Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirke (Herrens Hus)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nærværelse, som i Jesu Tid udgik fra ham selv.
Saa sandt som det religiøse Forhold i sin
Grund er et personligt Forhold til Gud, kan en
direkte Anskueliggørelse af dette heller ikke
undværes. En saadan findes forsøgt overalt,
hvor der gives historiske Religioner. Og saa
sandt som det endvidere maa antages, at det
er Gud selv, som staar bag ved den nævnte
Virksomhed, maa den ogsaa tænkes bestandig
at udøve sin Virknings saaledes at der til
enhver Tid er et Samfund af troende Mennesker,
en Menighed, der staar i en virkelig
Forbindelse med Gud. Det er i den Forstand, at K.
betegnes som usynlig; som et indre, aandeligt
Samfund er den ikke en haandgribelig
Kendsgerning, men en oversanselig Realitet, hvis
Eksistens derfor er Genstand for Tro. Alligevel
maa den samtidig fremtræde gennem en
bestemt ydre Skikkelse, med visse bestemte
Kendemærker som nødvendige. At der m. H. t.
disse har hersket og endnu hersker stor
Uenighed, saa at den ene K. er spaltet i mange forsk.
Samfund, der tildels forkætrer hinanden, viser
blot, at der ikke er nogen Enighed om, hvad
K. efter sit Væsen er.
Men idet K.’s Bet. saaledes er faststillet, er
dens Begrænsning; med det samme given. Dens
Virksomhed gaar væsentlig ud paa at give et
Pant paa Samfundet med Gud. Det maa da
først indrømmes, at Guds Rige har en større
Udstrækning end K.; ogsaa Familielivet og det
borgerlige Liv hører ind under Guds Rige, og
dette stiller saaledes Pligter og Opgaver frem
for os, som ligger helt uden for K.’s Omraade.
Men selv ogsaa, hvad det religiøse angaar, da
falder ikke Guds Rige og K. sammen. Ligesom
nemlig et religiøst Liv kan røre sig i en delvis
Uafhængighed af K., saaledes kan der findes
en Kirkelighed, som er langt borte fra den
sande Religiøsitet. Vi har da altsaa i K. ikke
det absolutte Maal for den menneskelige
Stræben, men kun et Middel for Guds Rige, om end
det vistnok med det samme maa siges, at det
er et særlig fortrinligt Middel, som aldrig kan
undværes. Den enkelte maa vel henvises til K.
som et nødvendigt Aabenbaringsorgan, men
enhver Bedømmelse af den enkeltes
Evighedsforhold ud fra hans kirkelige Stilling maa ganske
afvises. (Litt.: J. Köstlin, »Luther’s Lehre
v. d. Kirche« [1853]; Krauss, »Das
protestantische Dogma v. d. unsichtbaren Kirche«
[1876]; Gustaf Aulen, »Den lutherska
Kirkeidéen« [1912]).
F. C. K.
I materiel Forstand benyttes, som ovf.
nævnt, Ordet K. som Betegnelse for de ydre
Kirkebygninger. I de ældste Tider samledes de
kristne Menigheder i private Huse; men efter
at den kristelige Religion var bleven
Statsreligion, byggedes efterhaanden særlige K. ell.
Bedehuse, til hvis Opførelse efter den kanoniske
Ret kræves Biskoppens, efter den protestantiske
Kirkeret Landsherrens Tilladelse, og som
kræver en særlig Indvielse ved Biskoppen. Efter
den kat. Kirkeret fejres en aarlig
Kirkeindvielsesfest (consecratio anniversaria), og en særlig
Genindvielse (reconsecratio) rinder St., naar K.
er bleven ødelagt i dens Hoveddele, ligesom
ogsaa i den ældre Tid en ny Indvielse efter den
kanoniske Ret blev nødvendig, naar en K. var
bleven vanhelliget ved Drab ell. andre grove
Forbrydelser, hvilket dog i senere Tider er
blevet afløst af den saakaldte reconciliatio. Et
Ritual for Kirkeindvielse er blevet autoriseret
for Danmark ved kgl. Resol. af 11. Novbr
(Bekendtg. 21. Novbr) 1898; det skal anvendes,
hvor en K. er opført af nyt, ell. naar en ældre
K. er bleven saaledes fornyet, at Koret er
opført af nyt.
Efter Reformationens Indførelse og
Kirkegodsets Inddragelse var K. nærmest at betragte
som jur. Personer under Statens Tilsyn.
Kirkeordinansen af 2. Septbr 1537 bestemte i saa
Henseende, at Stiftslensmanden og Biskoppen
skulde indfinde sig i hvert Sogn og affatte et
klart Register over K.’s Gods og Indtægter, og
at Bestyrelsen af K.’s Formue skulde
overdrages til to Kirkeværger i hvert Sogn under
Provstens Tilsyn og Stiftslensmandens Overtilsyn.
Dette Overtilsyn overgik for en væsentlig Del
ved en Frd. af 19. Juni 1582 til Lensmændene,
og da den fornemme Adel paa sine Godser var
omtr. ligestillet med disse, udviklede Forholdet
sig efterhaanden saaledes, at Bestyrelsen af K.’s
Formue ansaas som indbefattet i Godsejerens
Patronatsret saaledes, at Patronens Raadighed
over K. og dens Gods kom til at omfatte
Nydelsen af K.’s Indtægter med Forpligtelse til at
holde K. ved lige. Ved Siden heraf fandt der i
17. og 18. Aarh. fra Statens Side et omfattende
Salg af Kirketiende St., saa at Erhververen af
denne, der godt kunde være en uprivilegeret
Person, fik den samme Ret som den adelige
Godsejer ell. den offentlige Stiftelse, hvor det
var en saadan, der havde Patronatsretten, til at
nyde K.’s Indtægter mod at vedligeholde den.
Efter at der saaledes var opstaaet
Kirkepatroner, der ikke tillige havde de øvrige i
Patronatsretten opr. liggende Rettigheder, opstod
efterhaanden i Lovsproget Brugen af Ordet
Kirkeejer ell. Kirketiendeejer som Betegnelse for den,
der har Raadigheden over K. og Kirkegodset
med Forpligtelse til at holde K. ved lige. K.
selv vedblev derimod at være en offentlig
Stiftelse, der er til for Menighedens Skyld, og hvis
Tarv Staten varetager gennem de hertil
beskikkede Myndigheder.
Efter den nugældende Lovgivning maa der
skelnes mellem 1) K., der ejer sig selv, og der
som saadanne er at betragte som jur. Personer,
2) K. i privat Eje og 3) K., der ejes af
Tiendeyderne, Sognemændene ell. lgn.
Interessentskaber, der har tilkøbt sig Tienden. Medens den
første Gruppe af K. (de selvejende) tidligere
væsentlig kun bestod af Købstadkirker og K.
i Kjøbenhavn, og Flertallet af K. var i
privat Eje, har dette Forhold forandret sig,
efter at Tiendeafløsningen har fundet St. i H. t.
L. 15. Maj 1903, idet dels mange
Kirketiendeejere har benyttet sig af den ved L.’s § 23
givne Adgang til at begære deres Forpligtelser
over for K. afløst, hvorefter denne er gaaet
over til at blive selvejende, dels L.’s § 25
foreskriver, at der, naar en Kirketiende i dens
Helhed tilhører Tiendeyderne, skal finde
Afløsning Sted af den Tienden paahvilende
Forpligtelse til K.’s Vedligeholdelse og K. gøres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
