Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkeforfatning - Kirkeforsamling - Kirkeforstanderskab - Kirkefred - Kirkefædre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og om »gejstlige Embedsgaarde«, hvilke
ligeledes paa sin Vis bidrager til at knytte
Præsterne fastere til Menigheden og at fjerne dem
fra den statskirkelige Centralorganisation. Den
3. Decbr 1920 har Norge faaet sin første Lov
om Menighedsraad og Menighedsmøder, som
tillige giver Menighedsraadet Ret til at
foreslaa 3 Kandidater, naar et Præste-, Provste-
ell. Biskopsembede skal besættes.
(E. H.). Abs. T.
Kirkeforsamling, se Koncilium.
Kirkeforstanderskab er Benævnelsen paa
den Forsamling af Menighedsrepræsentanter,
som i Forening med Kirkekollegierne
danner Organerne for Menighedernes Selvstyre
i de sønderjydske Landsdele i Henhold til
»Kirchengemeinde- und Synodalordnung« for
Provinsen Slesvig-Holsten af 4. Novbr 1876.
Efter Genforeningen lod man disse
Menighedsrepræsentationer vedblive med at bestaa, indtil
en fælles Lovgivning ang. Kirkernes Bestyrelse
m. v. var givet for hele Kongeriget, men i H. t.
en L. af 28. Juni 1920 (Nr. 340) blev der
udskrevet Nyvalg af dem, hvilket fandt Sted i
Efteraaret s. A. K. dannede den snævrere,
Kirkekollegierne den større Repræsentation for
Menigheden. K. bestod af Præsten og 4—10 Ældste,
der valgtes af Kirkekollegierne, og disse bestod
igen af 12—30 Menighedsrepræsentanter, der
valgtes af Menighedens Medlemmer.
Valgberettigede var alle fuldmyndige mandlige
Medlemmer af Menigheden, der ikke stod i privat
Tjenesteforhold, og som havde boet mindst et Aar
i Menigheden og havde svaret Kirkeskat og
direkte Statsskatter, hvorhos det fordredes, at
de skulde have ført en pletfri Vandel og være i
Besiddelse af de borgerlige Æresrettigheder. Til
Valgbarhed krævedes Opnaaelsen af 30 Aars
Alderen. Ved Loven af 1920 udvidedes
Valgretten noget, navnlig saaledes at den tillagdes
baade Mænd og Kvinder. K. repræsenterede
Menigheden i alle dens indre og ydre Anliggender
og skulde ved besindig Anvendelse af alle dertil
egnede Midler saavel søge at befordre levende
Kristendom i Menigheden som efter Evne
hindre, hvad der kunde virke moralsk
fordærveligt. Kirkekollegierne havde ligesom K. den
Opgave at fremme det kirkelige og kristelige Liv
i Menigheden, ligesom K.’s Beslutninger særlig
paa det økonomiske Omraade skulde forelægges
dem til Bekræftelse. Saavel de øverste kirkelige
Myndigheder som K. kunde forelægge
Kirkekollegierne Anliggender af særlig Vigtighed til
Betænkning. Ved L. om Menighedsraad af 30.
Juni 1922 afløses K. og Kirkekollegier i de
sønderjyske Landsdele af Menighedsraad, der
vælges og virker efter samme Regler som
Menighedsraadene i det øvrige Land.
O. D.
Kirkefred. Ved K. forstod man i Danmark
i Middelalderen den særlig forhøjede Fred, som
skulde herske i Kirkerne, og som beskyttedes
gennem strenge Straffe for dér begaaet Drab
og Vold, i anden Linie ogsaa selve Fredsbrudet.
Erik’s sjællandske Lov begrunder K. med, at
Kirken skal være hver kristen Mands Hjem,
og synes saaledes at opfatte den som en
Udvidelse af Husfreden, en Opfattelse, der ogsaa
træder frem i andre middelalderlige Love og
praktisk finder Udtryk i, at K. og Husfred altid
følger de samme Regler. I Klasse med Kirken
stillede man Kirkegaarden. Straffen var for
Drab efter alle Bestemmelser Fredløshed, for
Saar og Hug efter Landskabslovene 40 Marks
Bøder, efter Erik Klipping’s Rigslov 1284
Fredløshed. Sidstnævnte Lov bestemte ogsaa, at alle
Medfølgere ved overlagt Brud paa K. skulde
straffes som Gerningsmænd. Disse strenge
Bestemmelser er dog næppe blevet gennemførte,
og efter Reformationen var Straffen for Saar
og Hug tilføjet i Kirke og for Medfølge ved
Drab kun Bøder og ikke en Gang 40 Marks
Bøder. De herom handlende Forskrifter i
Kristian III’s Recesser, hvilke i øvrigt udvidede K.
til ogsaa at omfatte Vejen til og fra Kirke,
gik senere over i D. L. 6—9—16 til 18 og 23.
Foruden de nævnte verdslige Straffe medførte
Brud paa K. i Middelalderen ogsaa kirkelig
Straf efter den kanoniske Rets Regler om
sacrilegium. — Om Kirkernes Asylret, se
Asylret.
P. J. J.
I Norge knyttede K. sig til selve Kirken og
dens Kirkegaard; dog tilhører Lovbudene
derom ikke det ældste Lag af kirkeretlige
Bestemmelser, men er først opkomne i 12. Aarh.
Bødernes Størrelse rettede sig efter Kirkens Rang.
Ogsaa var det i det mindste senere forbudt paa
de samme Steder at bære Vaaben. I 13. Aarh.
fremtræder den saakaldte Kirkegrid, d. e. den
Ret til Fristed (»Asylret«);, som tilkom enhver,
der under Forfølgning reddede sig ind i Kirke
ell. paa Kirkegaard. Som »Grid« betegnedes
ligeledes den med højere Bøder beskyttede
Fredstilstand, der gjaldt for Juletiden og
enkelte andre kirkelige Højtider. Saavel disse
Lovregler som den særskilte Retsbeskyttelse, der
gjaldt for gejstlige Personer, stammer fra den
kanoniske Rets Bestemmelser om sacrilegium.
Endnu i Christian V’s N. L. 6—9—16 til 18 og
21 til 23 findes de fleste hidhørende Lovbud,
hvis Redaktion dog her er overført fra dansk
Ret.
(E. H.). Abs. T.
Kirkefædre (lat. (patres ecclesiæ) kaldes
efter kat. Sprogbrug de kirkelige Forf., der i
Oldkirken var den rene Læres Bærere, levede
rent, og som har faaet Kirkens Approbation.
Disse er i den rom. Kirke: Ambrosius,
Hieroronimus, Augustin og Gregor den Store; i den
gr. Kirke: Athanasios, Basilios, Gregor fra
Nazianz og Chrysostomos. Fra de egl. K. skelnes
de saakaldte kirkelige Forf. (scriptores
ecclesiastici), hvis Rettroenhed ikke er
uomtvistelig, saaledes Tertullian, Klemens fra
Alexandria, Origenes, Eusebios fra Kæsarea o. fl.
Den største samlede Udg. af K. er Migne,
Cursus completus patrologiæ (383 Bd, Paris
1844—66), de bedste er den af Wien-Akademiet
siden 1866 udgivne Samling af lat. K. og den af
Berlin-Akademiet siden 1897 udgivne Samling
af gr. K. Et Udvalg i tysk Overs. findes i
Reithmayr’s og Thalhofer’s »Bibliothek
der Kirchenväter« (1869—88, 80 Bd), bedre er
den eng. Overs., The Ante-Nicene Christian
Library ved A. Roberts og J. Donaldson
(Edinburgh 1866—72, 24. Bd) med Fortsættelse i
Select Library of Nicene and Post-Nicene
Fathers of the Christian Church (Buffalo 1886 ff.).
(Litt.: E. Preuschen, »Die philologische
Arbeit an den älteren Kirchenlehren und ihre
Bedeutung für die Theologien [1907]; A.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
