Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kejserkanal - Kejserkrone - Kejserkultus - Kejsermønter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og den har foruden at danne en Vandvej fra
Peking til Hang-tshou tillige været benyttet som
Afvandingskanal for de V. f. den liggende
højere Landstrækninger og som Vandingskanal
for de Ø. f. den liggende lavere
Landstrækninger, hvorfor den ogsaa paa Strækningen
Lin-tsing til Jang-tse-kiang er forsynet med fl.
Stæmmeverker. Da Hoang-ho 1850 brød sig sit
nuv. Løb, blev Kanalens nordlige Del ubrugelig,
og under Taiping-Oprøret forfaldt den
yderligere, saaledes at den nu er uden væsentlig
Bet. som Skibsfartskanal og kun benyttes til en
forsvindende Transport af Ris.
(C. Ph. T.). J. M.-P.
Kejserkrone, se Fritillaria.
Kejserkultus, en særegen Form for
Tilkendegivelse af Underdanighed over for
Herskeren, der i Oldtiden opkom paa fl. forsk. St.
og navnlig i Rom blev til en særegen og varig
Institution. I Orienten betragtedes fra gl Tid
den despotiske Hersker som en guddommelig
Person, og der vistes ham lgn.
Hædersbevisninger, som ellers kun tilkom Guderne. I Hellas
kendes fra gl Tid Herosdyrkelse af Personer,
der betragtedes som Menneskehedens ell. den
enkelte Bys særlige Velgørere, og hvem man
efter deres Død viste Ære i Lighed med
Guderne. Henimod Slutn. af 5. Aarh. f. Kr.
begynder en Dyrkelse af endnu levende Personer
at optræde. Efter Slaget ved Aigospotamoi
oprettedes paa forsk. St., navnlig i lilleasiatiske
Byer, Altere for Spartaneren Lysandros; man
afsang Paianer til hans Ære og bragte Ofre til
ham som til en Guddom; paa Øen Samos blev
Hera-Festen omdobt og kaldt Lysandria. Kong
Agesilaos afviste derimod denne Art af
Æresbevisninger. For Kong Filip af Makedonien
oprettedes efter Slaget ved Chaironeia (338 f. Kr.)
en Helligdom i Olympia Alexander den Store
blev under sit Ophold i Zeus Ammon’s Oase af
Oraklet erklæret for Gudens Søn og altsaa selv
Gud; dog fordrede han i Beg. kun af sine
asiatiske Undersaatter de guddommelige
Æresbevisninger, om end hans Lyst til at udjævne
Forskellen mellem Hellener og Barbar førte
ham til efterhaanden ogsaa at stille lgn. Krav
til sine hellenske Undersaatter. I dette Punkt
efterlignedes han af sine Efterfølgere, især
Ptolemæerne i Ægypten og Seleukiderne i
Syrien. Bekendt er ogsaa Atheniensernes
vidtdrevne Tilbedelse af Demetrios Poliorketes.
Omvendt opstilledes i Diadochtiden et
rationalistisk System, hvorefter Folketroens Guder
erklæredes for at være Mennesker, der ved deres
udmærkede Vandel havde opnaaet
guddommelige Æresbevisninger.
Hos Romerne opstod en saadan Kultus først
sent; den fremkommer her som Resultat af
forsk. Forudsætninger; alm. udbredt var
Dyrkelsen af Menneskets Genius, et guddommeligt
Væsen, der tænktes at fødes, leve og dø
sammen med Mennesket selv. Særdeles alm. blev
snart Dyrkelsen af Kejserens Genius.
Herskerens Fødselsdag og Aarsdagen for vigtige
Begivenheder i hans Liv ell. Regering gav
Anledning til Fester til hans Ære. Naar hertil kom
den overordentlige Ærefrygt, som snart
sædvanemæssig ydedes Kejseren, f. Eks. ved
Opstilling af hans Statue i Templer ell. paa
offentlige Pladser i Nærheden af Gudernes, var
Springet til en virkelig K. ikke stort. Cæsar
modtog mange Hyldestbevisninger, men dog
ingen egl. Kultus, men da han var død, rejstes
smart efter et Alter for ham paa Forum paa
det Sted, hvor hans Lig var blevet brændt, og
der bragtes ham Ofringer som en Gud (Divus
Julius). Senere byggede Augustus paa det
samme Sted et Tempel og viste ogsaa paa
anden Maade, f. Eks. ved at forbyde, at Cæsar’s
Maske efter den sædvanlige Skik blev baaren
efter Lig af den juliske Æt, at han ikke
længere ønskede, at Cæsar skulde betragtes som
et Menneske. Selv lod Augustus sig kun uden
for Rom tilbede som Gud, oftest i Forbindelse
med Dea Roma. Paa mangfoldige St. i Asien,
Gallien og Spanien ydedes der ham
guddommelig Ære; for Roma og Augustus oprettedes et
Tempel paa Athens Akropolis, og en
fuldstændig Dyrkelse fandt Sted selv i Byer, der laa
Rom saa nær som Cumæ og Neapolis. Han
døde 19. Aug. Aar 14 e. Kr.; 17. Septbr
vedtoges en Senatsbeslutning om, at der i Rom
skulde bygges et Tempel for ham; der
indrettedes et særligt augusteisk Præsteskab, og 5.—12.
Oktbr fejredes Lege til hans Ære; lignende
Dyrkelse overførtes til hele det kejserlige Hus.
Tiberius holdt strengt paa Tilbedelsen af
Augustus, men afviste enhver personlig Kultus.
Senere skiftede K. efter de forsk. Herskere.
For Vespasian og Titus stiftede Domitian et
flavisk Præsteskab; efter Domitian’s Død
nægtede Senatet Soldaternes Krav om at optage
ham bl. Guderne. Fra Nerva’s Tid er det
derimod næsten staaende Regel, at Kejserne
»consecreres«. I Alm. sker dette saaledes, at
Sønnen ell. Efterfølgeren andrager hos Senatet om
guddommelig Ære for den afdøde Kejser, og
den tilkendes ham saa ved en Senatsbeslutning.
Den Afdødes Lig ell. for det meste et
Voksbillede stilles derefter offentlig til Skue; paa
den dertil bestemte Dag drager Ligtoget til
Forum, hvor den sædvanlige Ligtale holdes, og
derefter til Marsmarken, hvor Apoteosen
finder Sted: Liget lægges paa et højt Baal;
dette antændes, og man lader fra dets Top en
Ørn, der tænkes at medføre Kejserens Sjæl,
flyve mod Himmelen. K. naaede i Rom selv
aldrig en saadan Højde som i Provinserne. Tit
omfattede den ogsaa andre Personer af
Kejserslægten. Endnu Konstantin den Store, Constans
og Valentinian blev efter deres Død erklærede
for Divi; dog fik K. her en Form og Bet., der
bedre stemte overens med Kristendommen.
(Litt.: E. Beurlier, Le culte impérial
depuis Auguste jusqu’ à Justinien [Paris 1891]).
H. A. K.
Kejsermønter, Mønter prægede af rom.
Kejsere. Kendetegnet er navnlig, at de paa
Forsiden viser et Portræthoved, hvilket det i
Republikkens Tid ansaas for stridende mod Sædvane,
at en Magthaver lod præge paa den af ham
slaaede Mønt. Fra ældre Tid nævnes kun eet
Eksempel, Flaminius, og uden for Rom, i
Makedonien. Cæsar fik 44 Ret til at sætte sit Billede
paa Mønten og udnyttede stærkt denne Ret i
den korte Tid inden sin Død. Straks efter
optoges dette af de flg. Magthavere, endogsaa af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
