Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - keltiske Sprog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kummerlige Kilder. Medens de utallige bevarede
Navne paa det mest slaaende godtgør Slægtskabet
med de levende k. S., er de faa (omtr. 30)
galliske Indskrifter ingenlunde tilstrækkelige til
at give os et klart og fyldigt Billede af
Sprogets specielle Ejendommeligheder.
Indskrifterne er skrevne med gr., nordetruriske eller
lat. Bogstaver; de er i Reglen meget korte og
ikke tilstrækkelig forstaaede.
En fælles Ejendommelighed ved de k. S. er
Tabet af det indoeuropæiske p (irsk athir,
»Fader«, smlg. lat. pater, gr. πατήρ), og
Forvandlingen af det indoeuropæiske lange ē til ī
(irsk fīr, »sand«, smlg. lat. vērus). I de
britanniske Sprog har man sekundært faaet et
nyt p, opstaaet af en indoeuropæisk k-Lyd med
Læberunding (ku); i Gælisk blev derimod denne
Lyd ikke til p, men til et rent k (skrevet c),
hvilket er det mest iøjnefaldende
Skelnemærke mellem Gælisk og Britannisk: cymrisk
pedwar, »fire«, irsk cethir, smlg. lat. quattuor.
Gallisk stemmer heri i Reglen med Britannisk,
smlg. det hos lat. Forf. overleverede galliske
Ord petor-ritum, »firhjulet Vogn«. Hvorledes
qu i det galliske Folkenavn Sequani og i nogle
andre Tilfælde skal forklares, er omstridt. —
Paa en hel Række af Punkter viser det sig,
at de k. S. staar nærmere ved de italiske
Sprog end ved nogen som helst anden
indoeuropæisk Sprogklasse. Særlig karakteristiske
er de italiske og keltiske Sprogs Passiv og
Deponens paa r (irsk sechur, »jeg følger«, lat.
sequor); tilsvarende Former findes dog ogsaa
i det ved den nyeste Tids Fund i
Kinesisk-Turkestan fremdragne Sprog Tocharisk. —
De levende k. S. frembyder en Række til Dels
meget paafaldende Ejendommeligheder i
Sprogbygningen, der for en stor Del forklares af
en vidtdreven Konservatisme i sproglige Ting.
Hertil hører visse Forandringer af Ordenes
Forlyd) i Talens Sammenhæng: nyirsk a ceann,
»hendes Hoved« (c = k), a cheann,
»hans Hoved« (ch = tysk ch), a gceann,
»deres Hoved« (gc = g); Forskellen hidrører
her fra, at de 3 nu enslydende Ord a opr. har
endt forsk. (»hendes« paa s, »hans« paa en
Vokal, »deres« paa m). Hertil hører
fremdeles en hyppig Sammenfiltring af fl. Ord til
et uadskilleligt Hele: oldirsk for-canim, »jeg
lærer«, men for-chanim, »som jeg lærer«;
ni-ceil, »han skjuler ikke«, men ni-cheil, »han
skjuler det ikke«; her har der mellem
Præpositionen og Verbet og mellem Nægtelsen og
Verbet opr. staaet et Pronomen, som p. Gr. a.
det svage Eftertryk efterhaanden helt gik tabt,
saa at dets Tilværelse kun var kendelig paa
Forandringen af den flg. Konsonant. Mindre
konservative Sprog vilde i et saadant Tilfælde
hurtig have genindført den fulde Form af
Pronomenet og have fjernet den Uforstaaelige
Veksel af Konsonanter. Med samme
Konservatisme finder Irsk sig i, at de forsk. Former af eet
og samme Verbum rives fra hverandre ved
Virkningerne af den forsk. Accent; oldirsk
as-beir, »han siger« (Eftertryk paa sidste
Stavelse), men ni epir, »han siger ikke« (Eftertryk
paa næstsidste Stavelse); do-sluindim, »jeg
nægter« (Accent paa anden Stavelse; af
*di-sluindim), men dīltud, »at nægte« (Accent paa
første Stavelse; af *di-sīndud). Men trods al
Konservatisme forekommer der selvfølgelig
ogsaa i de k. S. Nydannelser; og netop fordi de
indtræder saa sent, bliver de ofte af en desto
mere forbløffende Art. Det m, som visse
Kasus af Substantiverne opr. endte paa, er i Irsk
i Alm. gaaet tabt, men bevares under bestemte
Betingelser i Talens Sammenhæng som et n,
der slutter sig til det flg. Ord: rath, »Naade«,
men rath ndë, »Guds Naade« (»Guds« hedder
dē; rath er Neutrum og endte derfor opr.
paa m, smlg. lat. signum o. s. v.). Dette n
kunde ogsaa indtræde foran en Verbalform,
naiar den sluttede sig nøje til det foregaaende
Ord, hvilket efter irsk Ordstilling kun er
muligt, naar Verbet indleder en relativ Sætning:
is maith nairlethar, »det er godt, han styrer«,
»han styrer godt« (maith, »god«, her Neutrum
»godt«, airlethar, »raader«, »styrer«). I dette
Tilfælde blev n, der kun var Bøjningsendelsen
af maith, af Irerne opfattet som Tegn paa den
relative Konstruktion, altsaa som et relativt
Pronomen; ved sammensatte Verber blev det
derfor sat ind mellem Præpositionen og Verbet,
hvor forsk. landre Pronominalformer havde
deres regelmæssige Plads: is dīnnimu do-n-gnī
alaill, »det er skødesløsere, han gør det andet«
(dognī »gør«). Saaledes er altsaa en opr.
Kasusendelse bleven forvandlet til et relativt
Pronomen. — I de ældste Indskrifter (galliske
Indskrifter og Ogam-Indskrifter) finder vi endnu
Ordenes Endelser velbevarede; men fra den
litterære Overleverings Begyndelse af er alle
Endelser bortfaldne ell. stærkt reducerede. Dette
har i Cymrisk og Bretonsk ført til, at alle
Kasus er faldne sammen; ikke engang Genitiv
har nogen særlig Form, men betegnes simpelt
hen ved Ordstillingen. I Irsk har derimod de
bortfaldne Endelser efterladt sig Spor, især i
den foregaaende Konsonants Klangfarve (hvad
der i Skrift betegnes ved Hjælpevokaler):
oldirsk Nom. ech, »Hest« (med ch som i tysk ach;
Endelsen var opr. -os, smlg. lat. equus, gr.
ἵπποσ), Gen. eich (med ch som i tysk ich;
Endelsen var ī, smlg. lat. equī), Dat. eoch (med
et u-holdigt ch; Endelsen var ō, smlg. lat. equō).
Irsk adskiller saaledes trods Endelsernes
Bortfald 5 Kasus (de 3 anførte samt Vokativ og
Akkusativ). (Litt.: Holder, »Altceltischer
Sprachschatz« [Leipzig 1891 ff.; indeholder
Sprogmaterialet fra Tiden før Litteraturens
Beg., først og fremmest det galliske Navnestof,
med fuldstændige Kildehenvisninger]; Zeuss,
Grammatica Celtica [2. Udg. Berlin 1871,
Hovedværk], med tilhørende Indices af Güterbock og
Thurneysen; Holger Pedersen,
»Vergleichende Grammatik der keltischen Sprachen«
[Göttingen 1909—13]; Stokes, »Urkeltischer
Sprachschatz« [— Fick, »Vergleichendes
Wörterbuch der indogermianischen Sprachen«
2 Bd, 4. Udg. Göttingen 1894]. Old- og
Middelirsk: J. Vendryes, Grammaire du
vieil-irlandais [Paris 1908]; R. Thurneysen,
»Handbuch des Altirischen« [Heidelberg 1909];
J. Strachan, Old-Irish Paradigms and
Selections from the Old Irish Glosses with Notes
and Vocabulary [2. Udg. Dublin 1909]; G.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
