske Væddekampe som
et Led i Festskikkene. Den Gud, til hvis Ære
Festen holdtes, var i den hist. Tid Apollon
Karneios; men med ikke ringe Sandsynlighed
har man antaget, at K. opr. har været fejret til
Ære for en særlig Gud, Karneios, der i Tidens
Løb er bleven identificeret med Apollon, og
hvis Navn er sunket ned til at blive et Tilnavn
til denne. Efter den tidligere alm. Opfattelse,
der støtter sig til et antikt Forfattersted, var
K. en Krigerfest, og Opholdet i Løvhytterne
skulde være et Afbillede af Livet i Lejren;
nyere Forskere antager dette for urigtigt og ser i
K. en Vinhøstfest. Et spartansk Sagn satte K. i
Forbindelse med Karnos (s. d.).
C. B.
Karneol, se Kalcedon.
Karneval (ital. carnevale, maaske carne
vale, »Farvel til Kød«), den lystige Tid, der i
den kat. Kirke gaar forud for Fastetiden, i
tidligere Tid i Italien fra Helligtrekongersdag
(6. Jan.) indtil Askeonsdag, senere
indskrænket til 3—8 Dage lige før Fastens Beg. K. fejres
som en overgiven Folkefest, der ved sine
Maskeoptog har laant fl. Træk fra de gl. hedenske
Bakkanalier og Lupercalier; en Tid var
Venedigs det berømteste, senere — og til Dels
endnu — Roms. Til K. svarer i Landene N.
f. Alperne Fastelavnen med sin Blanding af
sydlandsk Skik og gl. folkelige Naturfester. I
det kat. Tyskland har Fornyelsen af K. og
Fastelavnsfesten til en vis Grad trivedes, især
i Storstæderne langs Rhinen; i Nordtyskland er
den mislykkedes; til Norden og fl. a. Lande
har K. kun fundet Vej som sluttede
Maskeballer. (Litt.: Martin Nilsson, ȁrets
folkliga fester« [1915], S. 281 fl.).
(A. O.). H. El.
Karnifikation (lat.) kaldes en sygelig
Forandring, hvorved mindre ell. større Dele af
Lungelapperne faar en kødlignende Farve og
Konsistens (caro, Kød). K. udvikles som en
sjælden Følgetilstand efter Lungebetændelse af
alm. Art (krupøs Pneumoni) og beror paa, at
Lungeblærerne helt ell. delvis udfyldes af
Bindevæv, der vokser ind fra Blærernes Vægge og
formindsker ell. fortrænger deres Indhold af
Luft. Forandringer af lgn. Art forekommer
hyppigt ved kronisk Lungetuberkulose. Er
Bindevævsudviklingen voldsom, kan udstrakte
Afsnit af Lungerne blive haarde og fuldkommen
lufttomme (Lungeinduration, Lungecirrhose).
Johs. F.
Karnis (gr. koronis, krummet eller øverste
Afslutning, fr. corniche,
tysk Karnies), i
Bygningskunsten et S-formet Led,
bestaaende af en konveks
og en konkav Flade. K.
danner det øverste
afsluttende Led af en Gesims og
forekommer første Gang
i den ioniske Stil. I
forvansket Bet. anvendes K. ogsaa om hele
Kransgesimsen.
(E. S.). C. B-r.
 |
| Karnis. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
