Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkelysepenge - Kirkelysning - Kirkelærer - Kirkemagt - Kirkeministeriet - Kirkemusik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gudeligt og nødvendigt Brug høste en vigtigere
og mere essentiel Frugt, end Lysene paa
Alteret kunne medføre«. Da denne Foranstaltning
havde vakt Misfornøjelse hos Menigheden, der
fl. Gange havde udtalt Ønsker om, at Lysene
igen maatte blive indførte, fritoges i Danmark
Kirkeejeren ved Kirkesynsloven af 19. Febr
1861 § 6 for at svare K., hvorimod det gjordes
ham til Pligt at forsyne Alterstagerne med
Voks- ell. Stearinlys ell. Lamper med Olie ell.
anden passende Belysningsvædske, at tænde
under Kommunionen.
O. D.
I Norge er K., ell., som de her blev kaldt,
Lysenoldspengene, ved L. om Kirker
og Kirkegaarde af 3. Aug. 1897, § 20 b, afskaffet
for Kirker, der ikke er i privat Eje.
K. Ø.
Kirkelysning, se Kirkestævne og
Lysning (til Ægteskab).
Kirkelærer (lat. doctor ecclesiæ) er en
Hæderstitel i den rom.-kat. Kirke for dens
vigtigste Forf. Foreløbig har 18 denne Titel,
nemlig: Ambrosius, Hieronimus, Augustin, Leo den
Store, Hilarius, Petrus Chrysologus, Gregor den
Store, Isidor af Sevilla, Petrus Damiani,
Anselm af Canterbury, Bernhard af Clairvaux,
Thomas fra Aquino, Bonaventura, Frans af
Sales, Alfonso Maria de Liguori, Kyrillos fra
Jerusalem, Johannes fra Damaskus og Beda.
L. M.
Kirkemagt. Omraadet for Kirkens Magt
bestemmes forsk., efter som Kirkens Væsen
opfattes. Efter den kat. Opfattelse, iflg. hvilken
Kirken er den guddommelige Frelsesanstalt paa
Jorden, som til sit Overhoved har selve Kristi
Stedfortræder, Paven, er principielt al jordisk
Magtfylde samlet i Pavens Haand. Der skelnes
her mellem den kirkelige Magt indadtil
(potestas ordinis), nemlig Magten til ved Lære og
Sakramentforvaltning, i Særdeleshed ved at
bringe Messeofferet, at overføre Guds Naade til
de enkelte Mennesker, og den kirkelige Magt
udadtil (potestas jurisdictionis), den egl.
kirkestyrende Magt. Medens K. efter kat. Opfattelse
er i Biskoppernes, navnlig i Pavens, Hænder,
tilhører den efter evangelisk Opfattelse
Menigheden. Nøglemagten (potestas clavium) bestaar
efter protestantisk Opfattelse dels i at prædike
Evangeliet og forvalte Sakramenterne (potestas
ordinis), dels i at tilgive Synder og udtale
Bandet (potestas jurisdictionis). Magtfordelingen i
Forholdet mellem Stat og Kirke er meget forsk.
ordnet, efter som Forholdene viser i
statskirkelig ell. frikirkelig, Retning.
(J. P. B.). A. Th. J.
Kirkeministeriet oprettedes ved kgl. Res. af
28. April 1916 ved Deling af det hidtilværende
Ministerium for Kirke- og Undervisningsvæsenet
saaledes, at de under dettes 1. Departement
hørende Sager henlagdes under K. Ved L. 21.
Decbr 1918 oprettedes der et nyt
Kontorchefsembede under K., der hidtil kun havde haft et
Ekspeditionskontor. Under 1.
Ekspeditionskontor henlagdes Sager vedr. offentlig Gudsdyrkelse
og Religionsøvelse, Sager vedr. Folkekirkens
Organisation, herunder Menighedsraadene,
Bispeembederne og Stiftsøvrighederne,
Stiftsmidlernes Administration, de Præsteembederne i
Alm. vedrørende Sager, Præsters Udnævnelse
og Afskedigelse, Præsters Embedsførelse i det
hele, Sager ang. Kirkebøgernes Førelse,
Anciennetetsberegning. Stadfæstelse af Legater,
Sager af alm. Beskaffenhed, Pastoralseminariet, de
kbhvn’ske Præsteembeder og deres
Lønningsforhold, Kirkerne og disses Økonomi,
Kirkegaardene og Begravelsesvæsenet, Kirkevæsenet
paa Færøerne, Grønlandske Kirke- og
Skolesager, for saa, vidt de ikke behandles af
Styrelsen for Kolonierne i Grønland, de fra
Folkekirken afvigende Trossamfunds Stilling,
Rettigheder og Forpligtelser, Sekretariatsforretninger,
Ministeriets Budget og Regnskabsoversigt.
Kasse- og Regnskabsvæsen. Under 2.
Ekspeditionskontor hører Sager ang. Præsteembedernes
Økonomi og de til Præsternes Lønninger hørende
Midler, Præsteembedernes Bygningsvæsen,
deres Jorder og Skove, Afløsning af Kornafgifter
til Præsteembeder og af Højtidsoffer og
Akcidenser, Præsteembedernes Regulering, Lønnings-
og Tilskudsanvisninger, Sager om Efterløn og
Pension, Præsternes Enkeforsørgelsesvæsen,
herunder de gejstlige Enkekasser.
O. D.
Kirkemusik. Musik og religiøs Kultus
hører sammen; fra de ældste Tider kender vi
Benyttelsen af Musik som stemningsvækkende
Element ved Gudstjenesten. Saaledes ogsaa i
den ældste kristne Kirke. Allerede ved
Nadverens Indstiftelse berettes det, at »Lovsangen
blev sunget«, vi træffer i det hele i de
tidligste Efterretninger i Evangelierne, i Ap. Gern.
og de forsk. Apostelbreve hyppig Omtale af
Salmer og Hymner, afsungne ved de Kristnes
Sammenkomster. Hvorledes denne første
kristne Sang har været beskaffen, ved vi ikke, men
overvejende Sandsynlighed taler for, at den
har staaet dels den jød. Tempelsang, dels den
dengang alm. gr.-rom. Sang nær. En Genklang
fra Antikken, Vekselsange, »Antifonier«, er
karakteristisk for de Kristne. Efterhaanden som
Kirken vandt Fodfæste, blev ogsaa
Kirkesangen ordnet. I den gr. Kirke nævnes Basilios
(d. 379) og Chrysostomos (d. 398) som
grundlæggende i denne Henseende. For den
lat. Kirke bliver Kirkeforsamlingen i
Laodicea (364) af Bet., fordi denne bestemmer, at
Sangen i Kirkerne skal udføres af særlig dertil
uddannede Cantores, en Bestemmelse, som,
fremkommet af nærliggende praktiske Grunde,
fik Bet. for Fremtiden, idet derved det
folkelige Element, Menighedssangen, gik tabt for
den lat. Kirke. Til Uddannelse af disse
Cantores grundlagdes Sangerskoler, hvoraf den i
Rom nævnes allerede i 5. Aarh. (Pave
Hilarius).
I den lat. Kirke nævnes den
Ambrosianske Kirkesang (Milano, 4. Aarh.); den
endelige Organisation skete ved den
Gregorianske Kirkesang (Rom, 7.—8. Aarh.).
Ang. disse Former og deres indbyrdes Forhold
henvises til de paagældende Artikler. Den
gregorianske Kirkesang blev med Kristendommen
udbredt overalt, hvor den lat. Kirke satte sig
fast, og har lige indtil vore Dage, altsaa i over
1000 Aar, udgjort det musikalske Enhedsmærke
for hele den lat. Kirke. De nyeste
Forskninger viser, at de ældgamle Melodier endnu for
største Delen er bevarede, derimod blev
Rytmen — opr. en fri, oratorisk Rytme —
desværre forvansket i Løbet af Middelalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
