Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkestaten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
da Kejserne i Vesten forsvandt, var Paven i
Rom Katolikkernes tørste Mand i Italien og
deres Talsmand over for de østgotiske Konger.
Justinian’s Erobring af Italien svækkede ikke
Pavens Stilling, og da Longobarderne trængte
ind, og Eksarkens Residens flyttedes til
Ravenna, steg hans Anseelse yderligere. Hvor
stor denne var, ser vi under Gregor den Store
(590—604), der beskyttede Katolikkerne mod
Longobarderne og understøttede Roms Fattige
med Kirkens Midler. Da Billedstriden førte til
et Brud med Byzans, og Longobarderne var en
stadig Fare for Katolikkerne, begyndte
Paverne at søge Støtte hos Frankerne. Karl Martel
var for stærkt optaget af sine egne Sager, til
at han kunde hjælpe, hvorimod hans Søn,
Pipin den Lille, til Tak for, at Pave Zacharias
havde anerkendt ham som Frankernes Konge,
kom Pave Stefan III til Hjælp mod
Longobarderkongen Aistulf og overlod ham Brugen af
Eksarkatet og Dukatet Rom, medens han selv
som Roms Patricius beholdt Suveræniteten
(756). Da Longobarderne senere truede Pave
Hadrian I, drog Karl den Store ham til Hjælp,
erobrede det longobardiske Rige og skal
have bekræftet sin Faders Afstaaelse, men
beholdt Patricier stillingen og Suveræniteten
(774). Under ham var Pavens Stilling meget
underordnet, skønt han lod sig krone til
Kejser af denne (800). I Opløsningstiden under de
svage Karolinger formaaede Pavedømmet ikke
at modstaa Anarkiet. Fra S. trængte
Saracenerne frem og truede Rom, mod N. nægtede
Ærkebispen af Milano at anerkende Pavens
Overhøjhed, og i selve Rom og Omegn forøgede
de verdslige Stormænd deres Besiddelser paa
Kirkens Bekostning. Efter en kort Opgang
under Pave Nikolaus I (858—867) blev
Nedgangen mere og mere tydelig, og til sidst kom
Pavedømmet fuldstændig i Hænderne paa
Kvinder (Theodora og Marozia), der berøvede det
al Anseelse.
Marozia’s Sønnesøn, Pave Johan XII,
indkaldte Otto den Store (962), og Pavedømmet
kom i lange Tider under tysk Indflydelse. Naar
undtages Crescentiernes Forsøg paa at bryde
denne, var den eneraadende, til Hildebrand (c.
1050) begyndte paa at frigøre Kirken.
Normannerne i Syditalien, der truede Pavens
Besiddelser, blev bevægede til at tage deres Land til
Len af ham og hjalp ham med at erhverve
Benevent. Herved voksede Pavedømmets
verdslige Magt, og det fik et Rygstød i Kampen mod
Kejseren. 1059 bestemte Nikolaus II, at Paven
skulde vælges af Kardinalkollegiet, hvorved
han frigjordes for de rom. Partiers og
Kejserens Indflydelse. Da Hildebrand selv blev
Pave som Gregor VII (1073—85), paabød han
Cølibat og bandlyste dem, der gjorde sig skyldige
i Simoni. Denne sidste Bulle var særlig rettet
mod den tyske Kejser, som ogsaa straks tog
Kampen op, og Investiturstriden begyndte.
Støttet af Markgrevinde Mathilde af Toscana
trodsede Paven Henrik IV, der maatte ydmyge sig
i Canossa 1077. Sejren var glimrende, men kun
kort; og snart trængtes Gregor af Kejseren,
saa han maatte søge Tilflugt hos Normannerne,
hvor han døde. Striden fortsattes og fik
forøget Næring ved Markgrevinde Mathilde’s Død,
da Kejseren ikke vilde anerkende hendes
Testamente, hvorved hun havde skænket Kirken
sine Lande. Da den endte ved Konkordatet i
Worms (1122) og ved en Overenskomst mellem
Kejser Lothar og Innocens II om Mathilde’s
Arv (1133) — Kejseren fik hendes Len, medens
han tog hendes Allodialgods (Tuscien) til Len
af Paven, — var det nærmest de ital. Byer,
der havde høstet Fordel af den, idet de havde
faaet Lejlighed til at sikre sig udstrakte
Friheder. Et Led i denne Bevægelse er Arnold af
Brescia’s Optræden i Rom, hvor han
oprettede Republikken og holdt sig i fl. Aar, inden
Paven fik ham fordrevet (1155); paa Flugten
blev han fanget af Kejser Frederik Barbarossa,
der udleverede ham til Paven, som lod ham
dræbe. Det gode Forhold mellem Pave og
Kejser varede imidlertid ikke længe, og under
Alexander III (1159—81) begyndte en ny Strid.
Medens Investiturstriden havde været af
væsentlig kirkelig Natur, blev denne ved de
lombardiske Stæders Optræden overvejende
politisk. Udfaldet var nærmest en Sejr for Paven
og Stæderne. Da det hohenstaufiske Hus
arvede det normanniske Rige i Syditalien og
saaledes herskede baade N. og S. f. K., kom det
i en uforsonlig Strid med Pavedømmet, og
Innocens III (1198—1216) søgte at svække det
ved at overføre Kejserdømmet til Welferne og
styrkede sin verdslige Magt ved at træde i
Forbindelse med det tuskiske Forbund og
inddrage Mellemitaliens Landskaber under sin
Overhøjhed, hvorved han overskar Forbindelsen
mellem Nord- og Syditalien. Men da Welferen
Otto IV var blevet alm. anerkendt, optog han
Hohenstaufernes Politik trods Pavens
Advarsel, og denne saa sig nødt til at stille
Hohenstauferen Frederik II, Siciliens Konge, op imod
ham. Atter var Tyskland og Syditalien
forenede, og Faren for, at Paven skulde blive
afhængig af Kejseren, var større end nogen
Sinde. Kampen begyndte derfor igen med forøget
Bitterhed og endte først med den
hohenstaufiske Slægts Undergang (1268). Pavedømmet var
gaaet af med Sejren, men havde i
Virkeligheden kun unddraget sig tysk Indflydelse for
at komme under fr., idet det havde maattet
indkalde det fr. Fyrstehus Anjou for at faa
Bugt med Hohenstauferne. Kirkens Anmasselse
over for de verdslige Fyrster var stadig
tiltaget, og Bonifacius VIII (1294—1303) endte
med at hævde Pavens absolutte Suverænitet
over Fyrsterne. Dette var for meget, og i
Kampen med Filip den Smukke, der støttedes
af det fr. Folk, bukkede han under, og Kirkens
Nederlag besegledes, ved at Pave Clemens V
tog Bolig i Avignon i Frankrig (1309). De flg.
Paver forblev samme Sted og var alle fr.; kun
een af dem, Urban V, var en kort Tid i Rom
(1368), og den sidste avignonske Pave, Gregor
XI døde der (1378). Under Pavens Fraværelse
var K. i Opløsning, og i dette Tidsrum faldt
Cola di Rienzi’s Forsøg paa at genrejse den
rom. Republik (1347—54). Efter Gregor XI’s
Død begyndte det store Skisma, da der
samtidig var Paver baade i Rom og Avignon, og
under dette fortsattes K.’s Opløsning. Da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
