Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkemusik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(cantus planus). Først i vor Tidsalder har man
vendt sig mod dette Forhold og atter
gengivet den gregorianske Sang sit rytmiske Liv.
Den gregorianske Sang var altsaa beregnet
paa at afsynges af Kirkens udlærte Cantores.
Senere hen i Middelalderen opstod dog ved
Siden heraf mere folkelige Former, Hymner og
saakaldte »Sekvenser« ell. »Proser«, hvilke fik
rig Anvendelse ved de store Kirkefester, ved
Valfarter, Helgenfester o. l., hvor ogsaa
Menigheden kunde deltage i Udførelsen.
Forskellige Klostre, navnlig det i St Gallen, blev
Hovedsædet for denne folkelige Kirkesang,
hvortil senere føjede sig de talrige, særlig
populære Maria-Viser, med Tekster til Dels paa
Modersmaalet.
Den gl. Kirkesang, særlig den gregorianske,
var efter sin Natur enstemmig.
Flerstemmigheden kommer først op i 10.
Aarh. (Hucbald’s Organum). Mere
udviklede Former af Flerstemmighed opstod fra
12. Aarh. i den saakaldte Discantus ell.
»Déchant«, opr. vistnok en fr. Kunstform med
Hovedsædet- i Notre-Dame i Paris. I Løbet af
15. og 16. Aarh. udvikler dette sig til en højst
kunstfærdig Kontrapunktik i den saakaldte
nederlandske Skole (fra Binchois
og Dufay til Ockeghem, Hobrecht,
Josquin, Gombert, Orlandus
Lassus etc.). Paa to Hovedpunkter strandede
imidlertid denne Skole: Kunstfærdigheden
udartede til Kunstlethed, og Teksten forsvandt
aldeles i det kontrapunktiske Stemmevæv.
Omsider rejste Kirken sig herimod, og det var
ikke langt fra, at hele denne Retning var
blevet forkætret (1564) ved Kirkeforsamlingen i
Trident. Men allerede paa den Tid var en
ny Skole i Begreb med at føre den
nederlandske Kontrapunktik op til ideale Højder, hvor
ædel Kunst forbinder sig med Klarhed og
Renhed, den rom. polyfone Skole med
Palestrina som Fører, de to Nanini, de to
Anerio, Vittoria og Soriano som
nærmeste Efterfølgere. De angiver Grundlinierne
for den kirkelige polyfone Kunst lige til vor
Tid.
Omtr. paa samme Tid bragte
Reformationen en Omvæltning i Kirkesangen: den
protestantiske Koral kom til Verden.
Med Rette er Luther betegnet som Føreren
her — han selv var en grundmusikalsk Natur
og forstod fuldt ud Bet. af at faa
Menighedssangen ind i Liturgien som regelmæssigt Led.
Det er dog en Misforstaaelse at tro, at Luther
brød med den gamle latinske Kirkesang,
tværtimod, han ærede og elskede den, og
bibeholdt den, saavidt muligt, i Messen.
Men ved Siden heraf gav han Menigheden
Sange at synge, dels gamle lat.
Kirkemelodier, indrettede efter de ny Krav, dels
Folkemelodier. Luther har faaet Ord for at have
»komponeret« mange af disse Koraler, men
det turde nu anses for oplyst, at hans
Fortjeneste ligger i at have udvalgt dem og lempet
dem til, altsaa, om man vil, »redigeret« dem.
M. a. O., han forholder sig til den lutherske
Kirkesang paa samme Maade som i sin Tid
Pave Gregor til den kat. Kirkesang. Hans
Medarbejdere var især Johann Walther og
Ludwig Senfl. Den første udgav 1524 den
første lutherske Sangbog. En Række tyske
Mestre fra 17. Aarh. arbejder videre, til Dels i
kunstfulde Former paa samme Sag: Seth
Calvisius, Johs. Eccard, Johs.
Crüger, Hasler, de 3 Prätorius o. fl.
Det protestantiske Frankrig fik sin kirkelige
Sangbog 1565, idet Claude Goudimel
redigerede og udsatte Melodier til Cl. Marot og
Th. de Beza’s Omdigtninger af David’s Salmer.
I England anses John Marbeck som den,
der har kodificeret den eng. Salmebog.
For K. som Kunst blev den Omvæltning, der
i Musikkens Historie fuldbyrdede sig henimod
Aar 1600, af stor Bet.: Operaens Tilblivelse
og den dermed i Forbindelse staaende
Indførelse af et nyt Stilprincip, det homofone.
Som der for Teatret blev komponeret Operaer,
blev der for Kirken komponeret gejstlige
Dramaer. Heraf fremgik Oratoriet med
Carissimi i Rom som Foregangsmand, en
Omformning skete af Motetter og
Salmekompositioner i ny homofon Stilart, og der opstod ny
Former for K., Kantaten for een ell. flere
Solostemmer, Koncerten for Instrumenter.
Med den sidste faar vi en hidtil ukendt Faktor
ind i K., det selvstændig instrumentale.
Tidligere havde Instrumenterne efter Sagens
Natur kun indtaget en underordnet, en
tjenende Plads. Selv med Kirkens særlige Instrument,
Orgelet, var man ikke ude over de
første Forsøg (Squarcialupo, Firenze,
Merulo, Venedig, Frescobaldi, Rom, o. fl.).
Nu derimod fremtræder Instrumenterne
selvstændig, efterhaanden ganske uafhængige af
Sangstemmerne. Skolen i Venedig med Gio.
Gabrieli i Spidsen gør de første Skridt i
denne Retning. K. faar større Glans og Farve,
mere Liv og Bevægelse, idet der derved
tilstræbes og faafs store »Effekter«. Naturligvis
virkede meget af alt dette helt og holdent
udadtil, og man forstaar Faren ved disse
Nydannelser for det egl. centrale i K. Det varede
dog endnu en rum Tid, inden disse ydre
Smykker helt tog Magten fra den kirkelige Stil.
Den ny Stil omplantedes fra Italien til
Tyskland af Gabrieli’s Elev Heinr. Schütz og
naaede en rig og storslaaet Udvikling i Seb.
Bach’s geniale Værker, samtidig med hvilke
Händel’s Oratorier staar frem som en Art
gammeltestamentlige Monumenter i Toner. Med
disse to Mestre kulminerer Udviklingen. Den
flg. Tidsalder repræsenterer mere ell. mindre
Parykstilen i K. (Pergolesi, Hasse,
Graun etc.), og det lykkedes kun enkelte
benaadede Mestre at hæve sig ud herover
(Mozart’s Rekviem). 19. Aarh.’s Komponister har
for en Del stillet sig ret udvendig til K.,
Rossini fulgte det nedtraadte ital. Spor,
Berlioz anstillede instrumentale
Effekteksperimenter i sit Rekviem, andre og mindre Aander
fulgte paa forsk. Vis efter. Et Værk som
Beethoven’s kolossale Missa solemnis staar
helt for sig. Henimod sidste Halvdel af 19.
Aarh. er der dog sket et Omslag, større Alvor
og Stilrenhed har gjort sig gældende. I den
kat. Verden har Liszt og i sine senere Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
