Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat / 760 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - keltiske Sprog.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ogam-Skriften, der aldrig er blevet glemt i
Irland, og som i den middelalderlige irske
Litteratur ofte omtales som et Trolddomsmiddel, tør
med fuld Sikkerhed antages at være afledet af
det latinske Alfabet. Den har været udbredt
ogsaa, uden for Irland; fra Shetlands-Øerne til det
sydlige Cornwall findes der saadanne
Indskrifter, dog ikke i saa stort Tal som i Irland. Ogsaa
de uden for Irland fundne Ogam-Indskrifter
turde for største Delen være at anse for
gæliske. Ogam-Indskrifterne er korte og indeholder
mest kun Navne; de frembyder adskillige
Vanskeligheder og yder kun faa Forøgelser af vor
sproghistoriske Indsigt. — Den litterære
Overlevering af Irsk begynder i 8. Aarh. e. Kr.
Sprogformen i den første litterære Periode
(Oldirsk) staar omtr. lige saa fjernt fra de ældste
Ogam-Indskrifters Sprog som det litterære
Oldnordisk fra de ældste Runeindskrifter. Genetiv
af Ordet »Søn« hedder saaledes i
Ogam-Indskrifterne maqi, men i det litterære Oldirsk
maicc (med Bortfald af det udlydende i; Nom.
macc, mac). Oldirsk frembyder en Sprogform,
der i alt væsentligt er at betragte som
fælles-oldgælisk. I den middelirske Periode (hvis
vigtigste Mindesmærker begynder ved Aar 1100)
viser der sig efterhaanden Ejendommeligheder,
som kun har faaet Gyldighed i Irland, ikke paa
Man ell. i Skotland. Grænsen mellem
Middelirsk og Nyirsk sætter man ved Aar 1600, men
Overgangen er aldeles gradvis. — Det irske
Sprog bevarede Aarh. igennem sit Herredømme
i Irland til Trods for al Indtrængen af
fremmede Nationer. Den stærke Indvandring af
Nordboer i Vikingetiden (800—1100), hvorom
den irske Almue til den Dag i Dag har bevaret
en levende Erindring (Nordboerne kaldes
Lochlannach og deres Hjemstavn Lochlann), havde
ikke andre sproglige Konsekvenser end
Optagelsen af et Antal Laaneord fra Nordisk. Og
trods alle Undertrykkelser og Forfølgelser fra
eng. Side beholdt det irske Sprog i alt
væsentligt sin gl. Udbredelse, indtil den store
Tilbagegang begyndte i 19. Aarh.; nu tales Irsk kun af
lidt over 1/2 Mill. Mennesker i de vestligste Egne
af Irland (Grevskaberne Donegal, Mayo,
Galway, Clare, Kerry, Cork, Waterford). Dette Tal
maa dog forøges noget med Henblik paa de
Irer, som lever uden for Irland (i England,
Skotland og især i Amerika, hvor der vistnok
er lige saa mange irsktalende som i Irland
selv). — Irsk skrives med en modificeret Form
af de lat. Bogstaver (sjælden med det rene lat.
Alfabet). Ortografien har udviklet sig paa
Grundlag af den oldirske Skrivemaade; den er
nu meget langt fra ligefrem at gengive Udtalen;
men den er (efter at den store Vaklen, som
fandt Sted i den middelirske Periode, er blevet
overvundet) i det hele taget fast og konsekvent;
den betegner med stor Nøjagtighed (om end ad
Omveje, ved Hjælpevokaler) visse fine Nuancer
i Konsonanternes Udtale, og den maa i det hele
taget siges at passe meget godt til Sproget. I
Skotland finder man fra Beg. af 16. Aarh.
forsk. Forsøg paa at bryde med den
ortografiske Tradition og skabe en ny Retskrivning;
men dette er ikke trængt igennem. Den Dag i
Dag er den skotsk-gæliske Retskrivning
identisk med den irske; kun benytter man altid det
rene lat. Alfabet. Manks skrives derimod med
en Ortografi, som er fuldstændig uafhængig af
den oldirske Traddtion, og som søger direkte at
betegne Udtalen. Denne Retskrivning er
imidlertid saare langt fra at være virkelig fonetisk.
— Paa Man er Sproget endnu stærkere truet
end i Irland, men tales dog endnu af et Par
Tusinde Mennesker; betydelig mere livskraftigt
er Skotsk-Gælisk (som tales af 1/4 Million
Mennesker).

Til den britanniske Gren af Keltisk (der
afviger langt stærkere fra Gælisk end Tysk fra
Nordisk) hører 3 Sprog: Cymrisk (c udtalt
som k) i Wales, det for 1 1/2 Aarh. siden uddøde
Cornisk i Cornwall og Bretonsk eller
Bretonisk i Bretagne. Den keltiske Befolkning
i Bretagne er ingenlunde Efterkommere af de
gl. Galler (som tværtimod ogsaa i dette
Landskab var blevne romaniserede), men skyldes
Indvandringer fra Storbritannien (Cornwall);
se herom bretonsk Sprog og Litt. Vor
ældste Kilde til Viden om britanniske
Sprogforhold er Navne og lat. Indskrifter fra
Britannien; dertil kommer de Slutninger, som
kan drages af Behandlingen af lat. Laaneord
m. m. Den litterære Overlevering begynder
omtr. samtidig med den oldirske; men
allerede i de ældste Mindesmærker finder vi
Forskellen mellem de 3 britanniske Sprog tydelig
udpræget. De 3 Sprog har i den flg. Tid haft
en ulige Skæbne. Bretonerne har aldrig
udviklet en egl. Litt.; de mangler derfor ogsaa et
fælles Skriftsprog; Sproget skrives i 4 forsk.
Dialekter, hvis Omraade falder sammen med
de 4 Bispedømmer (Léon, Tréguier,
Cornouaille, Vannes). Dog anses Dialekten i Léon for
at være den fornemste. Bretonsk tales af noget
over 1 Mill. Mennesker. De sammenhængende
Sprogmindesmærker i Cornisk (fra 15. Aarh.
og senere) er skrevne med en forvirret
Ortografi; deres sproglige Værdi forringes
desuden ved, at de er versificerede. Gunstigst
stiller Forholdet sig for det tredie britanniske
Sprog, der af Englænderne efter Landskabet
kaldes Welsh, men af de Indfødte Cymrisk
(af Cymro, »en Cymrer«, opr. cym-bro,
»Landsmand«, sammensat af en Præposition, som
etymologisk svarer til det lat. cum, »med«, og
et Substantiv bro, »Land«). Der er et stort
Spring mellem Oldcymrisk og Middelcymrisk
(i hvilken sidste Sprogform den egl. Litt.
begynder); men til Gengæld er Middelcymrisk
næsten identisk med Nycymrisk. Den
nycymriske Ortografi slutter sig omtr. lige saa nøje
til Udtalen som f. Eks. den ital. Sproget er
fuldstændig livskraftigt og tales af over 1 Mill.
Mennesker.

M. H. t. det k. S. (ell. de k. S.), som har
været talt af Gallerne, men som uddøde
ved den rom. Erobring, har vi kun

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>