Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kemi (om Grundstofferne)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i »hermetisk Tillukning«. Det ældste kendte
alkemiske Arbejde er af Araberen Geber fra
8. Aarh. Han har samlet Arabernes Forraad af
kem. Kunskaber, som bl. a. omfatter
Kendskabet til Alkalier, Svovlsyre, Salpetersyre,
Kongevand, Alun, Boraks, Vitriol,
Kvægsølvforbindelser m. m. Ifølge Geber var alle Metaller
Forbindelser af »Svovl« og »Kvægsølv« i forsk.
Forhold. Guld og Sølv, som er de ædleste
Metaller, bestod af reneste Svovl og Kvægsølv, de
øvrige Metaller af mere urent Svovl og
Kvægsølv; alle disse Metaller kunde forvandles til
Guld. — Gennem Korstogene kom Arabere og
Europæere i nærmere Berøring med hinanden,
og man finder de første Alkemister i Europa i
13. Aarh. Af disse er Albertus Magnus den
mest bekendte, men ogsaa Thomas af Aquino,
Roger Bacon i England, Arnoldus Villanovanus
i Frankrig, Raymundus Lullus i Spanien og
Basilius Valentinus 4 Tyskland opnaaede stort
Ry. — Albertus Magnus forbedrede de kem.
Manipulationer; han fremstillede metallisk
Arsenik, kendte Svovllever og Svovlkis, vidste, at
Kobber bliver hvidt ved Tilsætning af Arsenik,
at Svovl angriber alle Metaller undtagen Guld,
og beskrev Fremstillingen af Krudt; Roger
Bacon kendte Brunsten og Krudtets Virkninger.
Arnoldus Villanovanus anvendte kemiske
Præparater som Lægemidler, og Raymundus Lullus
gav Alkemien dens senere teosofiske Retning;
den sidstnævnte Alkemist fremstillede
Salpetersyre af Salpeter og Jernvitriol og kendte denne
Syres Evne til at opløse Metaller; ligeledes
forstod han at forstærke Vinaand ved Behandling
med Potaske; han fremstillede en æterisk Olie
ved Destillation af Rosmarin med Vand. Baade
hos ham og hos Basilius Valentinus i 15. Aarh.
finder man Fantasterier og Overtro paa en
forunderlig Maade blandet med eksperimental
Dygtighed og klar Forskning. K. skylder
Basilius Valentinus mange gode Metoder til
Fremstilling saavel af tidligere kendte som af ny
Præparater; bl. de sidste kan nævnes Saltsyre,
Ammoniak, Blysukker og fl.
Antimonforbindelser; ogsaa de første ordnede Metoder til
kvalitativ Analyse skyldes ham. — Alkemisterne
ansaa, som ovenfor nævnt, Svovl og Kvægsølv for
at være nærmere Bestanddele af alle Metaller;
Basilius Valentinus føjede »Salt« til som den
tredje Bestanddel ikke alene af Metallerne, men
af alle Stoffer i Mineralriget, Plante- og
Dyreriget, og antog, at Stoffernes Forskellighed
beroede paa de forsk. Forhold, i hvilke
Bestanddelene var til Stede, og paa disses forsk.
Renhed. Svovl, Kvægsølv og Salt er dog her ikke
tagne i den Bet., at de skal være identiske
med de alm. Stoffer, som bærer disse Navne,
men i lgn. Forstand som de Aristoteliske
Elementer.
Som det fremgaar af det ovenfor anførte, har
K. Alkemisterne at takke for mange værdifulde
Iagttagelser; var end Metalforvandlingen og
Guldmageriet Alkemiens egl. Maal, og var end
mange af Middelalderens. Alkemister Bedragere,
der skuffede baade Fyrster og Menigmand ved
deres paastaaede Kendskab til Fremstillingen af
Guld, saa har der dog bl. den Tids Kemikere
været mange ærlig stræbende Mænd, hvis
Forskningsresultater har været af stor Værdi for
Fremtiden, selv om de ikke førte til
Fremstillingen af Guldet. Med den Tids Anskuelser for
Øje maa man indrømme, at der ikke var noget
saa forunderligt i Troen paa, at de forsk. Stoffer
kunde forvandles til hinanden, og altsaa heller
ikke i Troen paa Muligheden af, at omdanne
andre Metaller til Guld. Det Stof, som var i
Stand til at bevirke denne Omdannelse, kaldtes
de Vises Sten.
Metalforvandlingen var Maalet for K. indtil
16. Aarh. Fra den Tid indtræder den Periode,
som i Alm. betegnes Kemiatriens ell.
Iatrokemiens Tidsalder. Grundlæggeren af denne
Retning var Paracelsus (1493—1541), som
befriede Medicinen fra de Galeniske Lænker,
indførte ny og selvstændig opstillede Anskuelser i
Videnskaben og klarere begrundede
Alkemisternes Lære om Stoffernes Grundbestanddele.
Mange fremragende Læger fra denne Periode
synes kun at have betragtet hele
Lægevidenskaben som anvendt K. (Kemiatri,
Iatrokemi, Kemismus); de søgte at afpasse alt
i Organismen efter de kem. Fænomener og at
forklare det ved Modsætningen mellem det
basiske og det sure. Disse Anskuelser og de
Stridigheder, der opstod om den bedste
Fremstillingsmaade for de forsk. Lægemidler,
hindrede enhver grundig Forskning; dog stammer
mange ny Iagttagelser fra denne Periode. Bl.
den Tids Mænd maa særlig Libavius
fremhæves; han bekæmpede ivrig sin Tids grove
Vildfarelser og Drømmerier, og man skylder ham
fl. Opdagelser; saaledes fremstillede han
Tinklorid, farvede Glas rødt med Guld og
fremstillede kunstige Ædelstene; ligeledes godtgjorde
han Identiteten af de Syrer, som dannedes ved
Ophedning af Alun, Jernvitriol ell. ved
Forbrænding af Svovl med Salpeter. I samme
Retning virkede Angelus Sala, der paaviste, at
Salmiak var sammensat af Ammoniak og Saltsyre,
samt van Helmont (1577—1644), som
indførte Ordet »Gas« for at skelne mellem den
atmosfæriske Luft og andre Luftarter; van
Helmont kendte Kulsyren og de brændbare
Luftarter, der udvikles ved forsk.
Forraadnelsesprocesser; han angreb den Aristoteliske
Lærebygning, om end med svage Vaaben, og
paaviste, at de Stoffer, som var indtraadte i kem.
Forbindelser, atter lod sig uforandret vinde af
disse. — Lægen og Kemikeren Glauber
(1604—68) var den første, som anvendte Svovlsyre i
St. f. Vitriol til Fremstillingen af svagere Syrer
og talrige Salte, deriblandt svovlsurt Natron,
som han kaldte sal mirabile, og som efter
ham benævnes Glaubersalt; han
undersøgte Metallernes Opløselighed i Saltsyre og
opdagede derved Klormetallerne. Hos Glauber
finder vi de første Forestillinger om den kem.
Tiltrækning (Verwandschaft); særlig Fortjeneste
har han af forsk. Forbedringer i den kem.
Industris Fabrikation af Salpeter, Glas og
Træeddike. — En Særstilling i denne Periode
indbager Agricola (1494—1555); han er den
videnskabelige Bjergværksdrifts Fader; særlig
berømt er hans Værk De re melallica, hvori findes
en Beskrivelse af alt, hvad man vidste om
Metallurgien; dette Arbejde indeholder mange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
