Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Keith, Robert Murray - Keithlys - Keitloa - Keitum - Kei-Øer - Kejser - Kejserblaat - Kejserfisk - Kejsergarde - Kejsergrønt - Kejsergult - Kejserhat - Kejserkanal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
memoir of queen Carolina Mathilde of Denmark
[London 1849]).
C. A. T.
Keithlys [ki.þ-], en Slags Presgaslys. Se
Kulgas, Afsnit L. I. β. b.
Keitloa, se Næsehorn.
Keitum, se Sild.
Kei-Øer [kej], Øgruppe i det ind. Archipel
SV. f. Ny-Guinea, har et Areal af 1660 km2
med (1886) 20030 Indb. og hører under
Residentskabet Amboina. Den største af Øerne er
Store Kei (750 km2 med 8000 Indb.), der er
bjergfuld, vulkansk og skovklædt, medens
Lille Kei (650 km2) er en flad Koralø. Øerne er
rige paa Teaktræ, hvoraf der bygges Baade.
Indbyggerne er Papuaer og Alfurer foruden
indvandrede Malajer og Buginesere. Flertallet er
Hedninger, Muhammedanerne er faatallige.
M. V.
Kejser, en Fyrstetitel, som har sin
Oprindelse fra det gl. rom. Rige. Da Cæsar
Octavianus var blevet Eneherre i Rom (se
Augustus), ønskede han at opretholde det Skin,
at Staten stadig styredes under republikanske
Former. Han lod sig derfor ikke tillægge nogen
enkelt officiel Benævnelse, som skulde betegne
hans Stilling, men lod sig af Senatet ell. Folket
overdrage Embeder og Hæderstitler, som for
største Delen i alt Fald havde vundet Hævd i
den republikanske Tid. Saaledes betegnedes
hans Stilling som den øverste militære
Embedsmand ved den staaende Titel imperator, der fra
nu af i Modsætning til tidligere anvendtes som
Fornavn og saaledes betragtedes som en
uadskillelig Bestanddel af Navnet; heraf er de
fleste moderne Sprogs Benævnelse for K. (fr.
empereur, eng. emperor) opstaaet. I Romerriget
blev den officielle Benævnelse for K. derimod
i Tidens Løb Augustus, som opr. kun var en
personlig Ærestitel (»den ærværdige«), men i
det ikke-officielle Sprog kaldtes K. sædvanlig
princeps. Ordet K., som bruges i de nordiske
Sprog og i Tysk, kommer af Cæsar (s. d.),
som var Familienavn for de første K., men
ogsaa antoges af de flg., selv om de ikke hørte til
Familien, hvortil Grunden var den, at K., naar
han ingen Sønner havde, sædvanlig adopterede
den Mand, som han havde udset til sin
Efterfølger. Fra Hadrian’s Tid blev Brugen af
Navnet Cæsar imidlertid indskrænket til
Tronfølgeren, medens K. selv benævnedes Augustus.
Medens der i Romerriget opr. kun var een K.
(Augustus) ad Gangen, kom der senere ved visse
Lejligheder to, hvilket Diocletianus endog søgte
at indføre som en fast Regel. Da Riget efter
Theodosius den Store’s Død (395) endelig
deltes, kom der een K. i Østen og een i Vesten.
Efter det vestromerske Riges Fald gjorde K. i
Konstantinopel Fordring paa at anerkendes som
retmæssig K. over hele Riget; men hans faktiske
Magt i Vestens Lande blev kun ringe og
indskrænkedes stadig, og 1453 ophørte det
østromerske Kejserdømme. Imidlertid havde Karl
den Store, Frankernes Konge, af Paven ladet
sig krone til romersk K. og optraadte ogsaa
som de gl. K.’s Arvetager (800). Hans
Efterfølgere gjorde ligesaa; men da Otto den Store 962
lod sig krone til K., knyttedes
Kejserværdigheden til det tyske Kongedømme, og det blev
alm., at de tyske Konger lod sig krone til K. i
Rom og derefter gjorde Fordring paa
Førerstillingen bl. alle Europas Fyrster; til sidst lod
den tyske Konge sig ogsaa kalde K. uden at
være kronet dertil. Det tyske Rige opløstes 1806,
men allerede 1804 havde K. Frants II for sine
Arvelande antaget Titelen K. af Østerrig, og da
Riget genoprettedes 1871, lod Kong Vilhelm af
Preussen sig udraabe til K. af Tyskland, saa at
det gl. Kejserdømme nu var spaltet i to Dele.
Titelen K. forekommer ogsaa andre St. med
endnu løsere ell. slet ingen Tilknytning til Rom.
Naar Napoleon’erne i Frankrig lod sig kalde K.,
var Meningen den, at de vilde betegne deres
Magt ligesom de romerske K.’s som hvilende
paa Folkets Valg (smlg. Cæsarisme). Andre
St. bruges Titelen af og om mægtige Rigers
Fyrster som en Slags finere Titel end den alm.
Kongetitel. Saaledes antog Tsar Peter den Store
af Rusland 1721 Titelen K., ligesom ogsaa den
tyrk. Sultan lader sig kalde K. Uden for Europa
har Titelen været brugt i Kina og Marokko og
bruges endnu i Japan, og siden 1877 er ogsaa
Indien et Kejserdømme under den eng. Krone.
Brasilien beherskedes af en K. 1822—89,
Meksiko 1822—23 og 1864—67. Ved de store
Omvæltninger i 20. Aarh. er imidlertid Kejserdømmet
de fleste St. blevet omstyrtet, og det baade i og
uden for Europa (saaledes i Rusland 1917, i
Tyskland og Østerrig 1918). (Litt.: Th.
Mommsen, »Römisches Staatsrecht« II, 2 [3.
Opl. Berlin 1887]; J. v. Held, »Das Kaisertum
als Rechtsbegriff« [Würzburg 1879]).
H. H. R.
Kejserblaat, se Koboltsilikat.
Kejserfisk, se Skælfinnefisk.
Kejsergarde (garde impériale), se Garde.
Kejsergrønt, se
Schweinfurthergrønt og Kupriarsenit.
Kejsergult, se Aurantia.
Kejserhat, d. s. s. Kejsersvamp (se
Giftsvampe).
Kejserkanal, 1) en Kanal i Spanien, El
Canal Imperial de Aragon, der forbinder Tudela
med Zaragoza. Kanalen, der er 119 km lang,
23,5 m bred og har en Vanddybde af 3,35 m, er
en Sidekanal til Ebro, langs hvis højre Bred
den er ført, og tjener udelukkende Skibsfarten.
Anlægget er paabegyndt under Karl V.
2) en Kanal i det østlige Kina, ogsaa kaldet
den store Kanal, paa Kinesisk Jün-ho ell.
Jün-liang-ho (Kornudskibningsflod), forbinder Peking
med Hang-tshou og overskærer de to store
Floder Hoang-ho og Jang-tse-kiang, hvorved
disse ogsaa er satte i Forbindelse med hinanden.
Fra Peking fører K. i snart sydøstlig, snart
sydlig Retning forbi Tien-tsien og
Lin-tsing-tshou, Indtil den ved Tung-ping-tshou
krydser Hoang-ho (den gule Flod), gaar
derfra til Wang-kia-jing, hvor den
krydser Hoang-ho’s ældre Løb, og naar,
efter at have passeret nogle store Søer, til
Jang-tse-kiang, som den overskærer ved
Tshin-kiang, hvorfra den gaar videre først mod SØ.
til Kia-king-fu og derfra mod SV. til
Hang-tshou. Man antager, at K. er paabegyndt i 2.
Aarh. f. Kr. og fuldendtes vistnok i 13. Aarh.,
idet der dog stadig byggedes paa den lige til
vore Dage. Den har en Længde af c. 1100 km
og en Bredde, der varierer mellem 80 og 330 m,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
