Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dagen og om Mandagen med Rædsel afvise den
enfoldige Tilhører, der vilde handle, som
Præsten prædikede. Agamemnon, Brutus tilsidesatte
et lavere etisk (Faderkærligheden) for et
højere, men Troen er ikke noget spekulativt
endnu højere. Nej Guds Bud til Abraham var,
Uforstaaelige for alle andre, uudsigeligt, talt
ene til ham, et Paradoks, der kun kunde gribes
af ham i uendelig Lidenskab, og kun han, kun
Troens Ridder, kunde leve glad og tryg med sin
Isak, da han fik ham tilbage. Thi medens
Æstetikeren kun føier Gentagelsen som en Skuffelse,
saa at for ham kun en Erindringens Fornyelse
i poetisk Reproduktion er mulig, tager derimod
den Troende efter den uendelige Resignation og
gennem Gudsforholdet Endeligheden tilbage i
genvunden Umiddelbarhed (smlg.
»Gentagelsen«, der for øvrigt atter tager sit Motiv fra
hans Kærlighedshistorie til at behandle en ung
Digternatur, der ogsaa har maattet bryde,
flygter og grubler, men erkender efter at have
læst Job’s Bog, »at for Gud har vi altid Uret«,
og faar saa at vide, at Pigen er blevet gift,
og er nu virkelig fri og digter Forholdet om).
Ved Frygt og Bæven er vi komne fra det
almentreligiøse Standpunkt (i »Uvidensk.
Efterskrift« kaldet Religiøsiteten A), som ligger
inden for det naturlig-etiske Menneskes
Udvikling (inden for Immanensen) og kan naas, ved
at Etikeren gennem Understregen af Idealet
naar til den alm. Skyldsbevidsthed, til den egl.
paradokse transcendente Religiøsitet
(Religiøsiteten B), og dette Spor følges videre. I de tunge
»Philosophiske Smuler«, i hvilken han
sammenligner Sokrates som Mæeutiker over for
den, der menes at have Sandheden i sig som
en Erindring, og Christus som Guden, der
baade er Lærer og Frelser og maa give
Disciplen baade Sandheden og Betingelsen for at
fatte Sandheden, fremdialektiserer han
Kristendommens Kategorier uden at nævne
Kristendommen. Troen bliver her en Tro paa det
Paradoks, det absurde, at et historisk Faktum,
om hvilket der kun kan vindes approksimativ
Vished, nemlig at Gud er blevet til i Tiden,
skal være evig afgørende for Salighed. Over for
dette, Guden som dette ringe Menneske, er
enhver spekulativ Forklaring af Troens Genstand
en Indbildning: kun i Subjektivitet,
Inderlighed, gennem Omsætning i Eksistens ɔ:
Efterlevelse kan Paradokset, Forargelsens Mulighed
og Troens Genstand, tilegnes, og med stor
Styrke godtgøres det, at Gudens Fremtræden i
Tiden ikke er den mindste Smule mindre
paradoks for hans senere Disciple end for hans
Samtidige. — Hvad er det, der gør Troen paa
Paradokset til et ubetinget personligt Krav?
Syndsbevidstheden som indre Oplevelse, og i en
baade genial og spidsfindig Undersøgelse
(»Begrebet Angest« med en dybsindig Fremstilling
af Angstens Former) søger han at forklare sig
Syndens Forudsætning og Mulighed og finder
den i Angstens sympatetiske Antipati, der paa
een Gang frastøder og drager og fører til en
Svimmelhed, under hvilken Friheden og
Individet segner og efter Faldet Individet ser sig
som skyldigt, idet Faldet dog skal tillægges
Individet som en Viljens Sættelse, et Spring.
(Det hænger sammen med K.’s Opfattelse af
Viljen og Friheden, at han ikke kan lægge
særlig Vægt paa de Muligheder og Motiver, der
kan føre fra eet Livsstadium til et andet.
Udviklingen gennem de 3 Stadier er ligesom
dialektisk og har Motiv i Hegel’s Dialektik, men
er, ved K.’s Opfattelse af Personligheden, »den
enkelte« og Friheden omsat i
Eksistensdialektik, »kvalitativ« Dialektik. Gennemføres
Stadierne principielt, afløser de sig selv, til det sidste,
religiøse, er naaet; det æstetiske ender i
Fortvivlelse, der maa angres ud, det etiske i Skyld
og Synd, men Overgangen sker ved et Viljens
Ryk, ved et Spring). Disse tunge Undersøgelser
medgiver K. saa den lille, kvikke, overgivne og
vittige Bog »Forord«, der leger Himmelspræt
med al Slags filosofisk og socialt Overgreb paa
Subjektivitetens Omraade.
I »Smulernes« Kølvand, som en Fortsættelse,
der giver Problemet »historisk Kostume«, følger
saa det mægtige Værk, der udgør Midtpunktet
og Vendepunktet i K.’s Forfattervirksomhed:
»Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift«, paa
hvis Titelblad K. selv nævner sig som Udgiver,
og i hvis Efterskrift han vedkender sig
Pseudonymerne. Det stiller det Spørgsmaal: hvorledes
bliver jeg Kristen, jeg Johannes Climacus,
barnefødt her i Byen, 30 Aar gl o. s. v. I en
glimrende kritisk Fremstilling, i en uendelig
Overlegenheds Form, der raader over alle
Ironiens og Latterliggørelsens Midler, indskærper
han Umuligheden af at give Kristendommen
nogen objektiv sikker Grund. Kristendom er
ikke Lære, Viden, Spekulation, men det
eksisterende at udtrykke Sandheden. Visheden om, at
jeg, den enkelte, er i sandt Forhold til
Frelseren og i Kraft deraf kan tilegne mig Frelsen,
kan kun naas ved at blive subjektiv, i Troens
Lidenskab. Utilstrækkeligt er Resultatet af al
historisk Undersøgelse, der kun giver
approksimativ Vished, hvorpaa en evig Salighed ikke
kan bygges, utilstrækkelig Grundtvig’s Tillid til
Daabssakramentet, utilstrækkelig og
selvmodsigende er Spekulationens, Hegel’s, Forsøg paa at
forklare Kristendommens Lære filosofisk, en
uhyre Forflyigtigelse af det kristelige, der faar
det spekulerende Subjekt til at glemme sig selv
i den objektive Undersøgelse i St f. evig
bekymret at spørge om sin Sjæls Frelse, en stor
Tvetydighed, der kun ved at gøre
Gudmennesket til Enhed af Gud og Menneskeslægten kan
faa det til at passe ind i Systemet, medens
Christus er Enheden af Gud og dette ringe
Menneske, Paradokset, det antirationelle
Mysterium, Forargelsens Mulighed og Troens
Genstand. Systemet er Vanvid: et logisk System
kan der gives ved Abstraktion, men et
Tilværelsens System kan der ikke gives undtagen for
Gud. Kun gennem et Spring fra objektiv
Tænkning og Granskning, med Syndsbevidstheden til
Udgangspunkt ind i subjektiv Tro kommer den
enkelte i levende Forhold til Frelseren. »Den
objektive Uvished, fastholdt i den
mest lidenskabelige Inderligheds
Tilegnelse er Sandheden, den
højeste Sandhed, der er for en
Eksisterende«. I Sandheden gælder det ikke om
det objektive hvad, men om det subjektive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
