Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kileskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Erläuterungen« (1907—15). Paa et Par Tavler nær er det
paa dem anvendte Sprog Babylonsk (Assyrisk);
Skriften er bab. K. Paa nogle faa Tavler finder
man et ukendt Sprog, tilhørende Folket Mitani
i den nordlige Del af Mesopotamien. Dette
Sprog synes at have haft et vist Slægtskab med
indo-europæiske Sprog. Det samme er, som
først paavist af Knudtzon, sikkert Tilfældet
med det Sprog, som han benævner
Arzawa-Sproget, og som er anvendt paa to Tavler
(Knudtzon: »Die Arzawa-Sprache«, 1902). — I
den allersidste Tid er der fundet flere
Tavler, som giver nye Oplysninger om
Arzawa-Landet og dets Befolkning. I Ægypten er
der (ved Suez-Kanalen) ogsaa fundet
Mindesmærker med oldpersisk K., fra Dareios I’s
Tid. — Endelig er der i Lilleasien, i det
Landskab, der i Oldtiden kaldtes
Kappadokien, fundet Tavler med K., som har vakt
Opmærksomhed og er blevne gjorte til
Genstand for grundige Undersøgelser. En lille
velbevaret Tavle af denne Art kom tidligt til et
fr. Museum, en anden til et eng. En Afh. om
denne Art K. skyldes Fr. Delitzsch i Sachsiske
Videnskabs Selskabs Skr, Bd XIV i Leipzig
(1893). I de allersidste Aar er der fra
Kappadokien kommen mange Tavler med ass.
Indskrift til Europa, af hvilke en Del er udgivne;
se bl. a. Contenau, Trente tablettes
cappadociennes (Paris 1919); Samme, Tablettes
cappadociennes (i Musée du Louvre): Textes
cuneiformes IV (1920); Cuneiform Texts from
Cappadoc in the British Museum I (1921); slgn. Sayce
i Babylonica II, IV og VI;
Thureau-Dangin, Florilegium M. de Vogiié S. 591 ff;
Contenau i Journal Asiatique XI Série XVIII (1922).
Disse nærmest paa Assyrisk affattede Aktstykker
er vistnok fundne ved Kûltepe nær Kaisarieh og
er fundne før Aar 2000 f. Kr. Stedet tilhørte
dengang rimeligvis Babylonierne. Endelig er ved afd.
Winckler’s Udgravninger i de gl. Hetiters
Hovedstads Ruiner Boghazköi kommet en Mængde
Indskrifter i K. for Dagens Lys, af hvilke kun faa
hidtil er blevne udgivne. Men de er blevne nøje
undersøgte af kompetente Videnskabsmænd; se
Dr. Emil Forrer i »Sitzungsberichte der Preuss.
Akad. d. Wissensch.« 1919, S. 1029—1039 (»Die
acht Sprachen der Boghazköi-Inschriften«), i
hvilke han godtgør, at de Indskrifter i
Kileskrift, som er fundne i Hetiternes Hovedstad
(Hattusas) i Lilleasien, tilhører 8 forsk. Sprog,
hvis Hjemstavn han søger at bestemme, og
som han giver Navne, der vel foreløbig kan
benyttes, men næppe alle vil blive alm. antagne.
Oplysninger om Indholdet af Indskrifterne i
Boghazköi findes Otto Weber,
»Boghazkøi-Studien« (1919); F. Hzozný, »Hethitische
Keilschrifte aus Boghaizköi« (1916—1922);
»Keilschrifturkunden aus Boghazköi« (1922).
Indskrifter i K. fra Fundet er udgivet af Figulla,
Weidner o. a. i »Wissenschafte Veröffentl. d.
D. Orientgesellschaft« XXX og XXXVI (1916—21).
Videre Oplysninger om de Folk, Lande og Sprog
i Lilleasien, om hvilke nye Fund taler, findes i
Kileindskrifter, fundne af Winckler i Boghazköi
(se Forrer »Ausbeute« o. s. v.) i »Mittheil. d.
Deutschen Orientgesellschaft« Nr. 61. Blandt
de Sprog, der er anvendte paa disse
Tavler af brændt Ler, finder vi blandt andet,
som straks bemærket af Winckler, Assyrisk,
og desuden Hjemstedets Sprog, som man i
Reglen har kaldt »Hethitisk«, men som Forrer
kalder Kanesisk. Sproget er vel nærmest
indoeuropæisk. I alt Fald antages det, nu af fl.
Videnskabsmænd, saaledes af Friedrich Hrozný,
der har underkastet Spørgsmaalet en grundig
Undersøgelse (se hans: »Die Lösung des
hethitischen Problems« i »Mittheilungen d. D. O. G.«
Nr. 56 S. 17—50 (1915) og hans: »Die Sprache
der Hethiter, ihr Bau u. Zugehörighelt zum
indogermanischen Sprachstamm (1917); se K.
Wulff, »Hethitisk, et nyt indoeuropæisk Sprog?
i »Nordisk Tidsskrift for Filologi« 1915, S.
81—88). Et rimeligvis nær beslægtet, maaske
væsentlig det samme Sprog, der er benyttet i disse K.,
er vistnok en Art Ur-Indisk, som dengang synes
at have været Talesprog i en Del af det nordlige
Lilleasien, hvorfra de Folk som dengang talte
det, maa være vandrede Ø. paa indtil de tilsidst
naaede Nordvest Indien. — Af de forsk. K., der
efterhaanden er kommen frem i Vest-Asien, er
den ass.-bab. uden Sammenligning den vigtigste.
De Aktstykker, vi nu besidder, udtrykte i K. ved
Hjælp af dette semitiske Sprog, er meget talrige
og i mange Henseender særdeles indholdsrige.
De ældste Indskrifter stammer fra Babylonien,
hvorfra Skriften med dette Landskabs øvrige
mærkelige gl. Civilisation bredte sig til
Assyrerne o. a. Folk. Men K. var ikke en semitisk
Opfindelse. K. skyldes det gl. Kulturfolk i
Landene ved Eufrat og Tigris’ nedre Løb, som
man gerne kalder Sumerierne. Det var vistnok
blandt dem, at K. i en fjern Fortid har
udviklet sig af en Billedskrift. Vi er efterhaanden
komne i Besiddelse af mange Indskrifter i K.,
affattede i sumerisk Sprog, hvis Dechifrering
og Forstaaelse stadig skrider godt frem, takket
være især Thureau-Dangin i Paris.
Vi skal nu særlig dvæle ved den
assyrisk-babyloniske K. Den er meget forskellig fra vore
moderne Skriftsystemer og viser snarere — dog
ikke i Tegnenes Form — en vis
Overensstemmelse med Ægypternes Hieroglyfskrift, som
ovenfor er behandlet Bind XI, Side 439—445.
K. er hos disse semitiske Folk væsentligt en
Stavelseskrift, men mange Tegn kan ogsaa
betegne hele Ord i alle de Bøjningsformer, i
hvilke vedkommende Ord kan forekomme, og
bl. a. Verberne har en rig Mangfoldighed af
Former. Tegnene kan som Følge heraf læses
paa mangfoldige forsk. Maader. Det maa her
omtales, at bl. Tegnene træffes et mindre Antal
Tegn, der baade kan betegne Ord og Stavelser,
men som paa det Sted, de findes, ikke er
bestemte til at læses op og udtales; de tjener kun
til at hjælpe Læseren til rette Forstaaelse af
det Ord, hvortil de føjes. Det er de saakaldte
Determinativer (Henførelsestegn). Tegn af
denne Art anvendtes ogsaa meget i Ægypten,
hvor de sættes bag efter Ordet. I Assyrisk og
Babylonsk sættes de foran; kun eet, Tegnet for
Kulturland, der ogsaa udtrykker Stavelsen ki,
sættes bagefter. For at vejlede Læseren til at
finde den rette Bøjningsform af et med et
enkelt Tegn skrevet Ord, gentages ofte
Slutningsstavelsen (det fonetiske Komplement). I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
