Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkcudbright - Kirkcudbrightshire - Kirke (Herrens Hus)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kirkcudbright [kə’ku.bri], By i det
sydvestlige Skotland, Hovedstad i Kirkcudbrightshire,
ligger ved Mundingen af Floden Dee og har
(1921) 2101 Indb., Udførsel af Kvæg og Kartofler.
I Byen findes Ruinerne af Bomby castle, samt
en højere Skole.
G. Ht.
Kirkcudbrightshire [kə’ku.bri∫ə] (East
Galloway), Grevskab i det sydvestlige
Skotland ved Nordkysten af Solway Firth, har et
Areal af 2470 km2 med (1921) 37156 Indb., 15
paa 1 km2. Landet er bjergfuldt, skovfattigt, for
største Delen dækket af Heder. De højeste
Punkter er Merrick-Mount (843 m) og Cairn
Muir of Deugh (792 m). Ved Kysten ligger det
isolerede Bjerg Griffel (569 m). Agerbruget er
ubetydeligt, kun 19,7 % af Arealet er
opdyrkede. Langt vigtigere er Kvægavlen; Græsgangene
indtager 12,3 % af Overfladen, og Kvægavlen,
særlig Svineavlen, gaar stadig frem. Hovedstad
er Kirkcudbright.
G. Ht.
Kirke er et Ord af gr. Oprindelse; dets opr.
Form er Kyriaké ɔ: hvad der hører Herren til;
som Substantiv tænkes underforstaaet »Hus«.
K. betyder altsaa Herrens Hus, og det kan
forstaas saaledes i materiel Forstand, om de
ydre Kirkebygninger, ell. i ideel Forstand om
Menigheden. I sidste Forstand har Ordet faaet
en rig Anvendelse inden for den kristne Lære.
Det kan her i al Alm. siges at betegne
Kristenheden som et organiseret Hele.
Naar der i Ny Test. tales om Menigheden
(ἐκκλησίας), er det for det meste de enkelte
lokale Menighedssamfund, som hermed
betegnes (saaledes Matth. 18, 17). Men flere Gange
henvises der dog ogsaa til Menigheden som et
Samfund af alle Kristne. Saaledes af Jesus selv
i hans Ord til Simon Peder, Matth. 16, 18, og
saaledes af Paulus, 1. Kor., 12, 28 og 15, 9 samt
Kol. 1, 18, Ef. 1, 22—23 og 5, 23—33. og især 1.
Tim. 3, 15; paa det sidste Sted kaldes
Menigheden for Guds Hus, Sandhedens Støtte og
Grundlag. Nogen Lære om K. findes dog ikke
her lige saa lidt som i den nærmest flg. Tid.
Den, der var døbt og bekendte Troen, vidste
sig umiddelbart i et levende Samfund med
Gud og havde nok deri. Men over for de
opdukkende Kætterier gjaldt det om at finde
Garantier for denne Vished. Det var
fornemmelig til det kirkelige Embede, at man da søgte
hen. I Biskoppen som Bæreren af den
uforanderlige Trosregel fandt man den
overnaturlige Autoritet, som man trængte til.
Bispeembedet blev Grundlaget for K., og Lydigheden
mod dette den første Betingelse for at høre
med til den. Det er Opr. til den saakaldte
gammelkatolske K. Det er en hierarkisk Anstalt, som
nu træder os i Møde. Kun inden for denne er
der Frelse; uden for den er Fortabelse. Det er
fornemmelig Cyprian af Karthago, der har
udtalt denne Betragtning, som finder sin endelige
Afslutning hos Augustin.
I den gr. Kirkeafdeling er man bleven
staaende ved at gøre K. til en religiøs
Frelsesanstalt; man har ikke udvidet Synspunktet til
at omfatte hele det borgerlige Liv med dets
Opgaver. K. er her bestandig bleven
underordnet Staten. Anderledes i den vesterlandske
Kristenhed. Her er Blikket udvidet til den hele
Verden, som man ønsker at tage ind under K.’s
Tugt og Overherredømme. Det er Augustin’s
Tanker om K. som det adækvate, synlige
Udtryk for Guds Rige, som her er bestemmende;
det er dem, som tegner Middelalderens
Kirkeideal. Den katolske K. med sit Midtpunkt i
Pavedømmet er den store gejstlige Verdensstat, som
det ene tilkommer at regere over Verden cg
at diktere, hvad der er ret paa alle
Menneskelivets Omraader. Det usynlige Guds Rige gaar
op uden Rest i den synlige K.
I Modsætning hertil er det protestantiske
Kirkebegreb udpræget. Den Augsburgske
Konfession definerer K. som »Samfundet af de
hellige, hvor Evangeliet rettelig læres og
Sakramenterne rettelig forvaltes«. Her siges K.
altsaa i første Forstand at være en Samling af
hellige ɔ: troende Mennesker; det er paa
Sindelaget, at Hovedvægten falder. Fremhævelsen af
Ordet og Sakramenterne sker i Modsætning til
Sværmerne, der alene vil holde sig til det
indre Lys. Den reformerte Opfattelse slutter sig
hertil, kun at den fremhæver
Forudbestemmelsen, hvorved en vis Forvirring bringes til Stede.
Begge Konfessioner er enige om i Modsætning
til Katolicismen at opstille Læren om den
synlige og den usynlige, K. ell. om K. i videre og
snævrere Forstand. Efter sit sande Væsen er
K. et Samfund mellem Christus og de virkelig
troende; i den Forstand er den usynlig. Efter
sin ydre Virkelighed fremtræder den
imidlertid som en bestemt Organisation med
Naademidler og en Bekendelse fra Menneskenes Side;
i den Forstand er den synlig. Man kan ikke
tilhøre den usynlige K. uden ogsaa at være
Medlem af den synlige; derimod gælder det
omvendte ikke; mange tilhører den synlige K.
uden at have noget med den usynlige at gøre.
I den nyere Teologi har man forsøgt at give
en principiel Bestemmelse af K.’s Væsen,
hvorved baade dens Bet. og Begrænsning bliver
angivne. Det er Forholdet mellem Guds Rige cg
Kirkesamfundet, som her især kommer i
Betragtning. Guds Rige er det store,
altomfattende Formaal for Frelserens Virken; der
betegnes hermed den fulde Forening af de
menneskelige Viljer under Guds faderlige Vilje. Hvorfor
realiseres dette Formaal kun gennem
Kirkesamfundet? ell. med andre Ord, hvorfor
kræver det etisk-aandelige Samfund en udvortes
Støtte i de givne Kultusformer? Svaret herpaa
maa gives ved en Henvisning til den kristelige
Aabenbarings Væsen. Det var ikke for at give
en blot Belæring ell. et sædeligt Forbillede, at
Jesus kom, men det var for i sin personlige
Virksomhed at give Indtrykket af Guds
umiddelbare Nærværelse. Det er den religiøse
Vished om et Samfund med Gud, som han i første
Forstand vil give. Og idet denne Virksomhed
nødvendigvis maa fortsættes efter hans
Bortgang, saa maa der findes et særligt Organ,
hvorfra den kan udgaa. Et saadant er K. Den
skal ikke være en Skole til at oplyse
Mennesker (Rationalismen), ikke heller en blot
moralsk Forening af Mennesker (Kant), ikke
heller en hierarkisk og mysteriøs Frelsesanstalt
(Katolicismen), men dens Bet. skal være at give
det samme umiddelbare Indtryk af Guds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
