Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kingo, Thomas Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og 17 Hjertesuk. Af Sangene var de 6
»Bekendelses- og Bedringssange«, dernæst 4 om
Nadveren, 5 om Verdens Forfængelighed og Guds
Forsyn, 3 Bordsalmer samt om »Rejseandagt«
og en Sang for Søfarende. Denne 2. Part stod i
digterisk Skønhed og Kraft ikke tilbage for den
første. Han stod nu ubestridt som Danmarks
første dalevende Digter og hædredes et halvt
Aar efter med Udnævnelsen til Doktor i
Teologien. En endnu større Anerkendelse var det
dog, at det 27. Marts 1683 blev overdraget ham
at udgive en ny Salmebog, paa hvis Udgivelse
han i 15 Aar skulde have Eneret. Efter 6 Aars
Forløb, 1689, udkom da Salmebogens 1. Del,
Yinterparten, som indeholdt 267 Salmer,
deriblandt ikke mindre end 136 af K. selv. Den
blev godkendt ved en Frd. af 25. Jan. 1690, men
allerede 22. Febr kom der et nyt kgl. Brev,
der tilbagekaldte det foregaaende og fratog K.
Privilegiet. Det var et haardt Slag for K., men
for saa vidt ikke ufortjent, som han ikke nøje
havde fulgt de Forskrifter m. H. t. Arbejdets
Plan, han havde faaet. Arbejdet blev nu
overdraget til Domprovst Søren Jonæsen i Roskilde,
men hans Samling, der indsendtes 1693,
indeholdt ikke en eneste Salme af K. og kunde
derfor alene af denne Grund heller ikke bruges.
Da indgav K. et Bønskrift til Kongen, og
Følgen blev, at der 17. Marts 1696 nedsattes en
Kommission, der skulde udarbejde den ny
Salmebog med tilbørlig Benyttelse af K.’s
Vinterpart. Resultatet blev dog anderledes, end K.
havde haabet; den ny Salmebog kom kun til at
indeholde 85 Salmer af K. I den samtidig
udarbejdede Husandagtsbog optoges af K. kun de
21 Sange af Sjungekorets 1. Del og 3 af 2. Del.
21. Juli 1699 blev denne Salmebog, der siden er
gaaet under Navnet »Kingo’s Salmebog«,
befalet indført i alle Kirker, og næsten op til vor
Tid har den enkelte St. været benyttet. Denne
Modgang med Salmebogen var i øvrigt ikke det
eneste, der kastede Skygge over K.’s sidste
Leveaar; særlig beredte hans Slægtning Jørgen
Karstens, der 1700 var bleven Stiftsprovst i
Odense, ham mange Krænkelser; en Modvægt
herimod var det lykkelige Ægteskab, han efter
sin anden Hustrus Død indgik med Birgitte
Balsløv, der blev ham en trofast og dygtig
Støtte og efter hans Død forstod at vænge hans
Eftermæle. K.’s Efterfølger Biskop Müller
rettede nemlig, opægget af Karstens,
Beskyldninger mod K. for uredelig Omgang med Kirkens
Midler, og der udviklede sig langvarige
Retssager, der dog endte med K.’s fuldstændige
Frifindelse. Alligevel har Beskyldningen for
Pengegriskhed fulgt K.’s Eftermæle, men uden
virkelig Grund.
K. blev anset for at være en dygtig og
energisk Biskop. Men hans væsentligste Bet. ligger
dog i hans Forfatterskab og da atter her saa
godt som udelukkende i hans Salmedigtning.
Thi vel fortsatte han stadig sin verdslige
Digtning, som blev modtagen med Beundring af
Samtiden, men denne Side af hans Digtning
var dog af mindre Værd, selv om den ogsaa
rummede skønne Steder, saaledes f. Eks.
Hyrdedigtene, der heller ikke som det meste andet
var skrevne paa de kedelige Alexandrinere.
Derimod har hans Salmedigtning holdt sig
mærkværdig frisk. Dette skyldes ikke blot, at
K. var en Mester i at bruge det danske Sprog,
thi det var han. Han elskede »vort gode, gamle
danske Sprog«, og det var hans bevidste
Formaal at vise dets Skønhed midt i Latineriets
og Tyskeriets Tid, som det ses af den berømte
Tilskrift til Kong Christian V i Sjungekorets 1.
Part, hvor han siger, at »de Danskes Aand er
dog ikke saa fattig og forknyt, at den jo kan
stige lige saa højt mod Himmelen som andres,
alligevel at den ikke bliver ført paa fremmede
og udlændiske Vinger«, og i den 2. Parts
Tilskrift til Charlotte Amalie, hvis Kærlighed til
det danske Sprog han priser, i Modsætning til
dem, der betragter det som et Vadmelssprog,
de ej gider tage paa deres Silketunger. Og sit
Formaal har han naaet. Hvor har han ikke
mægtet at bøje det i skønne Rytmer, at folde
det i klare, naturlige Billeder let og smidig om
sin Tanke! Han faar det til at klinge i ny Ord,
som Sproget selv føder gennem ham; den Kraft,
der i hans alexandrinske Digte kunde udarte
til Ordbram og hul Patos, indgaar ofte i
Salmerne (saaledes især i Morgen- og
Aftensalmerne og i Hjertesukkene) en henrivende
Forening med den sarteste Ynde; der er, som
Grundtvig sagde, et »Forbund mellem Højhed
og Simpelhed, Glans og Inderlighed«, en Klang
og Kraft i Ord og Billeder, der har bragt mange
til at tænke paa Shakespeare. Vi finder hos
ham en forbløffende Realisme og Naturtroskab
i Opfattelsen og Skildringen, saaledes som han
maler de stærke Lidenskaber og deres ogsaa
rent fysiske Virkninger. Men alt dette er dog
ikke Hovedsagen. Hovedsagen er, at han
forstod den sjældne Kunst ell. rettere havde faaet
den sjældne Naadegave at træffe den rette
Salmetone og tage den saa dyb og kraftig som
faa. Derfor blev han »Salmisten i det danske
Kirkekor«. Hans Morgensange (som: »Nu rinder
Solen op«, og »Rind nu op i Jesu Navn«), hans
Aftensange (»Det mulner mod den mørke Nat«),
hans Hjertesuk (»Aldrig er jeg uden Vaade«),
hans Sange om Verdens Forfængelighed (»Far
Verden, farvel« og »Sorrig og Glæde de vandre
tilhobe«), hans Nadversalmer, hans
Paaskesalmer (K. er i særlig Grad Paaskens Sanger:
Langfredagssalmen: »Gak under Jesu Kors at
staa«; Paaskedagssalmen: »Som den gyldne Sol
frembryder«) vil ikke glemmes i den danske
Menighed. Skønt K. selv havde et stærkt
bevægeligt, ja lidenskabeligt Sind og mægtede at
skildre Stormene i et stærkt bevæget, religiøst
Gemyt, bliver han dog oftest ikke staaende i
den subjektive Stemning; Stemningen er hos
ham altid Erfaring, thi den er i forunderlig
Grad underbygget af, ja sammensmeltet med
Kristendommens eviggyldige Tanker og
Kendsgerninger. Derfor er hans Salmer Kirkesalmer.
Og højest naar han maaske, naar han synger
om den glade Fortrøstning til Guds
Faderlighed. Foruden gennem Salmerne kender vi K.’s
Kristendom gennem den eneste efterladte
Prædiken af ham, en Ligtale over Jakob
Birkerod, Rektor i Odense. Naturligvis forstod
Rationalismen ikke hans Kristendom og
forkastede ell. lemlæstede hans Salmer, men med
dens Overvindelse i 19. Aarh. kom K. atter til
Ære. Mindesmærker over ham rejstes i Odense
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
