Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkestaten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Koncilet i Konstanz havde gjort en Ende herpaa
og valgt Martin V (1417—31), drog denne til
Rom og begyndte Arbejdet paa at forny
Kirkens verdslige Magt i Italien. Medens dette gik
for sig under store Anstrengelser, maatte
Pavedømmet bestaa en Kamp med det
reformatoriske Koncil i Basel; dog ogsaa i denne gik
det af med Sejren, og under Nikolaus V
(1447—55) blev baade Pavedømmet og K. igen
grundfæstede, og et Forsøg af Stefano Porcari
paa at oprette Republikken blev med Lethed
undertrykt. I den nærmest flg. Tid var
Paverne optagne af Tanken om et Korstog mod
Tyrkerne; men Sixtus IV (1471—84) arbejdede paa
at skaffe den pavelige Myndighed samme
Anerkendelse i hele K., som hans Forgængere
havde opnaaet i Rom, tog ivrig Del i Striden om
Ligevægten i Italien og søgte overalt at skaffe
sin Slægt (Rovere) Fordele. Denne saakaldte
Nepotisme blev en Fare for K.’s Enhed, som
fl. Paver ligefrem modarbejdede ved deres
Bestræbelser for at skaffe deres Slægtninge store
Besiddelser. Ingen overgik i denne Henseende
Alexander VI Borgia (1492—1503), hvis hele
Politik gik ud paa at skaffe hans Søn Cesare et
ital. Rige. Under Kampen mellem Frankrig og
Spanien om Overvægten i Italien lykkedes det
ogsaa denne at faa Bugt med Pavestolens
næsten uafhængige Vasaller i Romagna og danne
sig et Fyrstendømme der. Men Frugten af hans
Arbejde forspildtes ved Faderens Død, og den,
der høstede Fordelen af det, blev den
energiske Pave Julius II (1503—13), der i K.’s
Interesse fortsatte Cesare’s Politik og bragte
Kirkens Vasaller til Lydighed. Først fra hans Tid
kan man tale om K. som en politisk Enhed og
om Paven som suveræn Fyrste. Ved Ligaen i
Cambray mod Venedig (1508) skaffede han K.
de Besiddelser tilbage, som Republikken havde
taget efter Alexander VI’s Død, og ved den
hellige Liga mod Frankrig (1511) satte han en
Grænse for dette Lands for K. og Italien
farlige Magt. Under Kampen for at bevare K.’s
Omraade og fordrive de Fremmede fra Italien
tog Paverne ikke tilstrækkeligt Hensyn til den
Bevægelse, der udgik fra Tyskland og truede
med at undergrave deres aandelige Magt, saa
at man kan sige, at Bestræbelserne for at
bevare Pavedømmets verdslige Magt i Italien
blev til Skade for den katolske Kirke. Samtidig
gjorde Nepotismen sig stadig gældende, og ved
Sammenkomsten mellem Clemens VII og Karl
V i Bologna 1529 ofrede Paven Italiens og K.’s
Interesser for Huset Medici’s, hvortil han
hørte. I de flg. Kampe mellem Karl V og
Frants I om Italien støttede Paven sig snart
til den ene og snart til den anden; men han
saa sig nødt til fortrinsvis at knytte sig til
Kejseren, hvis Hjælp han behøvede for at
udrydde Kætteriet. Herpaa rettede nu Paverne
deres Opmærksomhed, efter at det var
mislykkedes for dem at fordrive de Fremmede fra
Italien, og de blev styrkede i denne Kamp mod
Reformationen ved Jesuiterordenens Oprettelse
(1540) og Trient-Koncilets (1545—63) Fastslaaen
af Dogmerne og det alm. uindskrænkede
Pavedømme. Den mest fremragende af disse Paver,
Sixtus V (1585—90), hævdede ikke alene det
absolutte Pavedømme udadtil, men reformerede
K.’s indre Forhold og sørgede for Landets
materielle Udvikling. Medens Spanien hidtil
havde haft den største Indflydelse i Italien,
begyndte Frankrig, efter at Religionskrigene var
endte, igen at gøre sig gældende, og ved dets
Bistand udvidede Clemens VIII K. med
Ferrara (1598).
Den Storslaaethed, som havde udmærket
Julius II’s Politik, laa fjernt fra 17. Aarh.’s
Paver, der kun fremmede deres egne smaalige
Interesser; og under dem gik K. stadig tilbage
uagtet den ydre Glans, som de talrige
Adelsslægters Luksus og de i Rom opførte
Pragtbygninger kastede over Pavedømmet.
Elendigheden viste sig ved en stadig voksende
Statsgæld trods de trykkende Skattepaalæg, ved at
Byerne var affolkede, og Markerne laa
udyrkede. For det sidste bar Innocens X (1644—55)
for en stor Del Skylden, idet han ved et
Kornmonopol ødelagde det romerske Agerbrug. Hans
Efterfølgere indlod sig i en for Pavedømmets
Værdighed lidet heldig Strid med Ludvig XIV
om Gesandternes Asylret og den gallikanske
Kirkes Rettigheder, som først endte under
Alexander VIII (1689—91). Samtidig havde
Paverne kæmpet ivrig mod Jansenismen.
I det følgende Aarhundrede gik K. en
Del frem i materiel Velstand, men i
aandelig Henseende blev alt ved det gamle,
og Pavernes fornemste Bestræbelser gik ud
paa at standse alt det ny, som da kom frem.
Benedikt XIV (1740—58) bevarede for en Del
sin Indflydelse paa de katolske Fyrster, men
hans Efterfølger Clemens XIII (1758—69) søgte
forgæves at forsvare Jesuiterordenen, der blev
forvist fra den ene katolske Stat efter den
anden. 1773 blev den ophævet af Clemens XIV.
Pius VI (1774—99) kæmpede med lidet Held
mod Tidens kirkefjendtlige Rørelser (Josef II’s
Reformer), men gavnede K. ved at udtørre de
pontinske Sumpe og anlægge den fortrinlige
Vej Linea Pia; under ham udbrød den store
Revolution. Selvfølgelig deltog han i Kampen
mod denne, men blev overvunden af Bonaparte
og maatte ved Freden i Tolentino (19. Febr
1797) betale en stor Sum Penge og afstaa
Bologna, Ferrara, Ancona og Romagna, der ved
Freden i Campo Formio (17. Oktbr 1797) kom
til at udgøre en Del af den cisalpinske
Republik. Ved fr. Paavirkning opstod et
republikansk Parti i Rom, og da den fr. General
Duphot blev dræbt under en Gadekamp
mellem dette og de pavelige Tropper, rykkede
Franskmændene ind i Byen og udraabte den
rom. Republik (15. Febr 1798). En uhyre
Krigsskat blev udskreven, og Paven blev ført til
Frankrig, hvor han døde. Den anden Koalitions
Sejre (1799) befriede atter K., som overlodes
til den ny Pave, Pius VII (1800—23). Denne
sluttede 1801 et Konkordat med den fr.
Førstekonsul, hvorved Katolicismen igen blev
Statsreligion i Frankrig. Men det gode Forhold
mellem ham og Napoleon varede ikke længe, da de
begge gjorde Fordring paa en universel Magt,
og det endte med, at den fr. Kejser 1808 lod
Rom og en Del af K. besætte og Aaret efter
indlemmede det hele i Frankrig. Paven, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
